Prøv avisen

13 år med Tvind

TVIND: Else Waale gik engang helhjertet ind for Tvind. Men drømmen brast, og her fortæller hun sin historie om imperiets magtmisbrug

Else Waale var 63 år, da hun forlod Tvind. Inden havde hun gennem en uges tid pakket nogle få personlige ejendele sammen og ventet på det rigtige tidspunkt. Det tog hende 13 år at nå til den beslutning. Det var i 1987, og hun har ikke fortrudt det siden.

I 1974 flyttede Else Waale ind på selve Tvinds højborg i Ulfborg i Vestjylland. Hun havde opgivet sit almindelige arbejde som regnskabsfører og skulle i stedet passe telefoner, lave regnskaber, passe bibliotek og tage sig af gæster hos Tvind. Hun ville arbejde for en bedre verden sammen med socialistiske kammerater, inspireret af lederen, Mogens Amdi Petersen.

- Jeg blev medlem af lærergruppen på ubestemt tid. Amdi forklarede mig betingelserne: Fælles tid, fælles økonomi, fælles ejendele. Vi skulle gå 100 procent ind for sagen og ikke bekymre os om familie og gamle venner. Det var jeg indforstået med. Mine bøger kom på Tvinds bibliotek, mit musikanlæg forsvandt. Mit tøj kom ind i sammen med alt det andet tøj, hvor man aldrig kunne finde to ens sokker. Jeg ejede 100.000 kroner, og de blev lagt i pengeskabet. Hvis vi havde brug for penge, kunne vi tage dem i en gul plasticspand med hvidt låg. Vi skulle ikke aflægge regnskab, men der skulle jo spares op, hvis Amdis planer skulle blive til noget. Jeg tog engang to kroner til en is, men fik bagefter så dårlig samvittighed, at jeg aldrig gjorde det mere.

Ingen indvendinger

Fællesmøderne står stadig meget tydeligt for Else Waale. Her blev alle beslutninger truffet, troede hun dengang. Ofte var møderne meget inspirerende, men hun følte sig indimellem afmægtig.

- Nogle gange faldt folk jo i søvn, hvis de havde arbejdet hårdt i mange timer. De væltede pladask om på gulvet. De kom op at stå igen. Fik skældud og skulle tage sig sammen. Det var utænkeligt at komme med indvendinger.

I 1975 fik Else Waale ansvaret for Tvinds regnskab, og hun begyndte straks at organisere det. Her var hun på hjemmebane.

- Der blev set ned på regnskaber. De var papirnusseri, og jeg fik en røffel, fordi jeg bad de andre om bilag for deres udgifter. Jeg kunne ikke forklare ledelsen, at et regnskab uden bilag er værdiløst.

I marts 1976 blev der holdt fællesmøde i flere døgn. Der blev talt om væbnet revolution i Danmark.

- Amdi gik fra gruppe til gruppe for at høre, hvad vi sagde. I dag tror jeg, at han undersøgte, hvor langt vi ville gå for sagens skyld. Bagefter skulle vi slette alle personlige spor. Jeg brændte mine fotos, dagbøger og tegninger.

Derefter fulgte nogle år med en masse hårdt byggearbejde. Flere efterskoler blev bygget, verdens største vindmølle blev rejst i 1978, småskoler blev oprettet, og Ulandshjælp fra Folk til Folk, UFF, blev udtænkt - derefter hele Tvinds hjælpearbejde i lande i Den tredje Verden.

- Jeg var meget stolt over at være med i arbejdet. Hver gang noget lykkedes, føltes det som en bedrift.

I den periode mødte Else Waale Amdis mor. Moderen havde hørt, at hendes søn havde udviklet sig til at være tyrannisk. Men Else Waale turde ikke sige, at moderen havde ret.

Amdis paranoia

I slutningen af 1970'erne begyndte Amdi at frygte for sit liv. På en fællesmøde fortalte han, at nogen havde skudt imod hans bil.

- Jeg tænkte ved mig selv, at det nok var et stenslag fra vejen. Amdi mente også, at nogen havde forsøgt at løsne hjulskruerne, for at han skulle dø i en trafikulykke. Men jeg har selv oplevet, at et baghjul kom trillende forbi, mens jeg kørte i en af Tvinds gamle biler. Han talte om brevbomber, og vi fik en gennemlysningsmaskine til at undersøge mistænkelige pakker med.

I begyndelsen af 1980'erne bad Else Waale om lov til at besøge sin gamle mor, der var ved at blive dement. Hun fik nej. Først to måneder senere måtte hun rejse, og da var hendes mor så uklar, at hun ikke mere kom til at genkende sin datter.

I 1983 forliste Tvinds skib Activ i Den Engelske Kanal, og alle om bord druknede.

- De skulle til fællesmøde. Og skal man til fællesmøde, så kommer man. Selv om der er varsler om orkan. Vi fik det at vide den 3. februar - to dage efter. Jeg synes, at det var tungt. Jeg kendte nogle af de døde meget godt.

Stuearrest

Den sommer blev Else Waale inviteret til Amdis luksusvilla. Der var svømmepøl, og hun fik lov til at bade i den, mens hun undrede sig over, hvordan villaen passede med principperne om fælles tid og fælles økonomi.

- Den åbne, udadvendte Amdi, jeg havde kendt, var efterhånden væk. Han gemte sig i bunden af den bil, som fragtede ham rundt, fordi han skyede offentligheden.

Else Waale fik mere og mere travlt i årene, der fulgte. Hun begyndte at arbejde to nætter om ugen ud over de lange dage. Og hun begyndte at se flere af Tvind-imperiets bagsider. En regnskabskollega fik for eksempel stuearrest i en kælder, indtil han havde gjort sit arbejde færdig. Det tog en uge og rystede Else Waale.

En dag i 1987 blev hun som ofte før kritiseret. Bagefter græd hun i flere timer og var derefter apatisk og tavs.

- Jeg var ikke længere i stand til at smile eller glæde mig. Jeg var nødt til at komme væk. Og jeg tog af sted ugen efter.

Trods løftet om at være på Tvind på ubestemt tid, pakkede hun sine få ejendele på en minicykel og stak af.

- Den dag blev jeg fyldt af glæde over at eje mit eget liv. Og følelsen har ikke forladt mig siden. Jeg har lidt af mareridt og angst i en periode, men i dag er jeg helt mig selv.

korsholmkristeligt-dagblad.dk