Det er ikke et talent, jeg dagligt har brug for, men jeg kan altid lugte, hvis der er en tiger i nærheden. Tigerburets chokerende skarpe dunst er et af min barndoms mest klare sanseindtryk, til trods for at jeg formentlig kun var i Zoologisk Have tre gange som barn.
I hvert fald hvis man tæller efter i de fotoalbum, hvori mine forældre med flid dokumenterede børnenes opvækst. Min mor fremkaldte billederne ved halvårlige maratonpræstationer i sit interimistiske mørkekammer (nogle gange, røber de falmede fotografier, med lidt for økonomisk brug af fikservæske). Jeg har svært ved at tro, at der var zoo-besøg, hvor kameraet blev hjemme.
Og dog: Der er ingen fotografier af en anden sindsoprivende zoo-oplevelse, nemlig da min mor løftede mit toårige jeg op for at vise det udsigten fra toppen af det tjærede trætårn. Ifølge legenden, som er genfortalt så ofte, at man ikke behøver falmede fotografier for at se billederne for sig, så jeg alvorligt på hende og spurgte:
”Du smider mig ikke ned, vel?”.
Siden har jeg lidt af højdeskræk og haft en teori om, at der er noget ved Zoologisk Have, der forstærker sanserne, så ingen går uforandret ud gennem turniketterne.
Således fragtes min sønnesøn en efterårslørdag rundt i Zoologisk Have under skarp observation af tre generationer, herunder min mor, som efter 55 år er vendt tilbage til åstedet, og undertegnede, som nu er ham, der skal fotodokumentere begivenheden. Ingen af os er kommet for at se dyrene – vi er kommet for at se den halvandetårige se dyrene.
I den henseende er han lidt af en skuffelse.
”Se giraffen,” peger hans far, mens drengen kigger efter en allike. ”Titta, en noshörning,” peger hans mamma, mens han samler en sten op.
”Se, en okapi,” forsøger hans onkel.
Det er, som om de store dyr i indhegningerne er usynlige. Kun klappegederne vækker hans interesse. Jeg fotograferer på livet løs, mens han med et saligt grin stavrer rundt i indhegningen. Måske er det gederne, han vil huske, når han bliver gammel.
Han falder i søvn i klapvognen, da elefanterne bliver fodret, og går derfor glip af den hunelefant, som – mens den uanfægtet spiser videre – tisser en dampende Ganges-flod, der får os til at snappe efter vejret.
Så er det, jeg husker, sidst vi var her sammen – i 90’erne, da drengene var små, og min mor (jeg regner efter) ikke ret meget ældre, end jeg er nu. Vi gik ind til natdyrene og stod foran stinkdyret, der spurtede frem og tilbage bag glasruden, da gik det op for os, at min mor ikke kunne se noget. Overhovedet. Hun var blevet natteblind.
”Jeg vil se, om jeg kan se stinkdyret,” siger jeg i en pludselig trang til at teste min synssans.
Da døren lukker bag os, bliver der fuldstændig mørkt. Mine sønner har et fast greb om deres farmor. Jeg kan absolut ingenting se. Jeg famler mig frem efter lyden af min mors og mine sønners stemmer, til jeg står ved siden af dem foran en glasrude.
”Jeg er blevet natteblind,” siger jeg og kommer til at grine. Jeg kan slet ikke holde op. Jeg griner, så jeg må støtte mig til min søn for at få vejret.
”Åh, det er trist,” stønner jeg.
”Er det stinkdyret derinde?”.
”Nej, det er en abe af en slags,” svarer han venligt. Med en stemme, som ikke er min søns.
”Sig mig – var der ikke også et sted, hvor man kunne sammenligne sin hørelse med flagermusens?”, spørger jeg min mor, da vi går forbi tårnet på vej ud.