Prøv avisen

Åh Gud, giv mig et begivenhedsløst år

"Jeg tror, at vi skal have den formålsløse fylden mere ind i vores tilværelse og lære at have begivenhedsløse øjeblikke uden at gå i panik," siger Kristine Stricker. -- Foto: Leif Tuxen.

Sognepræst Kristine Stricker, Havdrup, har for første gang i sit liv en længsel efter ikke hele tiden at være på vej til ukendt land. Hun har erfaret, at hvis man altid har travlt, sløser man med livet og glemmer de gode ting i hverdagen

Kristine Stricker har siden barndommen haft tempoet og hurtigheden i sig som rastløshed og udlængsel. Straks efter gymnasiet tog hun ud at rejse – til Israel, hvor hun var i kibbutz, og til Australien. Hjemme igen uddannede hun sig til teolog og fik embede som sognepræst i Kongsted på Sydsjælland. Men efter ni år dér måtte hun videre og blev freelance som blandt andet foredragsholder og medlem af Familie- og Arbejdslivskommissionen. Hun havde også et par kortvarige ansættelser som sognepræst i Domkirken i Thorshavn på Færøerne og Stefanskirken på Nørrebro i København.

Men så skete der noget under en pilgrimsvandring til Santiago de Compostela i Spanien.

"Jeg havde gået rigtig længe i varmen på caminoen og var på vej op ad et bjerg. Det var koldt, jeg havde ondt i hele kroppen, ondt af mig selv og var sulten og træt. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude som et lille barn, men når man vandrer alene, dur det jo ikke."

"Så var det, som om noget standsede mig, og jeg blev helt varm indeni. Det var en meget stærk oplevelse af, at Gud sagde: ?Stop! Stop din vandring væk. Du behøver ikke at søge væk for at finde velsignelse. Den er der allerede i dit liv, så vend dig om og gå ind i dit liv. Alle velsignelserne er der allerede, du behøver ikke at opsøge dem.?"

"Det satte gang i en ny længsel: ?Nu er jeg her, jeg behøver ikke hele tiden at tænke det næste skridt.? Jeg har altid haft en vældig trang til at styre mit liv, det kan man ikke, men det har også været en del af det med at være på vej. Så det at stoppe op og sige, ?nu vil jeg ikke bevæge mig, men være her?, har for mig været et vigtigt skridt hen imod at give slip på rastløsheden og hurtigheden og opnå større nærvær."

Turen til Havdrup 14 kilometer uden for Roskilde går ad små veje, der snor sig mellem mark og skov. Solen smiler en varm sommerdag til den gulkalkede præstegård, der med den grusbelagte gårdsplads og den 10.000 kvadratmeter store baghave med græs, lindetræer og en kæmpe høj platan er sindbillede på det gode præsteliv på landet.

Havdrup Kirke er nabo til den ene side, en planteskole til den anden og ude i horisonten den gamle præstegårdsjord, som er forpagtet ud til en gård i nærheden.

Her kom Katrine Stricker til for lidt over et år siden som ny sognepræst for sognets 4000 sjæle. Hun bor i den nyrenoverede embedsbolig med de store, lyse stuer sammen med sin yngste datter på 17 år. Den ældste på 20 år er flyttet hjemmefra. Og under parasollen på terrassen blandt krukker med lyserøde pelargonier og lilla liljer er der kaffe, hjemmelavet rabarbersaft og kirsebær.

Da Kristine Stricker var medlem af den af regeringen nedsatte Familie- og Arbejdslivskommision, der for nogle år siden kom med en række anbefalinger til bedre balance i hverdagen for pressede børnefamilier, var et af hendes råd at trække vejret helt ned i maven og mærke efter, hvad der var centrum i deres liv. Hvad er hendes eget centrum lige nu?

"Det er at slå teltpælene i jorden. At skabe og starte et liv her efter i flere år at have været flakkende. Og at rodfæste mig, fordi jeg for første gang i mit liv har en længsel efter ikke at være på vandring og ikke hele tiden have i baghovedet at bryde op til ukendt land," siger Kristine Stricker.

"Jeg har været præst på landet før. I samtlige ni år i Kongsted var jeg på vej. Først nu kan jeg se, hvad jeg er gået glip af ved at være udfarende hele tiden. Du begrænser mulighederne for at hengive dig til det, du er i, både fysisk og mentalt."

"Jeg har altid haft en frihedslængsel, nysgerrighed og rastløshed. Jeg bliver let forført, og det er en åbenhed, der kan være rigtig dejlig. Men det har også en pris, som groft sagt kan være en tomhed. Jeg har på det indre plan søgt balance, ro og dybde, men ikke i det ydre, og så bliver det stækket, fordi det indre og det ydre følges ad. Jeg tror, at det er affødt af, at jeg som barn og ung altid har følt mig som en fremmed. Jeg var en enspænder, der ikke kunne holde fællesskaber ud, som jeg ikke selv havde valgt, men blev sat i. Følelsen af fremmedhed har fulgt mig langt ind i voksenlivet."

Kristine Stricker er vokset op i et lægehjem i Holte nord for København som det femte barn i en flok med to brødre, der var otte år ældre end hende, og to søstre, der var 10 og 11 år ældre. Forældrene var trætte af at opdrage børn, så det, at hun fik lov til at være sig selv, husker hun som noget positivt. Men hun opgav at være en del af søskendegruppen og kan huske familiemiddage med "alle de voksne", der trak ud i timevis.

"Det var en slags isoleret barndom fyldt med mennesker omkring mig. Jeg kunne godt lide at være sammen med kammeraterne i skolen, men jeg havde en introvert side, så ikke ret længe ad gangen. Jeg havde en dyb længsel efter at komme væk. Gymnasiet gjorde det endnu værre. Jeg er vokset op i et meget velstillet kvarter, som på mange måder kunne være ret hårdt og fordomsfuldt, og hvis man ikke lige var med på noderne, så... I 1980?ernes yuppietid gik det helt galt for mig. Jeg meldte mig helt ud af gymnasiefællesskabet og tænkte kun på at blive student og rejse væk."

Efter årene med rejser forsøgte Kristine Stricker sig med at læse matematik for at kunne komme ind på hortonom-studiet, men sprang fra. Hun begyndte også at læse dansk, men det var heller ikke noget for hende. Så blev det teologistudiet i Århus.

"Det med teologi havde været der i gymnasiet som en tanke, men jeg skulle have mere modenhed, inden jeg begyndte. På studiet i Århus mødte jeg min nu tidligere mand. Vi giftede os efter at have kendt hinanden i 10 dage, og efter et år kom min første datter. Selv det at stifte familie gik hurtigt!"

Som nyuddannet teolog søgte og fik hun sit første embede som sognepræst i Kongsted. Men fremmedheden fulgte med.

"Der er helt klart en sårbarhed i at føle sig fremmed, men jeg har heller ikke villet betale prisen for at være med. Den første gang, jeg følte mig hjemme, var, da jeg kom til Færøerne, hvilket var paradoksalt. At jeg måtte tage et andet sted hen for at føle, at jeg kom hjem. Og så Færøerne!"

"Jeg elsker den danske sommer med alt det grønne. På Færøerne er der koldt med en meget lang og mørk vinter og helt andre livsvilkår. Der er forskel på lyset alt efter årstiden, men landskabet og temperaturen ændrer sig stort set ikke. Men det blev et møde med mennesker, der vakte genklang i mig, og det satte tanker i gang om at være fremmed og udfarende. Da jeg kom hjem, besluttede jeg, at nu ville jeg prøve at omvende mig. Nu var det på tide at gå en anden vej. En rodfæstethedens vej."

Selv om Kristine Stricker ofte har følt sig alene og fremmed, har hun altid haft noget andet at sætte i stedet for det at føle sig udenfor.

"Jeg har haft min cykel og naturen. Jeg har altid cyklet meget. Og naturen og det at dyrke have er den største kilde til livsglæde og fylde for mig."

"Det passer også for mig at være landpræst. Her kan jeg trække mig tilbage, når jeg har behov for det. Der er i dag krav om, at man skal være meget udadvendt. Jeg er både udadvendt og selskabelig. Men jeg har også den anden side, og det er der ikke så meget plads til. Så er man en underlig en. Samfundet i dag er lagt an på en bestemt type mennesker, de ekstroverte, og hvis man ikke kan leve op til det, kan man hurtigt blive halt – hjertehalt."

"Derfor retræten, tilbagetrækningen – man må helt væk for at kunne finde kilden til liv. For mig har det været en lang livsrejse at finde ud af, at det ligger lige uden for din dør og i dig selv, og at det er dig, der skal skabe rummet i dig selv."

Kristine Stricker siger, at det hurtige liv bliver man også hurtigt færdig med.

"Hvad man lavede i går, kan man ikke huske, for hurtighed er også glemsomhed. Jo mere travlt man har, jo mindre fæstner ting sig i sindet. Det er tankevækkende, at det, man husker fra barndommen, ofte er langsomheden. Det er ikke oplevelser, men erfaringen af, at mennesker omkring dig havde tid til dig som hos mormor i kolonihavehuset, hvor man nippede blomster, læste Anders And og ikke lavede dagens gerning. Jeg bliver så ked af de der tillæg, der kommer med avisen op til efterårsferien med alle de arrangementer, man kan deltage i med sine børn. Det er frygteligt for de unger. De trænger simpelthen sådan til at lave ingenting."

"Jeg skriver mange begravelsestaler, og det slår mig igen og igen, at det, som folk husker om den døde, er små dagligdags detaljer, ikke de store begivenheder. Men hvis du altid har travlt, mister du hukommelsen om de små dagligdagens detaljer. ?Hvad lavede jeg i tirsdags? Eller sidste sommer??. Det at huske kræver langsomhed. Og at skabe dit livs historie kræver, at du skaber dig tid. Den langsomme tid er historieskrivningstid."

Kristine Stricker henviser til Lukasevangeliet i Det Nye Testamente, kap. 12, v. 22 til 31:

"Det er lignelsen om manden, der proppede ind i sine lader. Da der ikke var mere plads, hvad skulle han så gøre? Bygge endnu en lade? Men så siger Gud til manden: ?Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig.? Moralen er, at livet er her og nu. Vi kan have så travlt med at samle ind og erhverve os ikke bare gods og guld, men også viden, succes og så videre. Men den dag du står ved kanten, var det så det værd? Vi lever, som om der altid er masser af tid, men nej, det kan være, at i nat kræves dit liv af dig."

"For mig er det en reminder om at være nænsom med livet, men mange sløser med det. Jeg har begravet mennesker, der ikke var ret gamle, men som havde fyldt meget, og andre tudsegamle, som der ikke var noget at sige om. Fylden er vigtigere end længden. Og det, vi skal fylde livet med, er ingenting. Jeg tror, at vi skal have den formålsløse fylden mere ind i vores tilværelse og lære at have begivenhedsløse øjeblikke uden at gå i panik."

For at undgå at havne i den centrifuge, der hedder travl præst, har Kristine Stricker dage i sin kalender, der er skraveret med tid til fordybelsen i arbejdet. Hun øver sig på at skabe kirke, hvor det ikke nødvendigvis er præsten, der er frontfigur i alle arrangementer. Og så er det vigtigt at holde fri, når friheden viser sig, og det gør den nogle gange midt på dagen midt i ugen.

"Det har taget mig år at slappe af med det. Men som præst arbejder du på skæve tidspunkter, og hvis arbejdslivet skal have lov til at trænge ind på dit fritidsliv, kræver det, at vi også lader fritidslivet få lov til at trænge ind i arbejdslivet. Så jeg kan godt beslutte at gå i haven i tre timer, for i aften har jeg et møde på tre timer. Det er en modvægt til at blive forjaget."

"Nu har jeg boet her i seks måneder og har slået små, fine rødder. Længslen efter at komme videre er der slet ikke nu. Jeg kan få helt kvalme af at tænke på det. Måske også fordi mit liv har taget så mange drejninger de sidste par år, hvor jeg også er blevet separeret. Så nu bliver bønnen: ?Åh Gud, giv mig et begivenhedsløst år.?"

"Der er en stor sorg over tabet af at være familie. Den vil altid være der, men jeg har lært at bære den med mig. Og jeg har lært at være alene. Jeg tog på en pilgrimsvandring, hvor jeg pålagde mig selv tavshed i 10 dage. Jeg opsøgte ensomheden. Det var så hårdt, men det var en rigtig god vandring. Jeg gjorde den helt grundlægende erfaring, at jeg ikke døde eller blev ødelagt af ensomheden."

"Mit liv har på mange måder været en vandring fra at være ensom til at være alene. Og Havdrup er et godt sted at være alene. Der er sådan en god ånd her. Jeg tror, det er et helende sted."

remar@kristeligt-dagblad.dk