Præst: Vi har brug for ritualer, så det hele ikke bliver én stor og mudret klump

Weekenden begynder med ugens stjernestund for præst og debattør Morten Kvist, og den ender med et af de ritualer, vi som samfund desværre har glemt

Morten Kvist er 62 år, præst i Herning og Gjellerup Valgmenigheder og har tidligere været både forstander på Askov Højskole og medlem af Det Etiske Råd fra 2003 til 2010. – Privatfoto.
Morten Kvist er 62 år, præst i Herning og Gjellerup Valgmenigheder og har tidligere været både forstander på Askov Højskole og medlem af Det Etiske Råd fra 2003 til 2010. – Privatfoto.

Jeg mærker, det er weekend, når børnene er taget i skole fredag morgen, og min kone er taget på arbejde. Så er der ro i huset, og jeg sætter mig ved skrivebordet for at skrive søndagens prædiken. Der har jeg en stjernestund for mig selv, som jeg sætter stor pris på. Af en eller anden grund kommer der ikke så mange mails om fredagen, så jeg er helt uforstyrret og nyder at fordybe mig i arbejdet med at skrive. Det føles, som om mit sind åbner sig, når jeg skriver, og jeg kommer til klarhed med tingene. Hvis jeg læser mine gamle prædikener, kan jeg meget tydeligt se, hvad jeg tænkte på dengang, hvordan mit liv var, og hvordan jeg har flyttet mig siden. For mig er det at skrive også at flytte mig, og derfor efterlader hver prædiken et mærke i min ånd.

Hele denne kraftfulde oplevelse hver fredag formiddag indvarsler, at nu er det ved at være weekend.

I en weekend vil jeg være sammen med min familie. Det er ikke altid, det lykkes lige godt. Jeg forsøger at holde lørdagen fri, men der er af og til et bryllup eller en begravelse. Hvis ikke, sover jeg gerne længe og stræber i det hele taget efter en rolig dag, hvor jeg alligevel får nået de praktiske ting, der ikke er tid til i løbet af ugen.

Jeg lader op ved at gå ture eller rydde op. Jeg kan bedst lide, at der er rent og ryddeligt i huset – nogle gange til mine børns fortrydelse. Der er noget meditativt over at rydde op, synes jeg, men de har det tydeligvis ikke på samme måde. Jeg nyder også at læse uforpligtende ting, altså ikke-teologisk litteratur, selvom jeg aldrig kan vide, hvad jeg ender med at gøre brug af. Det er typisk aviser eller skønlitteratur. Og så holder jeg meget af især klassisk musik. Det kan være alt muligt, men to af mine tre hjemmeboende drenge synger i Herning Kirkes Drengekor, så vi er naturligt orienteret mod deres koncerter. Det samme gælder MidtVest Pigekor, som Herning og Gjellerup Valgmenigheder samarbejder med.

Skal jeg holde et middagsselskab, så nyder jeg at tale med gode mennesker om vigtige emner. Den slags nærværende samvær er både vigtigt og inspirerende for mig, og jeg sætter stor pris på at diskutere politik, etik, kristendom, alt muligt.

På en søndag har jeg næsten altid to gudstjenester. Det passer mig fint, for de to tjenester er aldrig ens, og jeg kan rigtig godt lide at prædike. Når jeg kommer hjem, gider jeg ofte ikke noget og gør en dyd ud af ikke at planlægge noget. Nogle gange tager vi ud af huset, nogle gange går jeg bare i haven. Det er helt åbent, og der indfinder sig gerne en weekendfornemmelse nummer to her. Alt, jeg kaster mig over, skal være lystpræget, og har jeg mest lyst til bare at stirre ud i luften, gør det bestemt ikke noget.

Søndag aften kan jeg godt lide at se en film eller serie, typisk sammen med resten af familien. Jeg kan godt få den fornemmelse, at hvis jeg er meget veloplagt, spilder jeg tiden foran fjernsynet, men er jeg træt og føler, jeg har gjort dagens gerning, og kan jeg ikke koncentrere mig om at læse, så er fjernsynet den mest velegnede underholdning. ”Homeland” og ”House of Cards” har jeg været glad for. Lige nu er jeg på vej ind i serien ”Godless”.

Inden jeg går i seng, synger vi stadig og beder aftenbøn for den mindste af drengene. Han er 12. De to store er konfirmerede og kan selv klare aftenbønnen. For mig er den form for ritualitet en god og vigtig afrunding af dagen, men det er desværre en tradition, der er gået tabt både i familierne og individuelt. Heldigvis bliver det at være indlejret i den kristne tro ikke længere opfattet som noget mærkeligt og forbeholdt helt særlige mennesker. Forhåbentlig følger ritualet omkring at bede med den udvikling, for det er vigtigt. Man går jo i kirke for at få mere af det, man har for lidt af, nemlig tro, håb og kærlighed, eller man beder om at blive bekræftet i sin tro. Derfor er bønnen helt central i den lutherske tro og – fornemmer jeg – så småt også i samfundet som sådan, hvor der er en længsel i tiden efter noget, der rækker ud over os selv – i dybet, hvor de sociale medier ikke findes.

Jeg slutter som regel weekenden af med at læse lidt i sengen. Jeg tror, at alle mennesker har brug for den slags ritualer til at skelne weekend fra hverdag, så det hele ikke bare drukner i en stor, mudret klump. Desuden er der ikke meget, som er bedre at falde til ro med end en rigtig god bog. Lige for tiden er det Jón Kalman Stefánssons ”Himmerige og helvede”.8