Prøv avisen

Ær kærligheden

Troskriser kan føre godt med sig, skriver journalist på Kristeligt Dagblad. - Foto: Igor Zhuravlov

SIGNATUR Der kom noget godt du af min troskrise, skriver journalist på Kristeligt Dagblad Daniel Øhrstrøm

De fejlfrie har få fortællinger, men jeg har mange. To dage før jeg blev student, blev jeg for eksempel fyret fra et kommende job som hjælpelærer på en kristen efterskole med strenge rygeregler.

Årsagen var, at ledelsen havde opdaget, at jeg selv røg cigaretter.

LÆS OGSÅ: Dersom du har dig selv kær

Det var ellers meningen, at jeg skulle starte i stillingen efter sommerferien, og jeg havde tænkt, at det var rigelig tid til at kvitte mine Blå Kings. Men rygtet om min rygning nåede altså forstanderen først.

Det fik mig til at indrømme, at jeg endda også havde været småfuld til en gymnasiefest, efter at jeg havde sagt ja til jobbet. Og sådan røg jeg selv ud før jeg var begyndt med en bemærkning om, at jeg endnu ikke havde karakter til at arbejde på skolen.

Jeg indrømmer også gerne, at min gymnasietid havde været et socialt eksperimentarium, der udfordrede min medbragte søndagsskolementalitet med fester og søde jyske piger. Men jeg havde til gengæld netop søgt efterskolejobbet med et ønske om, at livet trods alt skulle dreje sig om andet end dansende kontaktannoncer i diskotekslyset.

For jeg havde savnet den dybde, der hørte til det frikirkelige miljø, jeg var vokset op i.

Mit rationale var derfor, at jeg bedst kunne genfinde det ved at arbejde i det. Men efterskoleforstanderens ord klæbede sig til mig. Og jeg husker tydeligt den grimme smag i munden på vej hjem i rygerkupeen fra fyringssamtalen.

Farisæere blev et af mine yndlingsord i den efterfølgende periode, men i virkeligheden dækkede det over en grundfølelse af forkastelse, der også fyldte mig med en frygt for, om Gud mon også betragtede mig som karakterløs.

Hele min opvækst havde jeg vænnet mig til at se Gud gennem et kirkeligt hierarki, men når jeg alligevel kom i kirke i de efterfølgende måneder, følte jeg mig både stemplet som et dårligt menneske og en dårlig kristen.

Alligevel kom der trods alt noget godt ud af min troskrise. For den tvang mig til at finde troen selv. Det blev en trøst for mig, at mit eget navn, Daniel, betyder Gud er min dommer. Og hvis der virkelig fandtes en kærlig Gud, måtte man også kunne finde Ham som fyret ryger.

Mødet med en præst, der kaldte sin frikirke for De ufuldkomnes klub gav den tanke næring. Men vendepunktet kom dog først ni måneder senere, da en sætning voksede sig frem i mig under en bøn.

Som om Gud sagde: Jeg accepterer dig, som du er. Det er nemt at affeje det som mine egne tanker, men for mig var den sætning mere håndgribelig end en pakke cigaretter. For sekundet efter følte jeg mig fuldstændig fri for verdens mest ufrugtbare følelse, bitterhed.

Før havde jeg betragtet efterskoleledelsen som en flok farisæere, men nu kunne jeg pludselig se dem som medmennesker, der havde forsøgt at handle rigtigt i et svært dilemma. Jeg forstod også, at min forkastelsesfølelse var roden til min bitterhed. Og hvis Gud kunne acceptere mig med alle mine fejl, kunne jeg også leve med, at andre kunne såre mig ved en fejl. Men episoden lærte mig også, at det ikke er ligegyldigt, hvem man lytter til.

Det er altid nemmere at tro på kritik end bekræftelse, ligesom det er nemmere at vende kritik til bitterhed end forståelse. For vrede er ofte en ond frugt af frygt for forkastelse. Og det gør os kun til hinandens ærekære korrekturlæsere.

Men at være ærekær er i virkeligheden det modsatte af at ære kærligheden. For kærligheden bærer ikke nag, som Paulus skriver. For bitterhed forsvinder i mødet med kærlighed.

I dag kan jeg også godt se, at jeg måske ikke var et oplagt dannelsesideal dengang. Og jeg kan derfor godt forstå den tidligere efterskoleforstander, der for længst er blevet min Facebook-ven.