I Vendsyssel må man godt være ”noe for sæ si’el” - man skal bare ikke gøre sig til ”noe for sæ si’el”

Man gør klogt i at stikke fingeren i jorden, hvis man som tjøbenhavner vil vove sig ind på vendelboernes enemærker og være dus. I begyndelsen af min præstetid havde jeg ikke helt knækket koden endnu, skriver sognepræst i Skagen, Henrik Bang-Møller

Henrik Bang-Møller. –
Henrik Bang-Møller. – . Foto: Søren Schnoor.

Det er udtryk for regulær dovenskab, at jeg endnu ikke har gidet tjekke, om tusindbenet rent faktisk har tusind ben. Tilliden til min skønsomhed tilsiger, at det har det ikke. Han, der har givet den navnet, har sikkert tænkt: Hold da op, den har mange ben! Og derpå straks slynget tallet tusind ud i luften. Ligesom når Yvonne fra Olsen-banden ofte beklager sig over, at ”der er virkelig tusind ting”. Reglen om, at overdrivelse fremmer forståelsen, er universel.

Jeg er ikke god til tal. Indtil jeg fandt ud af det, overdrev jeg som regel. Ikke af ond vilje, men simpelthen fordi jeg er nem at imponere. Det ligger ikke til min natur at underdrive. Hvilket gør det til noget nær et under, at jeg er faldet til i Vendsyssel. Heroppe er det nemlig ikke almindeligt at overdrive. Mildt sagt. Til gengæld skal man ikke underdrive ret meget, før det ikke er ”så ring’ endda”.

Af samme grund – mener Niels Hausgaard – har man i Vendsyssel taget livet af mange komikere. Især de opblæste af slagsen. Dem, der ikke har noget at have komikken i og derfor tror, komik og humor bare er et spørgsmål om at lire vittigheder af.

Når vendelboer underdriver, hænger det – tror jeg – blandt andet sammen med, at vendelboen udmærket ved, hvor udsat for andres spot og spe man bliver, når man hæver sig op over dem. I Vendsyssel må man godt være ”noe for sæ si’el”. Man skal bare ikke gøre sig til ”noe for sæ si’el”.

Man gør derfor klogt i at stikke fingeren i jorden, hvis man som tjøbenhavner vil vove sig ind på vendelboernes enemærker og være dus. Og tjøbenhavnere omfatter stort set alle øst for Storebælt. Heller ikke her er vendelboer nøjeregnende. Hvilket også er en generalisering.

Tjøbenhavner er ikke så meget en geografisk bestemmelse, som det er en karakteristik af en bestemt mennesketype. Han er lidt af en braldrerøv, stor i mundtøjet og uden selverkendelse. Hvis han havde været en græsplæne, var han øjeblikkeligt blevet slået. For at komme på højde ”mæ vi ajjer”.

I begyndelsen af min præstetid havde jeg ikke helt knækket koden endnu. På forespørgsel fra lokalavisen blev jeg bedt om min mening angående museet ude på Grenen. Jeg sagde, jeg syntes, det var grimt og slet ikke passede ind i omgivelserne.

Uheldigvis skete det lige efter at en anden tjøbenhavner, daværende miljøminister Svend Auken (S), havde været på besøg heroppe og ytret noget tilsvarende. Det blev for meget for en aldrende vendel- og skagbo. Til en fødselsdagsreception kom han hen og betroede mig i de andres påhør: ”Du ska’ in’ ha’ lov te å begrav’ mæ.”

På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. I dag ville jeg have sagt: ”Det’ en aftale!”.

Siden dengang er der løbet meget vand gennem Knasborg Å. Knasborg Å ligger lige syd for Aalbæk og danner en mental grænse for, hvor og hvornår skagboerne så småt begynder at føle sig på udebane og omfatte folk med prøvende skepsis.

Til min ordination fortalte en ældre præstekone og fiskerdatter fra Skagen, at ægte skagbo var man først, når man kunne føre slægten tre generationer tilbage og for hvert led fremvise en fisker, der var druknet på havet.

Det var en overdrivelse. For det kan alligevel de færreste skagboer ”prale” af.

Men det er et udmærket eksempel på, at der bag vendelboernes tilsyneladende undseelighed trods alt gemmer sig både en stærk selv- bevidsthed og en befriende selvironi.