Professor: Vi nyder godt af udkantens herligheder

For Viggo Mortensen, 74 år, professor emeritus i teologi og medstifter af folkebevægelsen Oprør fra Udkanten, er det et fast søndagsritual, at han serverer morgenmad på sengen for sin kone og sig selv

 For Viggo Mortensen har det ikke været en rigtig søndag uden kirkegang. – Arkivfoto.
For Viggo Mortensen har det ikke været en rigtig søndag uden kirkegang. – Arkivfoto.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg vågner tidligt som sædvanlig, men så tænker: Det er også rigtig, det er jo weekend, og så bliver jeg liggende. Om søndagen har vi det ritual, at jeg serverer morgenmad med æg og det hele på sengen. Hvis der ikke er formiddagsgudstjeneste hos os, så bliver vi i sengen og hører gudstjenesten i radioen. Kriteriet på om prædikenen er god, er, om jeg kan holde mig vågen.

Jeg vil gerne vågne blidt og udhvilet.

I en weekend vil jeg forsøge at holde fri. Min kone holder strengt på, at vi ikke må arbejde om søndagen. Men hvad er arbejde, når man er pensionist? Jeg synes, at det er i orden at gå i haven – bedre end at sætte sig ind til computeren. Men der er altid lidt, der skal tjekkes.

Jeg vil gerne have klaret så lidt som muligt. For er der mere at klare, end det man kan klare om hverdagen?

Skal jeg holde et middagsselskab, så vil det ikke blive om søndagen. Vi ville aldrig omtale det som ”at holde et middagsselskab”. Vi kan godt have gæster også i weekenden. Men nu bor vi på en ø, og når folk er kommet herover, så mener de, at de også skal overnatte – mindst en nat.

På en god søndag skal vi i kirke. Vi er stadig af den gamle skole, der ikke synes, det har været en rigtig søndag uden kirkegang. Hvis vi er ”af Øen”, som det hedder her på Ærø, holder vi af at gå forskellige steder. Når vi er hjemme, går vi i vores sognekirke i Bregninge.

Skulle jeg ud af huset ville det sikkert være for at gå eller køre en tur. Naturen er dejlig, og vi bor midt i en naturpark. Vi nyder godt af udkantens herligheder: natur, god plads og tid. Der kan også være en udstilling, vi gerne vil se.

Inden jeg går til ro, lader jeg tankerne gå på langfart. Hvad er der sket? Hvad skal der ske? Og så læser vi i sengen. Jeg i meget kort tid, fordi jeg falder i søvn. Min kone meget længe.