Hver lørdag i 17 år er Mads Steffensen stået op 6.30 for at lave radio til danskerne

Tv- og radiovært Mads Steffensen skal vænne sig til at holde fri både lørdag og søndag

Mads Steffensen, 50 år, stoppede ved udgangen af 2020 i DR, hvor han har været vært på det populære radioprogram ”Mads og monopolet” samt DR 1-klassikeren ”Kender du typen?”. I dag har hans nye podcast ”Mads og A-holdet” premiere på podcast-tjenesten Podimo. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Mads Steffensen, 50 år, stoppede ved udgangen af 2020 i DR, hvor han har været vært på det populære radioprogram ”Mads og monopolet” samt DR 1-klassikeren ”Kender du typen?”. I dag har hans nye podcast ”Mads og A-holdet” premiere på podcast-tjenesten Podimo. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg for første gang skal sove længe en lørdag. Nu har jeg lavet radio hver lørdag formiddag i 17 år, hvor jeg er stået op klokken 6.30 og kommet hjem klokken 12.45. Ofte har jeg også sendt fjernsyn fredag aften, så jeg har været lidt baldret, når min weekend rigtigt er gået i gang. Nu bliver det noget helt andet, fordi min nye podcast bliver optaget en hverdag og publiceret fredag morgen. Så nu får jeg lige pludselig en lang weekend, og jeg glæder mig til at prøve, hvordan det er, for jeg ved det faktisk ikke.

Da jeg var barn, var jeg meget temperamentsfuld. Jeg er en dårlig taber – og sådan set også en dårlig vinder. Jeg kan godt lide at hovere, når jeg vinder. I hvert fald da jeg var barn og konstant spillede badminton og fodbold. Jeg var hidsig. Jeg tror måske, folk har et billede af mig som rolig, stille, lun og nordjysk. Det er faktisk ikke hele sandheden. Jeg er meget ambitiøs med alt, hvad jeg laver. Og jeg stiller høje krav til mig selv og dem omkring mig. Men selvfølgelig også rolig, stille, lun og nordjysk, det kan jeg ikke løbe fra.

Jeg er vokset op med to brødre lidt uden for Aalborg. Begge mine forældre har været tillidsfolk, så vi har altid diskuteret og forholdt os til ting og sager. I skolen var jeg god indtil 7. klasse, for der kunne jeg charme mig gennem det hele. Da man så begyndte at skulle lave lektier og den slags, fik jeg problemer. Jeg var lidt en festabe og mest af alt opsat på hurtigst muligt at komme ned i Jomfru Ane Gade, hvor jeg som ung tilbragte hver torsdag, fredag og lørdag. Hver gang jeg er i Aalborg, går jeg en tur gennem Jomfru Ane Gade. Det er et fint lille minde om en tid, der var.

Når jeg skal slappe af, sætter jeg mig i sofaen og ser fodbold sammen med en af mine sønner. I Danmark holder jeg med FCK, og i udlandet holder jeg med Liverpool. Jeg har tre sønner på henholdsvis 17, 20 og 23 år. Vi holder alle med FCK, men kun en af mine sønner holder med Liverpool. Den anden holder med Chelsea og den tredje med Liverpools arvefjender, Everton – jeg ved ikke, om det er et ungdomsoprør, eller hvad det går ud på.

Artiklen fortsætter under annoncen

Søndag er min favoritdag. Det har den i hvert fald været i mange år, fordi jeg virkelig ikke har skullet noget. Så kan det være, min kone og jeg tager ud og spiser. Måske får jeg nye favoritdage nu, hvor mit arbejdsliv bliver helt forandret. I hvert fald får jeg til at begynde med noget mere tid til overs, som jeg skal finde ud af, hvad jeg skal bruge på. For eksempel har jeg en guitar, der står og griner af mig inde på mit kontor.

Skal jeg ud af huset, er jeg vant til at være ham fra et eller andet program. Når jeg går ned og handler, er der altid nogen, som lige skal sige hej eller kommentere på programmet fra i lørdags. Det har aldrig været et problem for mig, for folk er enormt søde, men jeg tror, det kommer til at ske lidt sjældnere nu. Men lige nu er der jo ikke rigtig nogen, der kommer ud af huset, fordi det er sådan en tosset tid. Jeg tror, mange har reflekteret over, hvordan vi bruger vores tid. Er vi der, hvor vi gerne vil være? Det er også noget af det, der har ligget bag min på mange måder livsomvæltende beslutning.

Inden jeg går i seng, bliver det som regel sent. Min kone kan bare lukke øjnene og sove, men jeg er virkelig dårlig til at falde i søvn. Jeg har dog for nylig opdaget, at hvis jeg sætter en lydbog på og timer den til et kvarter, så falder jeg for det meste i søvn.