Prøv avisen

1: Et levende liv med kræft

Sort sol, stor flok af stære mod aftenhimmel, på vej til overnatning. - Stær, Sturnus vulgaris, Stare, Stær, Starling Foto: Anders Tvevad.

Jette Stoltenborg har brystkræft, men lever livet fuldt ud med barn, venner, job og byture

Umiddelbart er Jette Stoltenborg som de fleste andre single-kvinder på 31 år. Hun lever livet med vennerne, går i teateret og biografen, passer sit job som socialrådgiver og hygger sig med sin tre et halvt årige datter, Cille. Ja, faktisk er hun oven i det hele nyforelsket netop nu, og det er slet ikke så tosset, når sommeren nærmer sig.

Mindes om kræften hver mandag

Men hver mandag bliver Jette Stoltenborg mindet om, at hun har brystkræft, og at sygdommen truer hende på livet. Da skal hun ind på Rigshospitalet og have sin medicin, som dels består af antistoffet Herceptin og dels af kemoterapi.

- Jeg har fået behandlingen i 10 måneder, og det går i en fast gænge. Hver mandag kører jeg ind på Rigshospitalet i stedet for at køre på arbejde, og så tager jeg hjem og hviler mig. I et døgns tid efter behandlingen kan jeg være meget dvask, og indimellem har jeg også kvalme og feber. Men det kan jeg godt leve med for at beholde livet, siger Jette Stoltenborg.

Kræften blev opdaget i september 1999, da hun var 28 år gammel, og 14 dage senere blev det højre bryst fjernet. Siden fulgte en skrap kemokur, hvor hendes lange hår faldt af, og hvor hun var meget påvirket af den gift, der blev sprøjtet ind i hendes årer for at bekæmpe kræften. Behandlingen blev kombineret med en strålebehandling og til sidst fulgte antihormonel medicin. Jette Stoltenborg var på det tidspunkt overbevist om, at hun var færdig med kræft og nu kun skulle passe sine kontrolbesøg.

Patient igen

Der gik imidlertid kun et år, så var Jette Stoltenborg atter kræftpatient - sygdommen havde spredt sig til knoglerne.

- På det tidspunkt var min datter knap tre år, og jeg sagde til lægerne, at jeg var villig til hvad som helst. Jeg tænkte godt nok første gang, jeg fik kræft, at jeg aldrig ville overleve sådan en behandling en gang til, fordi kemokuren var så skrap, men når man bliver syg igen, finder man nye kræfter, fortæller Jette Stoltenborg.

Heldigvis er bivirkningerne ikke nær så slemme med Herceptin som med almindelig kemoterapi, og når man sidder over for Jette Stoltenborg, tænker man heller ikke over, at hun er en kvinde med en livstruende sygdom. Hun er energisk og hurtigsnakkende. Hun har let til smil og latter, og så ser hun godt ud - ja, hun virker faktisk rask.

- Hvis man får en vildt skrap kemokur, som forlænger ens liv i tre måneder, er det ikke noget værd, hvis det bliver tre dårlige måneder. Jeg tænker aldrig i min hverdag over, at jeg er syg og har kræft. Jeg har faktisk aldrig mærket noget til min sygdom, men kun behandlingerne. Ulempen ved den kur, jeg er på nu, er, at jeg er i kontakt med hospitalet hver uge, men man indordner sig jo, siger den unge socialrådgiver.

For Jette Stoltenborg er der ingen tvivl om, at Herceptin er vidundermidlet for hende, og at hun ikke havde været her i dag, hvis hun ikke var kommet i behandling med det.

Realist med håb

Men hun er også realist, og lægerne har fortalt, at mulighederne for at kurere hende er meget små. Med andre ord kan medicin behandle, men næppe helbrede.

- Da jeg blev syg anden gang, tænkte jeg meget over, at jeg skulle fejre min datters fødselsdag og have hende i julen, fordi jeg nok ikke ville være her næste år. Sådan tænker jeg ikke mere. Nu er jeg overbevist om, at jeg har masser af år tilbage, og at vi skal til Caribien til sommer og på skiferie i julen. Nu tør jeg tro på, at der er en fremtid for Cille og mig, fordi det går så godt. Med Herceptin har jeg købt mig tid, og i mellemtiden finder lægerne selvfølgelig løsningen på brystkræft, siger Jette Stoltenborg med et grin, der fortæller om et håb, som hun godt selv ved, netop er et håb.

dahl-hansenkristeligt-dagblad.dk