Det er en mørk morgen, og nogen har besluttet, at al den regn, der ikke kom i sommer, skal hældes ud over København på et døgn. Fra vinduet ser jeg cyklisterne sejle forbi nede i gaden. Jeg beslutter at tage S-toget til arbejde.
”Husk, at du skal være hjemme i eftermiddag, så du kan lukke vvs’eren ind. Jeg har konfirmander,” siger min kone.
Da jeg står i det tætpakkede tog og ser ud på lysene bag de duggede ruder, minder jeg mig selv om, at jeg skal huske at tage min bærbare med hjem, så jeg kan arbejde, når jeg senere skal med toget til Jylland. Jeg får en underlig fornemmelse af at have glemt noget vigtigt.
Kombinationen af vintervejr og svigtende korttidshukommelse er et problem. Der er for mange ting, man skal huske at have med, og for mange lommer, de bliver væk i. Pludselig kommer jeg i tvivl, om jeg havde den bærbare med hjem dagen før. Hvis jeg havde, er den stadig derhjemme, og så er jeg nødt til at vende om og hente den.
Jeg ringer til min kone.
”Gider du tjekke, om min computer ligger på mit skrivebord?”.
Jeg hører hende gå rundt i lejligheden.
”Hvor skulle den ligge? Jeg kan ikke finde den,” siger hun.
”Det håbede jeg heller ikke, at du kunne,” siger jeg.
Da jeg slår paraplyen sammen foran døren til min arbejdsplads og roder efter mine nøgler, går det op for mig, hvad jeg har glemt. Jeg ringer på klokken til receptionen.
”Jeg har glemt mine nøgler,” siger jeg.
Da jeg kommer op på kontoret, ringer jeg til min kone igen.
”Jeg har glemt mine nøgler,” siger jeg.
”Jeg skal nok lukke dig ind,” siger hun.
”Men du er jo ikke hjemme, når jeg kommer,” siger jeg.
”Nå nej,” siger hun og tænker lidt.
”Kan vi ikke bare sige, at jeg lægger nøglerne under måtten. Det sker der nok ikke noget ved – folk, som ikke har nøgle, kan jo ikke komme ind i opgangen,” siger hun.
”Nej. Men det kan jeg heller ikke,” påpeger jeg.
”Nå nej,” siger hun. ”O.k., men så kan jeg lægge dem under sadlen på din cykel nede i gården.”
Jeg når at tænke, at det i grunden er en rigtig god idé. Så kommer jeg i tanker om, hvorfor det ikke er det.
”Jeg kan heller ikke komme ind i gården uden nøgler,” siger jeg.
”Nå nej,” siger hun.
”Okay, jeg bliver nødt til at gå ned til kirken, mens du har konfirmander, og låne dine nøgler,” siger jeg.
Og opdager et nyt problem.
”Det dur ikke. Så kan du jo ikke komme ind, for jeg er taget af sted, inden du er hjemme,” siger jeg.
Det er en gordisk knude. Vi tænker længe. Så udbryder min kone begejstret:
”Jamen hør, jeg kan jo bare tage dine nøgler med ned til kirken!”.
”Genialt!”, siger jeg.
Regnen står stadig ned i stænger, da jeg samme eftermiddag går fra stationen ned til kirken. Det er utroligt, så våd man kan nå at blive på 950 meter. Jeg bliver stående nede ved døren og drypper en sø, mens en konfirmand oppe i koret læser søndagens tekst højt. Min kone kommer ned til mig med mine nøgler.
”Hvorfor er der kun syv konfirmander?”, spørger jeg.
”Regnen. De andre pjækker,” siger hun.
Jeg går ud i regnen og tilbagelægger en kilometer mere, inden jeg låser mig ind i lejligheden. Jeg hænger frakken på et varmeapparat og skifter til tørre sokker, inden jeg sætter mig ved skrivebordet for at arbejde, mens jeg venter på vvs’eren. Da går det op for mig, at den bærbare er på kontoret.