Højskoleforstander: Vores 29 år lange ægteskab er som humlebien der flyver på trods

Hurra for de tryktestede, bøvlede ægteskaber. De er besværet værd – selvom jeg nok for evigt vil kæmpe for at få ham til at indse, at min idé eller holdning er den bedste

At være meget forskellige er virkeligt tit bøvlet og svært. Og det kan endda give anledning til store diskussioner og måske endda skænderier om måder at anskue verden på, fortæller højskoleforstander Anja Rykind Eriksen, der dog til syvende og sidst råber hurra for ægteskabet.
At være meget forskellige er virkeligt tit bøvlet og svært. Og det kan endda give anledning til store diskussioner og måske endda skænderier om måder at anskue verden på, fortæller højskoleforstander Anja Rykind Eriksen, der dog til syvende og sidst råber hurra for ægteskabet. . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Der findes mange ting, man kan glæde sig over i livet. Og mange ting, man kan undre sig over. Og nogle gange falder glæden og forundringen sammen og bliver til humlebien, der flyver på trods.

Vi har lige haft 29-årskærestedag. Min mand og jeg. Og ja, vi hylder stadig – når vi altså husker det – den dag, vi først gang fik øjnene op for hinanden. I 1992 i elev-baren på Rødding Højskole. Hvor vi begge netop var begyndt som elever. Han var den unge og flittige student, der havde lagt ambitiøse planer for livet og for fremtiden, og som brugte højskolen som en del af sin dannelsesrejse (ja, det sagde han virkelig …) på vej ind i den grundtvigske skoleverden. Her ville han, ligesom mange andre i sin familie, arbejde inden for det grundtvigske som enten efterskole- eller højskolelærer og sætte sit aftryk.

Jeg var den nyuddannede folkeskolelærer, der lå i skilsmisse og havde taget mit lille barn med på højskole for at finde fodfæste igen. Jeg havde ikke rigtigt nogen plan for livet. Jeg var blevet folkeskolelærer ved en tilfældighed og havde nok en klarere fornemmelse af, hvad jeg ikke ville end det modsatte. Og jeg ville ikke sidde og tude mig i stykker over at være blevet enlig mor med en uddannelse, jeg ikke havde lyst til, i en by, jeg ikke orkede at bo i mere.

Og så mødte vi hinanden. Den gode historie kunne så have været, at modsætningerne mødtes, og at kærligheden overvandt al forskellighed med en masse glæde og lykke som resultat.

Men sådan er det langtfra. At være meget forskellige er virkeligt tit bøvlet og svært. Vi kommer fra helt forskellige familiebaggrunde – både uddannelsesmæssigt og kulturelt. Vi er politisk bragende uenige. Vi interesserer os overhovedet ikke for det samme, og vi er meget forskellige personlighedstyper. Det gør det ofte svært at sætte sig ind i og have forståelse for, hvorfor den anden synes, det ene eller andet er betydningsfuldt. Og det kan endda give anledning til store diskussioner og måske endda skænderier om måder at anskue verden på. For det har vi i hvert fald til fælles: at vi begge mener at have mest ret.

Men hvorfor har vi så alligevel kunnet holde hinanden ud i så mange år efterhånden? Det kan jo være svært at svare på. Men jeg tror, at det, vi er gode til, er altid at have et fælles mål for øje. Som vi så i fællesskab arbejder hen imod. Efterhånden ved vi godt, hvad vi hver især er gode til. Jeg er organisatoren, der lægger planer for, hvordan vi kommer fra a til b. Undersøger, lægger strategier, beregner, tegner, skriver lister og oversigter. Han er praktikeren, der får ført planerne ud i livet. Tager kontakt, formulerer, laver aftaler og får fulgt tingene til dørs.

Så nu kan vi faktisk godt se værdien af vores forskellighed. Men det har ikke været nemt at komme dertil. Men mange års samliv, hvor vi har skullet få en stor familie til at fungere, et fælles – og krævende – arbejdsliv, som har kostet mange søvnløse nætter har fået os til at se os som en enhed. Ikke som to alen af ét stykke, men som to forskellige individer, der tilsammen kan favne virkeligt bredt. Vi ved, hvor vi har hinanden. Og helt grundlæggende holder vi jo selvfølgelig også af hinanden. Selvom han uden sidstykke er den, jeg stadig kan blive allermest irriteret på og være allermest uenig med og skælde ud over. Men han er også den, jeg fortæller langt de fleste af mine overvejelser og tanker til med en forvisning om, at jeg bliver bakket op, når der er noget eller nogen, der går mig på.

Så hurra for de tryktestede, bøvlede ægteskaber. De er besværet værd – selvom jeg nok for evigt vil kæmpe for at få ham til at indse, at min idé eller holdning er den bedste.