Der skete sikkert ikke så forfærdelig meget mere i min barndoms jul end i så mange andres. Alligevel synes jeg ofte, jeg har meget mere at fortælle om. Ikke kun om julen, men om hele min barndom.
Det har sikkert noget at gøre med, at jeg ikke alene havde en endog meget levende fantasi, men også rigtig god tid til at gå rundt på egen hånd og iagttage, hvad der foregik. Både i de voksnes besynderlige verden og den vidtstrakte natur, der omgav den gård, hvor jeg voksede op.
Verden var rent ud sagt fortryllet. Dengang.
For eksempel kan jeg huske, hvordan jeg altid måtte have fat i min fars hånd, når vi gik en tur ind i skoven, som jeg ikke alene troede var befolket med trolde og lignende, men som min far tilmed forsynede med lyde, som fik hårene til at rejse sig på mit hoved.
Det var oftest mørkt eller i det mindste skumring. Og hvad det blotte øje ikke kan se, kan fantasien.
Dén oplevelse véd jeg, mange børn har haft. Den har ligefrem givet anledning til et norsk folkeeventyr, hvor en lille pige på vej til skole hver dag skal igennem en skov, hvor hun synes, der er noget, der lusker bag hende, så hun skyndsomst løber væk for at komme ud i lysningen igen.
På et tidspunkt møder den bange pige en gammel, klog kone, som spørger hende, hvorfor hun løber sådan af sted? Og pigen forklarer stakåndet, at der er nogen, der følger efter hende, fordi det pusler sådan i blade og grene bag hende.
”Visse-vasse,” siger den gamle kone. ”Prøv du, næste gang du skal gennem skoven og synes, det pusler i buskadset bag dig, at vende dig hurtigt om og se, hvad det er. Så er jeg sikker på, du ikke længere behøver at være bange,” opfordrede hun.
Det gjorde pigen. Og da det atter skete, vendte hun sig om og så, at det bare var vinden, der hev i grenene og hvirvlede bladene op. Det var såmænd det hele, så pigen ikke længere behøvede at være bange.
Senere i mit eget liv blev jeg i grunden mærkeligt glad, ligefrem tryg, i mørket. Jeg er nærmest småpjattet med mørke og kan falde i svime over et månebeskinnet aftenmørke eller en stjernespækket nattehimmel.
Særligt husker jeg én iskold vinteraften på vej hjem over markerne fra min legekammerat, Martin, hvor jeg så en usædvanligt stor stjerne på himmelhvælvingen lyse kraftigt op. Jeg var som tryllebundet og forestillede mig, at sådan måtte stjernen over stalden i Betlehem have set ud for hyrderne på marken og de tre vise mænd hin berømte julenat, da Jesus blev født. Tiden stod i et øjeblik fuldkommen stille, og jeg kan erindre, jeg med mig selv besluttede, at jeg engang som voksen ville genkalde mig dén oplevelse igen.
Når jeg gør det, ligesom nu, er jeg tilbage i en verden, som ikke længere eksisterer. Dels véd jeg nu, at den kraftige stjerne enten var Nordstjernen, planeten Venus eller Saturn, og dels har mine øjne set så uendeligt mange andre ting, siden jeg var barn; ting og forhold, som blandt andet har medvirket til, at jeg ikke længere er barn, men ser med helt andre øjne på alle ting.
Næsten!
For jeg har også tilladt inderst inde at nære det troskyldige barn, så jeg blandt andet stadig kan glæde mig til juleaften og tro på den gode Guds trofaste omsorg uden de helt store dikkedarer. Det betyder ikke, jeg ikke bliver anfægtet, tvivler – ja endog fortvivler af og til. Både som præst og privatperson fordyber jeg mig i opbyggelig såvel som videnskabelig-teologisk litteratur for at blive fastholdt i, at det også rationelt giver god mening at tro på Gud.
For som den berømte franske teolog og skolastiker, Pierre Abélard (1079-1142) skrev for mange hundrede år siden: ”Fornuftgrundene skal til, for at Kristi fjender ikke ved deres ordrigdom skal drive spot med troens enfold.”
Glædelig jul!