Festugedirektør: Weekend er der, hvor vi pendler

Direktøren for Aarhus Festuge, Rikke Øxner, er blevet bedre til at kende forskel på arbejde og weekend, efter hun er flyttet til Aarhus

I en weekend vil Rikke Øxner gerne det hele og har det med at fylde så meget arbejde ind i hverdagen, at det er i weekenden, hun skal ud og møde venner og se familie.
I en weekend vil Rikke Øxner gerne det hele og har det med at fylde så meget arbejde ind i hverdagen, at det er i weekenden, hun skal ud og møde venner og se familie. Foto: Morten Lau-Nielsen/ritzau.

Jeg mærker, det er weekend, når personalet stikker hovedet ind og siger god weekend. Jeg arbejder rigtig meget, for selvom vi har et årshjul, der peaker på et tidspunkt (åbningsaftenen for Aarhus Festuge er sidste fredag i august), er det for eksempel nu, vi kan tænke langsigtet og strategisk.

Arbejde og fritid har altid flydt lidt sammen for mig, men siden jeg flyttede til Aarhus for to år siden, mærker jeg tydeligere, når det er weekend. For enten skal jeg ned og tage toget over til København, hvor min mand (filminstruktør Uffe Bryld, red.) bor i hverdagene, eller også kommer han herover. Weekenden er der, hvor vi pendler. Derfor er jeg blevet mere opmærksom på weekenderne, og det er ikke så tosset for en arbejdsnarkoman.

Jeg vil gerne vågne ved siden af min mand – og uden vækkeur.

I en weekend vil jeg gerne det hele. Jeg har det med at fylde så meget arbejde ind i hverdagen, at det er i weekenden, jeg skal ud og møde venner og se familie. Og så er jeg privilegeret, fordi jeg ofte bliver inviteret til forestillinger, galleriåbninger eller museumsbesøg. Så der ligger mange skønne kulturelle oplevelser og venter på mig.

Jeg lader op.jamen, jeg tror faktisk, jeg selvoplader. Jeg får rigtig meget energi af det arbejde og det liv, jeg har. Det er sjældent, jeg føler, at batterierne er helt flade. Jeg løber også, men det bliver jeg mere træt end opladt af, men det er måske, fordi jeg ikke er i så god form.

Skal jeg holde et middagsselskab kommer det lidt an på, hvor jeg er. Selvfølgelig har jeg fået nogle venner her i Aarhus også, men det meste af mit netværk er i København. På madsiden er jeg lige nu så privilegeret, at min mand har kastet sig over indisk madlavning. Det er en hobby, jeg ikke har det mindste imod. Så jeg kigger på og går til hånde, mens han kaster sig over kogebøgerne og synes, det er en fest.

På en søndag kan jeg godt en gang imellem have en dag, hvor jeg kan ”blive i en gammel striktrøje”, læse avis og lave det småpraktik, der nu skal til. Søndag er en dag, hvor jeg indimellem sætter pris på at have en hyggedag, hvor der ikke sker noget særligt.

Skulle jeg ud af huset, ville det typisk være for at besøge venner eller gå til koncert og på museum. Hvis vejret er godt, går jeg en tur i skoven, som er dejlig her ved Trøjborg i det nordlige Aarhus, hvor jeg bor.

Inden jeg går i seng, har jeg det med at tjekke min mail og svare dem, der har skrevet, hvis det ikke er for sent.