Jeg mærker, det er weekend, når mine 12-timers vagter på DR Vejret giver mig fridage, der ikke nødvendigvis hedder lørdag og søndag, men hvor følelsen af åndehul og ro, melder sig. Jeg sætter stor pris på ikke at have for mange planer, når jeg har fri. Jeg elsker mit arbejde som vejrvært, det er vildt sjovt, men mine arbejdsdage er også meget lange og præget af både hektik, masser af deadlines og et højt adrenalinniveau, når man er på og sender live for op mod en halv million seere. Så derfor har jeg et stort behov for det, min kæreste og jeg kalder ”tulletid”, hvor tempoet er sat ned, og vi kan være sammen med vores to døtre på tre og fem år – helst uden at skulle noget som helst andet end bare at være.
Da jeg var barn, boede jeg i Vestjylland. Først i en lille by ved Ringkøbing sammen med begge mine forældre og min storebror. Da var weekenderne også stille og rolige, helt stressfri, og det mest nervepirrende var, når jeg stod ved købmanden med min femmer og skulle vælge fredagsslik. Ellers skete der ikke det store, og det var rart. Måske hjalp jeg min far i haven om lørdagen, eller vi tog ned til anlægget for at fodre ænder. Da jeg blev otte år, blev mine forældre skilt, og så kom H2O-tasken ind i billedet. Jeg boede hos min mor, min storebror hos min far, så hver anden weekend blev tasken pakket, og jeg tog hen til min far. Skilsmissen var en stor sorg for mig. Jeg havde slet ikke set den komme, men levede bare i min beskyttede boble, som mine forældre var gode til at skabe. Det var udramatisk, men jeg skulle alligevel bruge energi på at omstille mig alt efter, om jeg var hos far eller mor.
Jeg er vokset op med, at vejret spiller en stor rolle. Jeg er ud af en landsmandsslægt i Vestjylland, og jeg kan huske, hvordan min farfar var vældig optaget af sit barometer og på udsigten til regn eller høstvejr. Derude vestpå er vejret jo ofte ekstra heftigt. Det er her, lavtrykkene kommer fra, og her, hvor blæsten virkelig kan ruske og himlen tømme sig for vand. Så selv om jeg senere blev journalist, så har interessen for vejret nok altid været lidt større hos mig end hos mange andre.
Når jeg skal slappe af, prøver jeg at lade være med at tænke, at jeg burde gøre sådan og sådan. Jeg øver mig i at tænke, at hvis man har nydt at spilde tiden, så er den ganske enkelt ikke spildt. For det kan sommetider være svært at svare på, hvad vi så har lavet i weekenden, hvis nogen spørger. Men jeg prøver at holde mindst én af dagene fri for planer og skrue helt ned for ambitionerne. Og jeg kan mærke, at vi alle trives med det.
Skal jeg ud af huset, så tager vi tit til stranden. Nu er det jo den østvendte kyst, vi tager til, fordi vi bor ved Aarhus. Og her er vandet anderledes roligt og blidt end ved Vesterhavet, hvor jeg er vokset op. Så sidder vi og bygger sandslotte eller falder i staver over en mågefjer.
Søndag for et par uger siden var vi til barnedåb, og der sad jeg i kirken ved siden af en gammel dame, der kun var kommet for at høre prædikenen. Sådan tror jeg gerne, jeg vil bruge søndagene, når jeg bliver ældre. Lige nu, som småbørnsmor, er der ikke tid. Men jeg kan se det for mig om nogle år, for jeg elsker at være i kirkerummet – det giver mig en magisk udefinerbar tryghed.