Der har i bogstaveligste forstand været ”run” på den seneste uges tid. I hvert fald snørede rigtig mange danskere i sidste uge løbeskoene for at deltage i forskellige løbsarrangementer.
Blandt andet deltog 9000 langdistanceentusiaster i Copenhagen Marathon i søndags, mens dobbelt så mange løb 5 eller 10 kilometer til Eventyrløbet i Odense Kristi himmelfartsdag.
Og anden pinsedag er der Royal Run, hvor Kronprinsen løber i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København sammen med 65.000 danskere for at markere sin 50-årsfødsesldag.
Kort sagt; danskerne er vilde med ikke bare at løbe, men at løbe i flok. Men hvad er det, der gør, at så mange finder glæde ved at arbejde sveden frem på panden i selskab med andre?
Ifølge Kasper Lund Kirkegaard, idrætspolitisk konsulent i DGI Storkøbenhavn, spiller det sociale i sig selv en væsentlig rolle. Men særligt når det kommer til en motionsform som løb, handler det også om motivation.
”Hårde motionsløb lægger sig ligesom fitnesskulturen mere op ad en arbejdslogik, end mange andre sportsgrene gør. Det handler om at skulle sparke sig selv bagi for at komme af sted, og så ved vi, også fra studier, at det bare er nemmere, når der står en anden og venter på gadehjørnet. Jeg har selv været med til studier af fitnessudøvere, hvor de dyrkede spinning 24 timer i træk. Det kunne langt de fleste aldrig gøre alene. Det er gruppepresset og forventninger til hinanden samt den fælles oplevelse, der skaber en fælles historie, som får folk til at gennemføre sammen,” siger han.
De stort arrangerede motionsløb er ikke noget nyt fænomen. De begyndte at dukke op i 1960’erne med Eremitageløbet nord for København som et af de første, og siden er antallet af løb arrangereret af foreninger, mediehuse og organisationer bare vokset.
I 1960’erne og 1970’erne blev folk, der løb i deres fritid, stadig i høj grad identificeret med atletikudøvere, der var inspireret af de olympiske distancer. Men hen ad vejen har man fjernet sig fra den klassiske olympiske tankegang om sportens løbsdiscipliner, forklarer Kasper Lund Kirkegaard.
I stedet udvikler løbekulturen sig i dag ud fra nogle andre parametre, hvor man skruer op og ned på forskellige faktorer.
”Der er selve distancen, man kan skrue på. Så er der tidspunktet, som man også leger med i dag. Vi ser for eksempel måneløb og natløb. Der er placeringen af løbet. Vi løber sjældent på de klassiske 400 meter lange atletikbaner, hvorimod der arrangeres løb i blandt andet zoologiske haver og op i højhuse, der giver helt andre løbeoplevelser. Og endelig kan man inkludere de sociale medier, som man ikke har kunnet før. Løbet ’Color Run’ er et godt eksempel på, hvordan man har brugt de sociale medier direkte i løbsafviklingen. Man postede en masse fotos af løbere, der var blevet dækket af en masse farvestrålende støv, som man havde sprøjtet ud på dem under løbet. I dagene efter havde de stadig farve i håret som en slags stigma, hvorefter de kunne tage på arbejde og bevise, at de deltog i ’Color Run’, som kollegerne ville kende fra de sociale medier,” siger han.
Men selvom der stadig er mange, der glad og gerne betaler for at deltage i forskellige løb sammen med kollegerne, vennerne og tusindvis af andre, kan der være grund til at lægge sig i selen for arrangørerne. For de sidste fire til fem år er der sket et lille fald i antallet af personer, der tilmelder sig de større løb, ligesom der også ses et fald i antallet af voksne danskere, der siger, at de motionsløber regelmæssigt. I 2011 var det 31 procent – i den seneste måling fra 2016 var det tal faldet til 29 procent.
”Til Copenhagen Marathon havde man satset på op mod 10.000 løbere, men der kom kun 9000. Og selvom det stadig er mange, er det måske et udtryk for en tendens, hvor folk synes, at nu har de prøvet at løbe de her løb, og hvor det at løbe for eksempel en halv- eller helmaratondistance ikke længere i sig selv er nok til at trække folk til,” siger Kasper Lund Kirkegaard.
Heldigvis er der også positivt nyt på løbefronten. For hvor der ses et lille fald i antallet af løbere, der dyrker motionsløb uden for foreningerne, er der til gengæld tale om en lille stigning i antallet af personer, der slider løbeskoene op under lidt mere organiserede former.
”Folk træner i lidt højere grad sammen, kan vi se. Der er kommet noget mere regelmæssighed og rytme ind over og måske en træner, der guider, selvom løb jo egentlig er en meget individuel motionsform,” siger Kasper Lund Kirkegaard.