Som de går der og græsser i flok på marken med eftermiddagssolens stråler hvilende på deres tykke pels, ligner flokken af islandske heste ikke nogle, der har tænkt sig at lade sig forstyrre af noget som helst. Men man skal ikke tage fejl af deres afslappede attitude. Da der få minutter senere bliver kaldt på flokken, vender de alle som en de bløde muler mod stalden. Her venter et solidt måltid mad, inden de skal ud på dagens arbejde.
De små islandske muskelbundter bor hos Dorte Mehr og John Flint i den lille by Østrup uden for Faaborg. Her driver de Østrup Turridning på ottende år.
Og det er ikke noget tilfælde, at det er præcis islandske heste, de har gående på deres marker.
”Det er heste, der tilbage i tiden er vokset op i bjergene på Island og har et dejligt sind, fordi de har levet på naturens præmisser. De er nøjsomme og robuste og har deres instinkter i orden, fordi de indtil for omkring 100 år siden levede på Island, hvor de svageste automatisk blev sorteret fra, når de ikke kunne klare sig,” fortæller Dorte Mehr.
Der er liv uden for stalden. Tirsdagsholdet er mødt op for at tage ud på deres ugentlige ridetur. Et par håndfulde kvinder strigler, børster og renser hove, mens hestene tålmodigt venter. Forude venter der dem halvanden times ridt i skov og på mark. I skridt, trav, galop og naturligvis tølp, som er de islandske hestes særegne kendetegn.
”Det er som at sidde i en sofa, når man rider tølt. Det er helt specielt og ret fantastisk. Vi plejer at sige, at vi kigger på folks smil, når vi kommer hjem, for at se, hvor god turen har været. Bredden på tøltsmilet afslører det,” siger John Flint.
Tølt er en gangart i fire takter, hvor hesten flytter sine ben på samme måde som i skridt. Højre bagben, højre forben, venstre bagben og venstre forben. Ved tølt har hesten dog altid et eller to ben i jorden, hvor den i skridt altid har to eller tre ben i jorden. Når det ofte omtales som en særdeles behagelig måde at ride på, skyldes det, at hesten ikke på noget tidspunkt svæver, og man sidder derfor som rytter behageligt afslappet og stille i sadlen.
De sidste ryttere har svunget sig op på hestene uden for stalden, og de finder bemærkelsesværdigt roligt og hurtigt ind på en lang, lige række. Først et par hundrede meter hen ad vejen med den rytmiske lyd af hovene, der rammer asfalten rent og sikkert.
”Vi skifter,” råbes der oppe foran, inden alle heste krydser vejen over mod skovbrynet og begiver sig ind i den stadig lyse skov, hvor de første gulnede blade blander sig med de grønne på de høje træer.
I skoven er underlaget ujævnt – store rødder og træstubbe dukker op hist og her, og for en uerfaren rytter som avisens udsendte er frygten, for, at den lille, hårdt arbejdende hest overser forhindringerne og falder, ikke langt væk.
Al frygt gøres dog hurtigt til skamme. Alle de islandske heste rider, som var de udstyret med øjne på hver en hov. Let og elegant forceres enhver forhindring.
Flokken af ryttere når til en sti, der går ligeud, og en kommando oppe foran lyder:
”Vi tølter!”.
Rytterne læner sig bagud, falder let sammen i ryggen, og foran rider alle som en med ét tølt. Legende let ser det ud. Og som var det ”kongens efterfølger”, følger hesten, som avisens udsendte rider på, Isold, efter de andre i tølt.
Har man prøvet at sidde på en hest i almindelig trav, føles tølt som det fundamentalt modsatte. Ingen hoppen op og ned i sadlen og besvær med at holde sig oprejst. Nærmere en afslappet følelse af at sidde dejligt placeret i en sofa uden ryglæn.
Malene Landtved er en af de ryttere, der rider hver tirsdag og elsker turene ud i naturen. Hun havde ikke redet siden barnsben, men da hendes datter for en del år tilbage begyndte til ridning, fik hun lysten til at prøve igen. Denne gang på islændere.
”Det er blevet ugens højdepunkt for mig. Det betyder meget for mig at komme ud og ride i naturen og ikke bare i en ridehal. Jeg har lidt dårlig ryg, og jeg synes, at det er enormt godt for ryggen at ride tølt,” siger hun.
Da hestene efter halvanden times ridt i skovens kuperede terræn vender tilbage, er det med våd pels og dampende ånde. De har givet af deres kræfter og ser ud til at have nydt hvert et minut. Også rytterne ligner nogle, der allerede glæder sig til næste uges tur på hestene.
John Flint er ikke i tvivl om, hvorfor der altid er fyldt op på holdene hos Østrup Turridning.
”Man får koblet af og får renset hovedet fuldstændig på de her ture ud i naturen,” siger han.