Der er ikke meget Brio-togbane over det syn, man møder, når man træder indenfor hos Odense Model Jernbane Klub. 1160 meter togskinner i miniaturestørrelse strækker sig ud over det, der skal ligne det fynske landskab – og vel og mærke gør det. Her passerer togene både marker med græssende dyr, autentiske stationsbygninger samt færger, hvoraf i hvert fald en enkelt for længst har lagt til kaj for sidste gang.
Onsdag er fast klubdag – det er formiddag, og en håndfuld medlemmer ud af i alt 20 er allerede mødt op og har overstået formiddagskaffen, inden de skal i gang med hver sit projekt. Der skal bygges, smøres og vedligeholdes. Et kig på alle togene, der holder rundtomkring på det store plateau viser, at det ikke er nutidens IC3- og IC4-tog, man er interesseret i her.
”Vi bruger tog, som kørte i perioden fra 1945 til 1972. Det var en periode, hvor DSB kørte med både diesel- og damplokomotiver. Du kan nok se, når du kigger rundt, at vognparken er lidt mere spraglet, end den er i dag. Det gør det også lidt sjovere, når vi skal bygge,” siger medlem Hans-Erik Jensen.
Og bygge, det gør de selv i den lille klub. 95 procent af alt, hvad der er på togbaneplateauet, er selvbygget. Ikke ved hjælp af færdige samlesæt købt i velassorterede legetøjsbutikker – men ved, at man er gået på jagt efter passende materialer til hvert enkelt lille tog og hver en bygning. Et af togene, vi passerer på rundvisningen, har for eksempel fået sine hjul fra en gammel legetøjsbil, og de små mennesker, der livagtigt færdes på stationer og i landskab, har medlemmerne selv støbt og farvelagt.
Ejnar Tranders, der har været medlem af klubben i mange år, har selv været lokomotivfører, inden han gik på pension, så for ham ligger der også en nostalgi i at lege med modeltog. Han har selv kørt med både damptog, dieseltog og de moderne IC3-tog og kan ikke helt sige, hvad der har været hans favorit.
”Der var da en særlig charme i at få lokomotivet til at køre, når man rigtigt fik kul på, og som fyrbøder har jeg selv stået med skovlen og læsset på. Omvendt kan man sige, at det var noget nemmere at køre et IC3-tog,” siger han med et smil og viser hen til et tog, han selv har bygget.
”Jeg har bygget det her røde diesellokomotiv. Det fattede jeg kærlighed til, så det ville jeg gerne prøve at lave. Det kørte fra sidst i 1930’erne til først i 1950’erne,” siger han om den bordeaux-røde togvogn.
Hver uge hænges der en seddel op på opslagstavlen i klubben. Herpå skriver medlemmerne, hvilken rolle de gerne vil påtage sig, når der skal køres på togbanen onsdag aften. Man kan for eksempel være depotbestyrer, stationsbestyrer og naturligvis lokomotivfører. Efterfølgende laves der en køreplan, som alle retter ind efter.
”Vi kører i cirka fire timer fra klokken 17 med en pause klokken 18, hvor vi spiser sammen. Og inden vi går hjem, har vi alt materiel på plads, så det er klar til næste onsdag,” siger Ejnar Tranders og viser op til ”kontroltårnet”, hvorfra lokomotivførerne sidder og styrer togene, mens de med jævne mellemrum ringer rundt til stationsbestyrerne nede på gulvet for at sikre sig, at der er fri bane.
”Jeg kører lige lyntoget en tur til Nyborg,” råber Hans-Peter Jensen fra modsatte ende af lokalet. Og som sagt så gjort. Ganske uproblematisk får han gelejdet toget gennem flere fynske stationsbyer for til sidst at parkere det ved endestationen Nyborg, hvor en model af en kæmpe færge mage til den slags, der førhen sejlede i rutefart mellem Nyborg og Korsør, ligger og troner. Også den er bygget af et af klubbens medlemmer.
Indimellem hænder det, at nogen vil bygge et tog, der kræver noget ekstra. Og fordi alle i klubben lægger en ære i at bygge så naturtro som muligt, er medlemmerne flittige gæster på Jernbanemuseet i Odense, hvor de lurer detaljer, ligesom de tit går på jagt i DSB’s tegnearkiver.
”Vi vil gerne have så mange detaljer med som muligt. Men det er også sådan, at hvis ikke vi kan lave detaljen i det rigtige størrelsesforhold, så udelader vi den hellere,” siger Ejnar Tranders.
Selvom han er vild med tog og både lidt af en nørd og et legebarn, er det dog ikke udelukkende det, der får ham til hver eneste onsdag – selvfølgelig med toget – at tage turen fra Svendborg til Odense.
”Jamen, ud over at man har fået interesse for at sidde og arbejde med alle delene, så er det også det sociale, der tæller. Her bliver man taget godt imod, og så har konen jo samtidig en hel fridag alene,” siger Ejnar Tranders med et smil.