Da den keltiske poet og præst John O’Donohue døde uden forvarsel i sin søvn den 4. januar 2008, tre dage efter sin 52-årsfødselsdag, døde en mand, der ikke blot kunne sætte smukke ord sammen om håbet og kærligheden og naturen som vores egentlige katedral.
Da døde en mand, der kunne lægge så megen energi bag sine bogstaver, at man retteligen hopper op af stolen og trækker havehandsker på for at gå ud og tage fat, straks man er færdig med et af hans digte. Ja, næsten inden.
Man vil ud at tage fat, i grene og mos, finde blomster og reder, flytte møbler frem, vaske dem, rive havegangene og stå stille og tørre sved af panden, og der blive stående for at lytte til underet. Fuglenes forår.
Men straks må man kaste sig videre. Ind i gerningernes glæde. Nu skal der støves af. Pudses af. Ryddes op. Gøres noget.
Som han skriver i digtet ”Blessing for a New Beginning”, skal man vække sin sjæl til eventyr.
”Awaken your spirit to adventure”, lyder opfordringen og det i sådan en grad, at man ikke må holde noget tilbage.
”Hold nothing back”, skriver han og belærer om, at man må lære at hvile i tilliden til risici, ”learn to find ease in risk”.
Op og i gang med det nye. Skynd jer. Hep. Hep.
Der var ikke megen passiv forårsnydelse i den mand, og selvom det er fristende at blive hængende i havehuset over endnu en kop kaffe, der på forårsvis bliver hurtigere kold, end jeg kan nå at drikke den, så hives der i mig.
Det er nu ikke altid den gode trækkraft, der trumfer hvilestunden i solsengen. Indimellem er det den dårlige samvittighed eller den rastløshed, der kommer af ikke at ville koncentrere sig om det, der gør ondt eller er svært at acceptere.
Hvordan da skelne mellem den gode nye begyndelse, O’Donohue skriver om, og det feje nej til egentlige forandringer? Hvordan skelne mellem åndernes lokken?
Svaret ligger, mente han, inde i de ofte udenfor rækkevidde-steder i hjertet, ”out-of-the-way places of the heart”.
Derinde begynder begyndelsen, uden at man selv er klar over det. Derinde i det, (mester) Eckhart von Hochheim (1260-1328) kalder vores ”ungeborenheit”, vores ufødthed.
Den ny begyndelse ligger bare derinde som et frø i den mørke jord, vokser og observerer og ved præcist, hvornår den er klar til at bryde ud og bliver taget imod af lyset.
Vi ved godt, begyndelsen er derinde. Vi ved, når vi ikke helt vover at gå derhen.
I ved det godt, pipper fuglene oppe over hovedet på os. I ved det godt. I ved det godt.
Ja, og vi kender også glæden, ”the delight”, når vores mod bliver tændt, ”(the) courage kindled”, og vi træder helt og fuldt ud i det nye.
Vi ved godt, at vi har modet derinde et sted. Og nu har mange endda ekstra tid til at gå derind og hente det. En hel påske.
Vi ved også, hvad vi skal bruge det mod til efter coronakrisen.
I ved det godt, pipper fuglene højere og højere derude.
Uanset hvordan det er oversat i Bibelen, ved vi, at vi har ansvar for det derude såvel som for det derinde. Her i pausen og angsten får vi øje på det, der betyder mest for os selv og de andre og kloden. Vi bliver tvunget til at se i øjnene, hvad vi gør ved den planet, vi lever på, og ved alle os, der lever her.
Der er så stille derude nu. Og dog.
Der er mere fuglekvidder i den renere luft end nogensinde før.
I ved det godt, pipper de.
I ved det godt.