Kære brevkasse

Tak for jeres gode svar til den unge pige for 14 dage siden. Jeg skriver, fordi jeg mindes mit eget liv med angst. Ja, for det kalder jeg det nu, selvom jeg ikke vidste, hvad det var for 30 år siden.

Jeg er kvinde i begyndelsen af 50'erne. Min angst startede kort før, jeg skulle føde mit første barn. Jeg skulle spille til fællessang, som jeg meget ofte gjorde, og følte det, som om jeg skulle besvime. Første gang var hos min venindes forældre og anden gang var i vores missionshus. Jeg forlod klaveret midt i en sang. Det blev starten på en kamp med klaveret. Et par dage før jeg var sat til at føde, fandt man ud af, at barnet vendte forkert. Jeg havde også pludseligt for højt blodtryk og blev indlagt omgående.

Det var også en voldsom oplevelse. Ved mine senere graviditeter var jeg så altid bange for at få målt blodtryk, hvilket jeg stadig er. Da vores første barn skulle døbes, blev jeg også overfaldet af nervøsitet, altså angst, så jeg rystede under dåben. Det medførte, at min mand bar de efterfølgende børn til dåben. Men det bevirkede også, at jeg ofte har haft panikangst i kirken ved almindelige gudstjenester.

Jeg havde absolut ingen viden om, hvad der skete, og modet kunne også ligge på et lille sted. Derfor er jeg så glad for, at andre kan få mere hjælp. Det ville have været rart for mig at læse om angst for 30 år siden.

Mit liv har været præget af angsten. Jeg har haft overdreven nervøsitet for forældremøder, og det er mildest talt upraktisk, da jeg er lærer. Alligevel har jeg altid fået gode tilbagemeldinger fra forældre og kollegaer. På trods af at have spillet til morgensang og i missionshuset i mange år var jeg altid nervøs, ikke fordi jeg er perfektionist, men jeg er bange for at besvime.

Men jeg forlod ikke klaveret flere gange, selvom hænderne rystede, og hjertet slog for mange slag. Min mand var den eneste, der vidste, hvordan jeg havde det, og han har støttet mig i at gennemføre de opgaver, som blev mine. Jeg har således været formand for vores lærerråd og i missionshuset. Og det gik jo. Min erfaring er derfor også, at angsten kan bekæmpes med mod – og viden, som jeg gradvis fik.

Angsten har sluppet mig nu. Jeg har ikke ondt i maven længere, når jeg skal til morgensang. Jeg har lige taget en videreuddannelse, hvor jeg har været til eksamen tre gange med en helt normal nervøsitet, der blot skærper sanserne. Jeg var glad for, at jeg fik gode karakterer, men den største sejr var, at jeg turde og havde stor glæde af det. Det var et tegn på, at angsten er overvundet. Jeg overvejer, om jeg skal fortælle mine børn, som nu er voksne, hvordan jeg har haft det. Jeg har altid frygtet, at min "frygt" skulle smitte af på dem, men det er der ikke noget, der tyder på. Men måske er de bare lige så gode til at skjule det som deres mor.

Endnu en gang tak for jeres gode svar – ikke kun i dette tilfælde, som lige kom tæt på mig. Jeg håber, I får et godt honorar, da jeg tror, der er mange som mig, der mest holder fredagsavisen for brevkassens skyld.

Venlig hilsen

Rita

Svar

Tak for dine kærlige ord til sidst. Dem skal vi med glæde minde vores redaktør om, når vi mødes om ikke så længe og drøfter brevkassens liv og levned. Det er altid godt med solide argumenter.

Også tak for, at du deler dine erfaringer om angsten. Mange har ligesom dig måttet kæmpe med den igennem mange år. For 30 år siden vidste man betydeligt mindre om angstbehandling, og mulighederne for god hjælp i dag er heller ikke altid de bedste alle steder i landet.

Desværre er der igennem årene en del mennesker, der er kommet ind i et medicinmisbrug med beroligende medicin, eller som har fået et for højt alkoholforbrug på grund af angst. Både medicin af stesolidgruppen og alkohol dæmper angsten på kort sigt, men til gengæld bliver man afhængig på lang sigt, uden at angsten forsvinder.

Godt er det, at det ikke blev din skæbne, og at du nu er fri for de allerfleste symptomer.

Vi kan se, at du stadig har lidt angst for at få målt blodtryk, og at du i mange år har haft tanker om at besvime, når angsten bankede på. Hvad det sidste angår, er der rigtig mange, der kan have forestillinger om, at angstsymptomer kan føre til besvimelse.

Når man så spørger dem, om de virkelig på noget tidspunkt er faldet til jorden af angst, må stort set alle medgive, at det aldrig er sket.

Det er der en god forklaring på. Angsten gør nemlig, at hjertet slår lidt hurtigere, og blodtrykket stiger lidt. Og når blodtrykket stiger, besvimer man ikke!

Tværtimod er det kun, hvis blodtrykket pludseligt falder, at man dejser omkuld. Så angst er på en måde en garanti for, at man ikke besvimer.

Når man bliver bange for at besvime, er det fordi, at man tror, det kan ske, og så er det jo logisk nok, at man bliver bange.

Problemet er bare, at man er kommet til at tro på noget, som ikke er rigtigt. Det er et eksempel på, at viden kan hjælpe. Der er selvfølgelig altid sjældne undtagelser. Og det er de meget få mennesker, der spontant ikke kan tåle at se blod.

De kan pludseligt besvime, fordi de får et pludseligt blodtryksfald. Men dem hører du nok ikke til.

Vi synes bestemt, at du skal træne dig op til at få taget blodtryk med jævne mellemrum. Måske er det lidt højere i 10-15 minutter, og det er helt naturligt, fordi du får lidt angst. Men hvis du ligger lidt på briksen og fortæller dig selv, at angst er ubehagelig, men ikke farlig, så kan angsten gå ned, og så vil blodtrykket også falde til det, som er dit daglige blodtryk.

Vi synes også, du skal fortælle dine børn om dine erfaringer med angst. Det vil kun bidrage til afmystificering og måske give dem og dig nye perspektiver på jeres fælles historie. Måske har de været bange for at snakke med dig om det, fordi de fejlagtigt troede, at det kunne forværre tingene? Men det kan det ikke. Tværtimod! Den bedste modgift mod angstens kvælertag er viden, mod – og åbenhed.

Mange hilsener