Prøv avisen

20 markante begivenheder i 1972

5. september: Terror mod israelske atleter i München. Foto: .

Nixon i Kina, fri abort og jordskredsvalget. Det er blot nogle af de vigtige begivenheder i det skelsættende år 1972

14. januar: Kong Frederik IX dør

Hans datter Margrethe udråbes dagen efter til ny dansk regent som den første kvinde siden 1400-tallet. Margrethe II har regeret lige siden og fejrede således sit 40-års jubilæum i januar 2012.

30. januar: Bloody Sunday i Nordirland

13 demonstranter bliver dræbt, da britiske faldskærmssoldater sættes ind imod en katolsk demonstration. Begivenheden betragtes som et fikspunkt i den årelange nordirske borgerkrig mellem katolikker og protestanter.

21. februar: USAs præsident, Richard Nixon, besøger Kina

Nixon møder som den første amerikanske leder formand Mao Zedong. Besøget betragtes som en af periodens store diplomatiske og fredsskabende bedrifter, eftersom forholdet mellem de to lande indtil da var iskoldt. Den republikanske Richard Nixon var kendt som indædt antikommunist og overraskede alle med sin kinarejse. I amerikansk politik er Nixon in China i dag blevet en fast talemåde om en uventet og ukarakteristisk handling af en politiker.

1. marts: Interrail indføres som et samarbejde mellem 20 europæiske lande

Dettegiver unge under 21 år mulighed for at rejse med tog på én billet i hele Europa i en hel måned. Det var tænkt som et forsøg, men fik så stor succes, at ordningen har eksisteret lige siden og givet millioner af unge rygsækturister en billig europæisk dannelsesrejse.

12. marts: Rapporten Grænser for vækst præsenteres på Smithsonian Institute i Washington, USA

Rapporten er forfattet af den såkaldte Rom-klub, anført af den italienske økonom og erhvervsmand dr. Aurelio Peccei. Eksperterne bag rapporten problematiserer forholdet mellem Jordens begrænsede ressourcer og befolkningstallets voldsomme stigning. Dermed er startskuddet gået til de efterfølgende årtiers debat om, hvorvidt den optimistiske drøm om stadig større materiel velstand til alle er en utopi.

24. marts: Francis Ford Coppolas film The Godfather får premiere i Amerika

Filmen hører til blandt de mest stilskabende og roste i filmhistorien og fik en Oscar som årets bedste film. Det er historien om den amerikanske drøm på vrangen, idet den er fortalt ud fra en italiensk forbryderfamilies synsvinkel og skildrer USA som et samfund præget af vold, korruption og magtmisbrug.

21. april: Folkebevægelsen mod dansk medlemskab af EF grundlægges

Dette sker på et møde i Odense. Bag bevægelsen står en lang række foreninger af højst forskellig politisk observans, som kan finde sammen om at ønske, at Danmark holder sig ude af det europæiske samarbejde. Bevægelsen skifter siden navn til først Folkebevægelsen mod EF, derefter Folkebevægelsen mod EU.

23. april: Den sidste danske sporvogn, linje 5 i København, indstiller kørslen

Gennem mere end 100 år havde først hestetrukne, siden elektriske sporvogne sat deres præg på bytrafikken. Overgangen fra de hyggelige sporvogne til benzindrevne busser er blevet set som et symbol på, at storbylivet blev mere forjaget og forurenet.

17. juni: Fem mænd bryder ind iDemokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen i Washington, USA.

Sagen får den følge, at præsident Richard Nixon må træde tilbage. Samtidig bliver sagen et afgørende symbol på pressen som den kontrollerende statsmagt, der afslører og afsætter magthavere, som misbruger embedet.

30. juni: Den første Roskilde Festival åbner

Festivallenvarer tre dage. Dermed er en af de centrale årlige populærkulturelle begivenheder gennem de efterfølgende fire årtier sat i søen. En amerikansk ungdomskultur baseret på beat- og rockmusik, alkohol, stoffer og ukonkrete hippiebudskaber om frihed, fred og kærlighed har fået sit danske flagskib.

4. juli: Dansk olieproduktion tager sin begyndelse

Dette sker med indvielsen af en boreplatform i Danfeltet i Nordsøen. Det danske olieeventyr skal få stor betydning for dansk energiforsyning og økonomi og samtidig afføde megen politisk debat om vilkårene for den aftale, den danske stat har indgået med A.P. Møller, som får retten til at stå for olieudvindingen.

22. august: Mogens Glistrup stifter Fremskridtspartiet

Dermed er en stærk, folkelig bevægelse født, hvis omdrejningspunkt er modstand imod bureaukratisk kontrol, imod indkomstskat og imod europæisk og intenationalt engagement. Ved valget året efter får Glistrup og hans parti 28 mandater i Folketinget, og partiet præger dansk politik op gennem 1970erne og 1980erne, skønt partiets mandattal trods alt er faldende.

1. september: Roskilde Universitetscenter (RUC) åbner

Universitetet har socialdemokraten Erling Olsen som rektor. Universitetet er tilrettelagt efter en helt anden, mere praktisk og tværfaglig model end de eksisterende danske universiteter i København, Aarhus og Odense. Samtidig har universitetet fra første færd ry for at være rede for de mest yderligtgående venstreorienterede studerende og ansatte. Fremskridtspartiet erklærer RUC krig og anbefaler i et senere lovforslag, at universitetet lukkes og omdannes til motel.

5. september: Terror ved De Olympiske Lege i München

Den palæstinensiske bevægelse Sorte September dræber 11 israelske atleter. Episoden begynder som en gidseltagning, men i en mislykket befrielsesaktion omkommer alle gidsler samt fem gidseltagere og en tysker. Episoden står fortsat som en af de mest markante i en periode, hvor verden var præget af flykapringer, gidseltagninger og andre terrorhandlinger blandt andet fra venstreradikale grupper og grupper med tilknytning til konflikten i Mellemøsten.

7. september: Det Nødvendige Seminarium i Tvind åbner

Samtidig flytter Den Rejsende Højskole fra Fanø til Tvind, og disse to institutioner kommer til at udgøre centrum i det verdensomspændende skoleimperium, som stifteren, Amdi Petersen, i de følgende årtier opbygger.

2. oktober: Et flertal stemmer for Danmarks tilslutning til EF

Jens Otto Krag (S) benytter dagen efter anledningen til at træde tilbage som statsminister og overdrager magten til partifællen Anker Jørgensen.

8. oktober: Erhard Jakobsen stifterAktive Lyttere

Den socialdemokratiske Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen stifter Aktiv Lytterkomite, senere Aktive Lyttere og Seere, på grund af bekymring over den oplevede venstredrejning af Danmarks Radio. Erhard Jakobsen bryder året efter med S og stifter partiet Centrum-Demokraterne.

7. november: DDR og BRD anerkender hinanden

Med den såkaldte Grundlagenvertrag forsoningsaftale anerkender de to tyske stater, det østtyske DDR og den vesttyske forbundsrepublik, hinanden. Bag aftalen står den vesttyske forbundskansler, Willy Brandt, hvis vilje til forsoning under den kolde krig mødes med skarp kritik fra den politiske opposition, men også var baggrunden for, at han i 1971 modtog Nobels Fredspris.

30. november: Forslag til lov om svangerskabsafbrydelse

Justitsminister K. Axel Nielsen (S) fremsætter forslag til lov om svangerskabsafbrydelse, der fastslår, at en kvinde har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Dermed er den frie abort en realitet med virkning fra det efterfølgende år.

11. december: Apollo 17 lander på månen.

Det er den sjette og sidste månelanding i Apollo-programmet, og intet menneske har siden sat fod på månen.

11. december: Den foreløbigt sidste månelanding. – Foto: .
4. juli: Indvielse af en boreplatform i Danfeltet i Nordsøen. – Foto: .
30. juni: Den første Roskilde Festival åbner. – Foto: .
15. januar: Dronning Margrethe II længe leve! – Foto: .
2. oktober: Et flertal stemmer for Danmarks tilslutning til EF. – Foto: .
23. april: Den sidste danske sporvogn indstiller kørslen. – Foto: .
22. august: Mogens Glistrup stifter Fremskridtspartiet. – Foto: .