Prøv avisen

Velsignelser til salg i Taj Mahal

Man må godt isolere det gode fra det mindre gode og uddrage glæden. For livet handler også om at fokusere på de lykkelige og tit kortvarige momenter, skriver Monica Ritterband efter en særlig oplevelse i kærlighedspaladset Taj Mahal

For godt en måned siden var jeg i Nepal og Indien sammen med min spritnye kæreste, som jeg faktisk kun havde kendt i et par uger. Men hvad pokker, når man når min alder, må man bare tage imod alle de glæder og oplevelser, som livet en gang imellem er så elskværdigt at byde på. At sige nej, fordi man først skal være på sikker grund og kende hinanden i alle sjælelige afkroge, det tager simpelthen for lang tid. Og et nej i den sammenhæng er, ifølge min inderligste overbevisning, en dødssynd. For tid er en faktor, der aldrig kan generhverves. Og lykken kan ikke kaldes frem på scenen, hvor ihærdigt man end klapper.

Så dér befinder jeg mig pludselig på ryggen af det store eksotiske eventyr, tæt på pensionsalderen og lige så tæt på Taj Mahal, et af verdens syv vidundere, det pragtfulde kærlighedspalads, som er indbegrebet af kærlighedens styrke og væsen. Kort fortalt er det et mausoleum, bygget af hvid marmor i 1600-tallet af stormogulen Shah Jahan som et monument over hans elskede afdøde hustru, Mumtaz Mahal. Her ligger hun i sin kiste i midten af dette fænomenale indo-islamiske bygningsværk, og ved hendes ene side hendes sørgende ægtemand.

Køen for at komme ind i dette hellige rum er lang, og alle står tæt, men rejsen til byen Agra i Indien var endnu længere, så vi trisser med museskridt fremad i blå plasticovertræksfutter, som udleveres til os alle, medmindre man har bare fødder.

Vi må heller ikke tale eller sige høje lyde eller fotografere. Indenfor i halvmørket lyser det hvide udskårne marmor op, og vi gisper af begejstring over dette kuppelrums skønhed, som er tilegnet kærlighedens væsen. Og så sker det: Opsynsmanden, som marcherer rundt for at passe på helligdommen, smiler lige pludselig til min kæreste og mig, vi smiler selvfølgelig igen, og han gør så et umiskendeligt tydeligt tegn til, at vi skal stoppe. Vi forstår ikke, hvad han vil, men så siger han: ”Your name? Yes, both of you.”

Min kæreste, som er indehaver af det gode pavelige navn Bent, afleverer dette, og jeg mit. Og pludselig lægger The Guardian Angel sit hoved tilbage, og det lyder, som om Allah har entreret rummet og taget vores navne i sin mund og udråbt dem med et guddommeligt væld af ekstra vokaler, og vores navne svæver fulde af resonans og måske indbildt musik helt op under kuplen i Taj Mahal – og køen er gået i stå af forbløffelse.

Vi er mere end forbløffede, vi er henrevne og taknemmelige. Var det en velsignelse, der lagde sig hen over vores pander? Var det et løfte om, at vores nye kærlighed til hinanden ville vare evigt? Det følte vi. Og det gør vi stadig.

At oplevelsen lige fik vedhæftet en mere jordnær detalje, har vi diskret redigeret ud af vores erindringer. Det skete, da vi i taknemmelighed ville trykke Allahs sendebud i hænderne, og han så samtidig lod sin ene hånd folde ud. En klar gestus, der opfordrede til, at lidt jordisk mammon ville være velkommen.

”Tja, træerne vokser ikke ind i himlen,” hviskede jeg en kende skuffet til kæresten, som lidt eftertænksomt svarede: ”Jo, det gør de faktisk.” En nytolkning, som er en påmindelse om, at man godt må isolere det gode fra det mindre gode og uddrage glæden. For livet handler også om at fokusere på de lykkelige og tit kortvarige momenter. Det er en svær lære for en misantrop og skeptiker som mig. Men så tænker jeg på, at mit og kærestens navne i et fælles løft er svævet op til de himmelske kærlighedsguder over Indien, og så letter jeg mig lidt fra den danske muld og giver mig lov til at tro på hverdagens små mirakler.