Prøv avisen

Øjeblikke når livets dybde åbner sig

På Askov Højskole lærte jeg, hvad samtalen kan betyde. Lærte, hvor langt man kan komme med en samtale, siger Tage Skou-Hansen. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Mit livssyn: Kristendommen rummer af sandheder mindst én, som enhver kan forstå, og som de fleste også bøjer sig for en skønne dag, siger forfatteren Tage Skou-Hansen

– VIRKELIGHEDEN HAR en dybde, som man ikke kan tilegne sig fuldstændigt. Man bliver aldrig nærværende nok, åben nok eller klog nok.

Sådan indleder forfatteren Tage Skou-Hansen sit svar på, hvad lykke er for ham.

– Med sproget slår man som forfatter hul på noget, der er skjult. Man kan ikke tømme det. Følelsen af, at stoffet aldrig slipper op, er en lykke. Stoffet er her så længe, man selv er her og går efter det. Så siger psykologerne: Ja, ja, lille mand, det ved vi godt – når du kommer langt nok ned, har du det hele i dig, i erindringen. Men sådan føles det jo ikke. Det føles, som om det er noget, jeg får udefra og ikke selv kan styre. Man bliver kaldt til live netop af noget, der sker udefra, noget, som kommer ind til én. En verden består, som ikke er ens egen fortjeneste. Det er det, vi lever af.

Hvad tror du på?

– Jeg tror på epifanierne, som betyder tilsynekomst, åbenbaring. I visse næsten overnaturlige sjælstilstande kan livets dybde åbne sig helt og fuldt i det, man ser. Ligegyldigt, hvor dagligdags det kan være. Det banale og dagligdags bliver et billede på noget andet. Det bliver et symbol.

– Sivert, en af personerne i romanerne "fra det runde bord", vil finde ud af, hvorfor en anden af personerne, Aksel, under besættelsen meldte sig til værnemagten. Men Sivert opgiver, kan ikke finde en sammenhæng i de brikker, han samler. Og fordi historien er blevet uoverkommelig, føler han det som en fristelse at lade den fare.

– Det er en lørdag formiddag. Det er sommer. Han sidder nede i gården. Højt oppe over karréen kredser mågerne, lader sig bare bære oppe. Da spørger han: Begynder virkeligheden dér, hvor meningen holder op? Eller begynder virkeligheden dér, hvor historien holder op?

– Er dette tilfældet, har vi kun øjeblikket. Behøver vi mere? Sivert fortsætter og spørger, om vi kan leve uden forventning og uden håb? Kan vi bare holde af verden, som den er, uden at lave om på den? Siver siger, at ingenting ordner sig, og alligevel varer det hele ved.

– Jeg mener imidlertid ikke, tilføjer Tage Skou-Hansen, at vi kan undvære historien eller erindringen. Ligesom vi heller ikke kan undvære forventningen, dette at kunne se hen til en fremtid.

Han nævner flere eksempler fra sine romaner på øjeblikke, hvor noget falder på plads for personerne. Og en ny erkendelse åbner sig for dem. Det er øjeblikke af næsten religiøs karakter. Som da Gerda i "Den hårde frugt", med sin mands død som den anledning, indser det positive i, at der er sat grænser for vort liv. Grænser, som vi hverken kan eller skal overskride.

– DA JEG MODTOG Egholtprisen, sagde jeg, at jeg tvivlede på, at kristendommen kan bruges til noget. Men jeg sagde også, at af de sandheder, den rummer, er der mindst én, som enhver kan forstå, og som de fleste også bøjer sig for en skønne dag. Nemlig, at der ikke gives nogen varig løsning på vores timelige problemer.

– Det gode, man kan få ud af den sandhed, er, at man som afdøde forstander på Askov Højskole Knud Hansen kan spørge: Sæt nu, det ikke er en fejl ved os, at vi har fejl? Han påpegede samtidig, at ifølge kristendommen er det ingen skavank, at tilværelsen ikke går op. Syndefaldet så Knud Hansen som en del af skabelsen. Med uddrivelsen fra Paradiset begynder historien.

– Hvis vi overlever, skyldes det vor erkendelse af, at endelige løsninger ikke findes. Kristendommen er et værn mod indbildskhed og illusioner om egen fuldkommenhedsgørelse. Den er et værn mod den håbløshed eller forurettelse, som overfalder os, når vi ikke kan få det, som vi gerne vil have det.

Hvad har formet dit livssyn?

– Jeg er fra Holsted, en landsby i Vestjylland. Min far, der var bankdirektør og havde været det, siden han var 25, elskede at fiske i den å, der løb gennem byen. Og jeg var med ham. Min far var en populær mand, alt for populær, og lånte for mange penge ud. Det gik godt, indtil banktilsynet en dag opdagede underslæb. Han fik to års fængsel. Og vi brød op fra Holsted med én dags varsel. Så set fra den led er jeg en digter, der kommer fra en fallit.

– Det var naturligvis en kolossal nedtur. Og jeg fik nogle skrammer i forbindelse med besværlige skoleskift. Men mit livssyn blev ikke bittert på grund af det, der var sket. Jeg kom aldrig til at høre for det, selvom mange kendte til det. Også mange af mine kammerater. Alle holdt mund. Det, synes jeg, var generøst og fornemt.

– Det værste var, at jeg heller aldrig fik talt med min far om skandalen. Min mor forlangte, at han skulle holde sin mund med den. Ellers ville hun gå fra ham. "Husk, fru Hansen, at tilgivelse fornyr livet," sagde præsten til hende, da min far blev begravet. Men hun tilgav ham aldrig. På en måde ødelagde han hendes liv.

Med én kunne Tage Skou-Hansen tale om skyggen fra sin fars skæbne, forstander Knud Hansen, hvis udsagn om, at det ikke nødvendigvis er en fejl ved os, at vi har fejl, blev befriende for ham.

– MIN FAR VAR IKKE TYRANNISK, det var ikke det, der var problemet. Problemet var, at jeg var stærkere end ham. Jeg turde ikke sige til ham, at jeg vidste besked med hans svindel. Hvordan ville han tage det, hvis jeg gjorde det? Ville han kunne holde til det? Jeg tilgav ham og holdt meget af ham som det svage, hjertelige og spontane menneske, han var.

– Men mistænkelig blev jeg selvfølgelig.

– Jeg havde under krigen en stor mistænksomhed over for politikerne. Jeg syntes, at jeg gennemskuede deres dobbeltspil, tilpasningen. Den 29. august 1943, da regeringen blev tvunget væk af sabotagen, var en stor dato for mig. Det nyttede altså noget at protestere. Vi havde ret. Man har jo ret, når man er 20 år! Men vi fik også ret. Over for historien.

– Jeg var bare med i et hjørne. 29. august 1943 satte ikke desto mindre en tro i mig på politiske initiativer.

Også tiden som lærer på Askov Højskole fik stor betydning for Tage Skou-Hansen:

– Jeg lærte, hvad samtalen kan betyde. Lærte, hvor langt man kan komme med en samtale.

– I en dansktime kunne jeg få indfald foræret, som jeg ikke havde tænkt på. Men når klokken ringede, kunne de forsvinde lige så pludseligt, som de var kommet. Det fine ved det var opdagelsen af, at disse indfald opstod alene i kraft af samtalen og fællesskabet. Det var meget opbyggeligt med denne understregning af, at man ikke er alene, og at man ikke mister noget ved at dele det med andre. Tværtimod.

– Fællesskaber har betydet meget for mig. Jeg lægger vægt på, at det ikke er meningsfællesskaber, men arbejdsfællesskaber. For en opgaves, en sags skyld. Det er i disse midlertidige fællesskaber, man lærer mest, både om sig selv og om andre. For mit vedkommende drejer det sig blandt andet om fællesskaber under besættelsen, i soldatertiden, på Wivels Forlag, Gyldendal, Heretica, Vindrosen og Askov Højskole.

– Men det, jeg mødte i Askov, mødte jeg ikke andre steder: en fabelagtig tillid fra Knud Hansens side. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg ikke kunne gøre noget forkert. En fornemmelse af, at man på skolen kunne bruge alt, hvad jeg var i stand til at give. Knud Hansen blev ligesom K.E. Løgstrup en slags erstatningsfar for mig. Det var slemt, da de døde. For hvor skulle man så gå hen?

– Forbilleder har jeg derimod ikke haft – jo, nok som forfatter. Såsom William Faulkner, Henrik Pontoppidan og Jørgen Nielsen. Men ellers ikke.

En tremåneders rejse, som Tage Skou-Hansen i 1966 sammen med sin kone, Ellen Skou-Hansen, foretog til Indien, hører med til de skelsættende begivenheder i hans liv. Rejsen finansieredes af Danmarks Radio mod, at han holdt 10 radioforedrag om sin oplevelse af landet. Ud over at være et møde med en fremmed verden havde rejsen den betydning for Tage Skou-Hansen, at han fik mod til at nedsætte sig som heltidsforfatter. Efter at have været konfronteret med den barske indiske virkelighed indså han, at i velfærds-Danmark ville selv en tilværelse uden fast indtægt aldrig kunne blive tilnærmelsesvis så materielt barsk som i Indien. Og i øvrigt fandt han det uholdbart i fortsat at være anbragt mellem to stole, højskolen og forfatterskabet. Derefter flyttede familien ind i det parcelhus i Egå nord for Århus, hvor Ellen og Tage Skou-Hansen stadig bor.

EN TRAGEDIE HAR FORMET med på Tage Skou-Hansens livssyn.

– Vores ældste søn døde i 1992 af en ubehandlet og uerkendt blindtarmsbetændelse, som gik i bughulen. Jeg har brugt noget af det skete i en roman om Holger Mikkelsen, "På sidelinjen". Ligeledes i bogen dør en ung mand på grund af en lægefejl. Mikkelsen er med til begravelsen. Præsten læser op af Prædikerens Bog, om alting, der har sin tid og går sin gang. Bagefter synges "Op, al den ting, som Gud har gjort", der priser skaberværket. Men det er en mærkeligt kraftesløs sang. Og Mikkelsen tænker på, om døden overhovedet gør indtryk på Gud. Om han har gjort sig færdig med døden.

– Ved at give os sin søn for vore synders skyld, ved at tilsige os den tilgivelse, der fornyer livet, har Vorherre løst det skyldsspørgsmål, som mennesket ikke selv kan løse. Men Mikkelsen ved fra sin praksis som advokat, at den tilgivelse, man får for ingenting, tror folk ikke på. Men fortrydelsen derimod appellerer til dem, for den forlanger noget af dem og stiller dem i centrum. Så er de noget. Det tænker Mikkelsen også på i kirken.

Ikke overraskende gjorde Tage Skou-Hansen sig lignende overvejelser i forbindelse med sin søns død.

– Jens døde efter et frygteligt sygeleje på tre måneder. Jeg havde en ide om, at den dag, han blev begravet, ville der falde ro over det hele. Men begravelsen gjorde ingen forskel.

Og Skou-Hansen spurgte med Holger Mikkelsen: Er Gud ligeglad med døden?

Hvordan er dit syn på fremtiden?

– Der sker altid noget uventet. Hvem havde forestillet sig, at Muren i Tyskland ville falde? Og hvem havde forestillet sig, at landet så hurtigt ville blive genforenet? Ingen i verden havde troet det! Og det fortsatte i andre lande. Det er en opgave for Europa at støtte den tendens og lægge noget til, hvis vi ved noget, som de andre ikke allerede har fundet ud af.

Tage Skou-Hansen skifter spor:

– Tænk ... jeg ved, at det er skørt! ... men tænk, hvis teknikken én gang for alle gjorde sig endegyldigt færdig. Tænk, hvis den ophørte med at udvikle sig yderligere, så vi kunne indhente både den og os selv.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Tage Skou-Hansen

80 år, mag.art. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet i 1950, redaktør af tidsskriftet Heretica og konsulent for Wivels Forlag (1952-1953), redaktør af tidsskriftet Vindrosen og konsulent for Gyldendal (1954-1958), lærer i litteratur ved Askov Højskole (1958-1967) og derefter fri forfatter. Debuterede i 1957 med romanen "De nøgne træer".

Forfatterskabet består hovedsageligt af romaner, deraf en række med Århus-advokaten Holger Mikkelsen som hovedperson. Seneste roman er "Frit løb" (2000).

Blandt de mange hædersbevisninger, Tage Skou-Hansen har modtaget, er "Kritiker-Prisen" (1977), "Det Danske Akademis Pris" (1978), "De gyldne Laurbær" (1981), "Egholtprisen" (1987) og "Blicherprisen" (1988).