Sognepræst: Man lærer ikke om livet, men med livet

Konfirmandundervisningen er det forhold ved præstearbejdet, som flest præster knækker nakken på. Men man må under ingen omstændigheder resignere på indholdet, fordi det er en udfordring at få hul igennem, skriver sognepræst

Én ting er, at de er teenagere og derfor i en periode af deres liv, hvor hormoner er i færd med at møblere om til et liv som voksne. Noget andet er, at de fleste er både kirke- og kristendomsfremmede. Og i kraft af den beskyttede tilværelse hjemme hos far og mor også naturligt livsfremmede, skriver sognepræst.
Én ting er, at de er teenagere og derfor i en periode af deres liv, hvor hormoner er i færd med at møblere om til et liv som voksne. Noget andet er, at de fleste er både kirke- og kristendomsfremmede. Og i kraft af den beskyttede tilværelse hjemme hos far og mor også naturligt livsfremmede, skriver sognepræst. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Mine konfirmander kan være svære at engagere.

Én ting er, at de er teenagere og derfor i en periode af deres liv, hvor hormoner er i færd med at møblere om til et liv som voksne. Noget andet er, at de fleste er både kirke- og kristendomsfremmede. Og i kraft af den beskyttede tilværelse hjemme hos far og mor også naturligt livsfremmede.

Det stiller mig som præst i et svært, men ikke uoverkommeligt dilemma. Konfirmandundervisningen er det forhold ved præstearbejdet, som flest præster knækker nakken på.

På den ene side skal konfirmanderne vide noget om kristendommen. Der er et såkaldt kognitivt element, som skal tilgodeses, og som indbefatter indlæring af Fadervor, trosbekendelsen og en nogenlunde fortrolighed med højmessen, så konfirmanderne kan – som der står i vejledningen, ”deltage på lige fod med den faste menighed”.

Det er for så vidt et højt ambitionsniveau. Men jeg er også personligt tilhænger af, at man sætter målet højt og under ingen omstændigheder resignerer på indholdet, fordi det er en udfordring at få hul igennem.

Det er således også på den anden side grunden til, at mange – herunder jeg selv – vægter den mere sanseligt-oplevelsesmæssige del af undervisningen lige så højt. Kristendommen er en brugsreligion, og i kirken taler vi ikke alene om Gud, men til Gud.

For mig opbyder præcis dét forhold en pædagogisk fordel, fordi det kobler erfaring sammen med indlæring. Som pædagogikkens grand old man i Danmark, Erik Sigsgaard, engang udtrykte det: ”Man lærer ikke om livet, men med livet.” Helt det samme kan man sige om Gud.

Der er ikke meget fnisen eller distraktion, når konfirmanderne skal en tur forbi kirkegården og kapellet og have noget at vide om, hvad der sker, når man dør og skal begraves. Mange konfirmander har nemlig selv oplevet at miste et familiemedlem.

De fleste konfirmander har også oplevet at være forelsket og mærker fornemmelsen af en vågnende seksualitet.

For nylig viste jeg konfirmanderne den italienske instruktør og skuespiller Roberto Benignis Oscar-belønnede drama ”Livet er smukt” fra 1999. I den spiller Benigni en ung jøde, Guido, der forelsker sig i en ung, smuk kvinde, med hvem han bliver gift og får en søn. Under Anden Verdenskrig bliver Guido og sønnen taget til fange af tyskerne og sendt i koncentrationslejr. Og for under de barske forhold at oprette livsmodet hos sin lille søn forvandler Guido hele oplevelsen til en leg, hvor de indsatte er deltagere i en konkurrence om at vinde en tank.

Sønnen ender med at vinde tanken og overlever. Mens Guido må dø.

Efterfølgende viste jeg billeder fra en studietur til koncentrationslejren Auschwitz i Polen. Der var ingen makabre billeder af lig og vansirede mennesker, men billeder af barakker, gaskamre, krematorier, af montrer med kufferter og sko, tomme dåser med Cyklon B, ansigter fra udvalgte fanger og dertil mine kommentarer og beskrivelser. Konfirmandernes øjne stod på stilke, og der var dyb koncentration og vel også en forfærdende vantro, der nægtede at tro på, at sådan noget nogensinde har fundet sted inden for de seneste 100 år på vores breddegrader. Men det har det!

Det var ikke svært bagefter at tale om blandt andet synd og ondskab med konfirmanderne. Og jeg sluttede af med at fortælle, at netop udpenslingen af holocausts ubegribelige rædsler for mig engang, da jeg var konfirmand og teenager, gjorde en sådan forskel i mit liv, at det blev det første alvorlige skridt hen imod beslutningen om at blive præst.