Når jeg som noget af det første om morgenen slår op i min avis og eksempelvis på forsiden læser, at salmesangstempoet i vores kirker er steget betydeligt de seneste omkring 30 år, ånder jeg lettet op i tryg forvisning om, at Jorden heller ikke i dag har forvildet sig ud af sin bane omkring Solen.
Det ville ellers være breaking news, hvis den havde, og man må som avislæser have ondt af de stakkels nyhedsredaktører, fordi der ikke er flere af den slags opsigtsvækkende nyheder. De øger oplagstallene og omsætningen. Men som en komiker engang konstaterede – især med henblik på de tv-kanaler, som sender nyhedsudsendelser døgnet rundt: Der er ikke nyheder til 24 timer hver dag! Dertil er de flestes hverdag og verdens gang alligevel for almindelig og ligner til forveksling hinanden. Gud ske lov!
Mon ikke blandingen af kedsomhed og underholdningsbehov gensidigt betinger hinanden og virker mere styrende for vor tids nyhedsformidling end omfanget og alvorlighedsgraden af dét, der sker rundtom i verden?
I hvert fald lever vi i dag længere end nogensinde tidligere, arbejder mindre og skal samtidig have fritiden til at gå med et eller andet. Og eftersom selvopholdelsesdriften ikke tilsvarende er blevet opgraderet, bliver vi mere og mere afhængige af, at andre underholder os. Ellers forfalder vi åbenbart til kedsomhed og trivialitet.
Det er dét, Søren Kierkegaard kalder for ”at have sit Liv i Omstændighederne” og med en træffende formulering uddyber som dét ikke at være ”sit eget Livs ansvarshavende Redacteur”.
Jeg kan med alderen ikke forestille mig noget værre, der kan overgå en voksen, end at måtte nøjes med en konstaterende adgang til livet. Ganske vist dør man ikke af det, men det er tæt på, at man lige så godt kunne.
Når kroppen hos os mennesker er forbundet med en ånd, føjer det en ekstra dimension til vores sanser, der gør dem mere end bare neutralt iagttagende.
Blandt andet derfor spørger jeg mine konfirmander om, hvad de med baggrund i deres 13-14 år synes om livet: ”Hvis I kunne komme tilbage til udgangspunktet, da I blev født, med de erfaringer af livet, I har nu, ville I så vælge det til, hvis I kunne?”.
Gud ske lov svarer de ja!
Og præcist dét ja er ikke bare et konstaterende, trivielt eller kedsommeligt ja, men et ja, hvori jeg fornemmer, at de med hele deres liv og sjæl ønsker fortsat at bejae livets i grunden mirakuløst uselvfølgelige virkelighed og dermed bekræfte, hvad de ikke vidste, da de var spædbørn: at når først livet er givet, er det ikke længere givet.
Jeg betragter blandt andet konfirmandundervisningen som en slags vaccination mod livets trivialisering, som kan angribe voksne og forvandle livet til en banalitet.
Siden gudstroen opkom i mennesket, er det sket ved at betragte livet som en gave fra Gud, til hvem man retter sin tak. Troen er, når det kommer til stykket, akkurat en sådan udlevet taknemmelighed over overhovedet at være til og bærer samtidig i sig et aktivt og forkyndt håb om, at vi ikke bare lever for at dø.
Ærligt talt synes jeg ikke, man på dén baggrund kan tillade sig at kede sig. Egentlig burde man blive forslugen i sin omgang med livet og andre mennesker og ikke tilstå sig selv den lediggang, man tankevækkende nok i et ordsprogslignende mundheld har gjort til ”roden til alt ondt”?!
Det er med livet som med troen: De er begge til for at blive brugt. Med sansning og tak.