Prøv avisen

Ældre finder også venner på nettet

Claus Levy er folkepensionist og meldte sig til kurset i netdating, fordi han tænkte, at et sådant kursus måske kunne ”hjælpe tilfældet lidt på vej,” som han udtrykker det. Foto: Leif Tuxen

Københavns Hovedbibliotek havde for nylig premiere på et kursus i netdating for seniorer

Pernille Stage arbejder på Københavns Hovedbibliotek. Hun har en 76-årig veninde, som bor alene. Denne ældre dame er en aktiv pc-bruger, som flittigt mailer med sin omgangskreds. Alligevel følte hun sig lidt alene. Sad for meget hjemme i lejligheden. Gav over for Pernille Stage udtryk for, at hun godt kunne tænke sig en god mandlig ven. Eller ligefrem kæreste. Men hvor finder man sådan en?

Pernille Stage var ikke i tvivl. Svaret var netdating. Hun lærte sin veninde, hvordan man dater på nettet. Og hvordan man vogter sig for de unormale. Veninden var lærenem. Hun fik i løbet af forbavsende kort tid ikke blot en kæreste, men også en hel del nye venner. Hendes kalender er fuld, og hun skriver, ringer og mødes med nye bekendtskaber. En tur i motorcykel med anhænger er det også blevet til. Selvom det lyder nemt, indrømmer den 76-årige, at det første møde er svært. Her skal man virkelig tage sig sammen. Der står sårede følelser på spil hos begge parter. Men efter en del dates bliver man mere afslappet.

Pernille Stage tænkte, at der måtte være mange ældre, som befandt sig i samme situation som hendes veninde, og at nettet var en glimrende måde at bryde ensomheden på. Hun foreslog sin chef, at biblioteket oprettede et kursus i netdating for seniorer. I forvejen tilbyder Københavns Hovedbibliotek hver måned en lang række gratis pc-kurser, så tanken var ikke helt skæv.

Forleden fandt kurset sted. Otte havde tilmeldt sig, og syv mødte op. Fem damer og to herrer. Pernille Stage, der er kontoruddannet og aldrig har undervist før, stod for kurset sammen med sin kollega. Hun forklarede, hvordan man kan bruge de forskellige netsider til at søge efter gamle bekendte, klassekammerater eller en livsledsager.

Man bør tænke over, hvad det er, man søger, og man skal vide, hvor ens grænser går, rådede Pernille Stage sine kursister.

Får man ubehagelige mails, skal man lade være med at svare, og hvis det bliver ved, bør man lukke sin profil.

På spørgsmålet om, hvorvidt man skal skrive sit fulde navn i profilen, foreslog Pernille Stage, at man opfandt et brugernavn, for eksempel Helle, Ringsted.

Men på Facebook er det lidt anderledes. Denne side er især baseret på venner, men kan også bruges til at date. Her er det i orden at skrive sit rigtige navn. Her kan man også oprette lukkede grupper for for eksempel familie, venner, klassekammerater, soldaterkammerater eller lignende, hvor kun gruppens medlemmer har adgang. På de fleste datingsider kan man vælge mellem søgning efter parforhold eller venskaber.

En kursist ønskede at lære at chatte, og Pernille Stage koncentrerede sig om hende for en stund.

På anden række i kursuslokalet sad Claus Levy, 69 år og folkepensionist. Han har arbejdet som narkobehandler i over 20 år i blandt andet Dag- og Døgncentret, Frederiksborg Amts Ungdomscenter og Klub 47 på Amager. Desuden har han arbejdet en årrække som frivillig på lokal-tv på Nørrebro. Han har aldrig i sit arbejde skrevet særlig meget, hverken i hånden eller på pc. Hans arbejde bestod mest i personlige samtaler. Han er derfor aldrig rigtig kommer med på pc-bølgen, men har dog fået en mailadresse via en god bekendt, som har hjulpet ham.

"Jeg er jo opdraget i den lidt romantiske tradition, hvor tilfældet ville, at man mødte sin kæreste. Jeg har da også haft flere gennem livet og har en datter på 37 og en søn på 19. Min datter har tre børn på ni, seks og et år, så jeg har en fin familie. Men jeg ville gerne finde en kæreste, og jeg tænkte, at kurset her kunne hjælpe tilfældet lidt på vej," siger Claus Levy og tilføjer, at det da kunne være lidt sjovt, hvis han kunne score gennem nettet.

Elli Kiowsky på 78 har anvendt sin pc i et års tid. Hun bruger den især til at maile med bekendtskabskredsen, og hun har meldt sig til kurset for at få forbindelse med gamle venner. Hun har arbejdet i mange år i Københavns Skattevæsen, hvor hun startede med hulkort. Siden kom der enkelte computerprogrammer. Hun stoppede i 1979 og nåede således at være med i computerens barndom.

"Min datter og mine voksne børnebørn har hjulpet mig med at benytte en pc, og jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt bidt af det," siger Elli Kiowsky, der også benytter pcen eller edb, som hun kalder det, til at holde kontakten med gamle kolleger fra skattevæsnet.

Og kurset her på biblioteket har hun fået meget ud af. Syv kursister og to vejledere giver rige muligheder for individuel hjælp.

Pernille Stage viser, hvordan man på facebook kan oprette en social kalender, så man kan følge med i fødselsdage eller andre mærkedage blandt vennekredsen.

"Så er der jo ingen undskyldning for at glemme det," siger hun med et grin.

Kurset er ved at være slut. De to timer er fløjet af sted. De syv kursister har svært ved at slippe tasterne. Derhjemme må de fortsætte eftersøgningen af venner eller kærester.

Claus Levy er folkepensionist og meldte sig til kurset i netdating, fordi han tænkte, at et sådant kursus måske kunne ”hjælpe tilfældet lidt på vej”, som han udtrykker det. –- Foto: Leif Tuxen.