Lad det være sagt med det samme. Trædrejning er ikke et håndværk, man skal kaste sig ud i, hvis man er utålmodig af sind. Processen, fra man finder det rigtige stykke træ, til man står med det færdige produkt i hånden, kan være årelang. Til gengæld har man så også et stykke unika, for intet træ er ens, og det er umuligt at kopiere to stykker trækunst fuldstændigt.
I Bogense på Nordfyn bor Jørn Anderson i landlig idyl med frilandsgrise og kaglende høns i baghaven. Og så selvfølgelig sit specialbyggede værksted, hvor han så godt som dagligt går over og transformerer store træstubbe til blandt andet smukke skåle, fuglefoderbrætter og fade.
”Jeg har det rigtig godt med at lave noget, som kan bruges. Jeg er ikke sådan en, der kommer til at stå og lave bittesmå pynteting eller efterligninger af Kay Bojesen-aber. Men jeg kan godt lide, når folk siger, at de gerne vil købe en skål, bare fordi de synes, den er rar at røre ved,” siger han.
Ovre i Jørn Andersons værksted ligger adskillige store stykker træ fra forskellige sorter. Stubbe af elm, ask, el og kirsebærtræ venter på at komme op på drejebænken, hvor den tidligere slagter vil tage dem under første kærlige behandling. Når et fad eller en skål er blevet drejet første gang, ser det umiddelbart ud, som om håndværket blot mangler lidt olie og så vil være klar til at blive taget i brug. Men sådan er det ikke.
”Når en skål lige er blevet drejet, er den fin og lige. Men så skal den over og stå og tørre, og i den proces bliver den skæv. Derfor venter man på, at den er helt tørret, typisk seks måneders tid, og så drejer man den, så den igen fremstår lige, hvorefter den får noget olie og er klar til at blive brugt,” forklarer Jørn Anderson.
At det blev trædrejning, Jørn Anderson kastede sig over, da pensionisttilværelsen begyndte at nærme sig, er måske ikke helt tilfældigt. Hans far var skovarbejder og lærte ham at holde af naturen og at kende forskel på de mange forskellige træsorter. Så da en ven for tre-fire år siden opfordrede ham til at tage med på kursus i trædrejning, var han ikke sen til at sige ja. Siden er det gået slag i slag, og det, der i starten udelukkende var en hobby, er i dag også en forretning, hvor det indimellem kan være svært at følge med i bestillingerne.
”Det, jeg godt kan lide, er dels arbejdsprocessen, dels det at man pludselig står med noget i hånden, som kan bruges til noget. Jeg kan næsten altid, når jeg begynder på et stykke arbejde, se for mig, hvad det skal blive til, men selve formen kan sagtens ændre sig undervejs,” siger han.
Nåletræer duer ikke til trædrejning, fortæller Jørn Anderson. Det skal være løvtræer, og selv har han sine favoritter i rød-elm og ask.
”Jeg kan godt lide, når der er noget spil i træet. Du kan godt sige, at nu laver du lige en skål, der skal være ligesom den sidste, du lavede, men når så den står færdig, så har den alligevel et helt andet udtryk, fordi intet træ er ens,” siger han.
Ovre i en stor garage ligger en masse træstammer og -stubbe i forskellige tykkelser. Det er træ, som skal tørre, inden det kan drejes. For de tykkeste stykker træ kan tørreprocessen tage helt op til otte år, før det er perfekt at arbejde i, mens det for mindre stykker er knap så længe. To centimeter årligt regner man med, at det tørrer.
Trædrejning er som sagt ikke en disciplin for utålmodige sjæle, der går og kigger på uret hele tiden. Men den type er Jørn Anderson heller ikke. Tværtimod.
”Jeg kan nemt glemme tiden. Når Else er kørt på arbejde om morgenen, går jeg ofte over i værkstedet. Og det sker tit, at jeg glemmer at komme ind for at spise, fordi jeg er så optaget af det, jeg laver,” siger han.
Jørn Anderson arbejder bedst uden at have stramme deadlines. Ellers forsvinder noget af kreativiteten, og der går nemmere noget galt i processen. Det betyder dog ikke, at den nordfynske kunsthåndværker tager en masse pauser – faktisk er han decideret dårlig til at sidde stille og lave ingenting.
”Så får jeg lidt kuller. Jeg skal helst være i gang med noget, hvor jeg bruger mine hænder. Om det så er med at lave en rullepølse eller en træskål,” siger han.
Hustruen, Else, indrømmer da også direkte adspurgt, at hun er gift med lidt af et energibundt. Derfor er det også lidt skidt, hvis han glemmer at komme ind til aftensmaden, for det er nemlig ham, som er husets kok, ligesom det er ham, der har kreeret tærten, der står på bordet, med friske jordbær fra haven.
”Han er i hvert fald lidt nemmere at være sammen med, når han har været en tur i værkstedet,” siger hun med et grin.