Prøv avisen

Vi skaber vores egen kulturarv, når vi samler på julepynt

På 58-årige Charlotte Hjort-Madsens juletræ hænger blandt meget andet julekugler med navne og fødselsår på hendes børn, børnebørn og svigerbørn. Træet er en tidslinje over hendes liv, siger hun. – Fotos: Niels Meilvang/Ritzau Scanpix.

Om det er nisser, julekugler eller noget tredje, samler mange på julepynt i en eller anden grad. Vi lægger minder og identitet i tingene, siger antropolog, som kalder det en privat museumsudstilling

Seks røde metal-lanterner med lys i markerer stien op til hoveddøren, hvor en keramiknisse og to bukke af strå står klar til at byde gæster velkommen til det lille rækkehus i Svogerlev lidt uden for Roskilde. Det skorter ikke på julepynt hos 58-årige Charlotte Hjort-Madsen, hverken inde eller ude.

”Mange vil nok sige, at mit juletræ er overpyntet. Og det er det da også, men hver en ting har en betydning og en historie for mig,” fortæller Charlotte Hjort-Madsen, der, inden hun blev førtidspensionist, har arbejdet i vuggestue og børnehave.

Træet tårner sig op i det lille køkken, og det er svært at få øje på en tom gren. Julekugler, engle, flagranker, nisser og lyseholdere kæmper om pladsen på det godt to meter høje træ.

Charlotte Hjort-Madsen udpeger en lille råhvid engel i papir, som hendes morfar engang klippede med en brodersaks. På den anden side hænger et par halvgennemsigtige glimmerengle, hun selv beskriver som gyselige. Hendes mor købte dem i New York, og derfor får de lov at blive.

Der er julepynt på stort set alle hylder, borde og vægge i Charlotte Hjort-Madsens hjem, og hendes samling er formentlig større end gennemsnittets. Alligevel er der nok mange, der, som Charlotte Hjort-Madsen, samler på noget helt bestemt julepynt.

”At samle på julepynt er for mange forbundet med nostalgi og barndomserindringer. Det er en forståelse af, hvordan den gode jul skal være,” forklarer Mads Daugbjerg, lektor og leder af afdeling for antropologi ved Aarhus Universitet.

I bredere forstand kan vores hang til at samle forstås som et udpræget vestligt fænomen, hvor vi blandt andet binder vores identitet op på de ting, vi har.

Vi kan udvikle et næsten personligt forhold til nogle af vores ting, fordi de bliver udtryk for eller en del af, hvem vi er.

”Traditioner føjer til den værdi, vi tillægger ting, og i den forbindelse trumfer julen alle andre højtider. I alt fra mad til tv-udsendelser til pynt er julen og dens traditioner materialiseret i meget konkret form,” siger Mads Daugbjerg.

Charlotte Hjort-Madsen pynter altid sit juletræ i god tid. Både fordi hun vil nå at nyde det, og fordi det tager hende ret lang tid. Ofte stopper hun og dvæler ved de minder, der knytter sig til tingene.

Såsom den gule rock-engel af pap, som én af hendes sønner lavede som et forsøg på et teenage-oprør. Eller nisserne, hun selv klippede ud af sin mors Søndags-BT, da hun var 12 år.

”For mig er det et oplevelsestræ og en tidslinje over mit liv, som jeg kan genopleve, når jeg kigger på tingene,” fortæller hun.

De ting, vi samler, kommer til at indgå i den fortælling, vi skaber om os selv, forklarer Mads Daugbjerg. Det svarer til, når museerne på nationalt plan arbejder med Danmarks kulturarv – som et register over alle de ting, der ses som vigtige i fortællingen om Danmark.

På samme vis kan en julesamling ses som del af ens personlige kulturarv eller som en privat museumsudstilling, man tager frem og plejer én gang om året.

Charlotte Hjort-Madsen er ikke generelt typen, der samler på ting. Men julen er den store undtagelse, fordi tingene her har så stor betydning for hende. Og fordi det ikke rigtig er jul uden dem. Sommetider giver hun dog nogle af tingene væk til sine fem børn. Såsom topstjernen fra Georg Jensen eller nogle kravlenisser, som én af sønnerne gerne ville arve.

Men én ting sværger hun, at hun ikke frivilligt skiller sig af med. Rundtomkring i stuen hænger buttede kravlenisser i forskellige udgaver og aldre. Det er såkaldte Christel-nisser, som oprindeligt er fra 1940’erne. Og det er de ældste af Charlotte Hjort-Madsens også. På en skabslåge flyver én af kravlenisserne på en hvid svane, som engang i årenes løb har mistet hovedet.

”Den kravlenisse har altid hængt i mit barndomshjem, og den kommer altid til at hænge hos mig.”

Én af de ting, Charlotte Hjort-Madsen samler på, er Christel-nisser, som er kravlenisser fra 1940’erne. Nissen på den hovedløse svane har hun fra sit barndomshjem, og for hende vækker den minder og glæde.