Prøv avisen

Fra Goethe til Google

Vi er i øjeblikket ved at udviske vores oprindelige dannelsesideal. Alle de kanonbestræbelser kan man stikke skråt op, hvis man ikke følger op på dem i handling, og det gør man ikke, siger professor Per Øhrgaard. Foto: Peter Kristensen. Foto: Peter Kristensen

Eftertiden ser tilbage på Goethe som den, der om nogen repræsenterede den europæiske dannelse. Han var den sidste med det store overblik, den, der på grænsen til den moderne tid både kunne forvalte den kulturelle arv og forstå det nye

Den tyske digter, Johann Wolfgang von Goethe (født 1749), var det sidste menneske, der kunne overskue sin egen samtid. På hans tid eksploderede de naturvidenskabelige nyopdagelser allerede, men Goethe kunne stadig følge med, og han afholdt sig heller ikke fra at fremlægge sine egne videnskabelige iagttagelser. Han var uddannet jurist, mestrede syv forskellige fremmedsprog og fungerede både som filosof, videnskabsmand, minister og uhyre produktiv digter.

Goethe og dannelsen

- Eftertiden ser tilbage på Goethe som den, der om nogen repræsenterede den europæiske dannelse. Han var den sidste med det store overblik, den, der på grænsen til den moderne tid både kunne forvalte den kulturelle arv og forstå det nye. Han var også en af de første, der kaldte det dannelse. Eftertiden har derfor også ofte defineret dannelse ud fra Goethe: som evnen til at overskue meget og samtidig forholde sig personligt og måske kreativt til det, siger en af vor tids lærde, professor, dr.phil. Per Øhrgaard, der er Danmarks førende Goethe-ekspert. Og han mener ikke overraskende, at vi stadig kan lære meget om dannelse af den gamle tysker:

- Alle samfund har til alle tider haft normer for, hvordan man skulle opføre sig, hvis man ville anerkendes i det bedre selskab. Tænk på middelalderens ridderlige dyder eller på deres fortsættelse i gentleman-idealet. Men det karakteristiske for det dannelsesideal, som især udvikles i Tyskland i årene op til 1800, er, at det tilsigter en egentlig sammensmeltning af den personlige udvikling og deltagelse i samfundslivet, altså af de dybe følelser og de fælles former.

Det er denne arv fra Goethes tid, som den danske forståelse af dannelse stadig bygger på. Faktisk mener professoren, at ingen nationer uden for Tyskland er blevet så gennemsyret af den tyske tænkning som Danmark. Og hvis målet er dannelse, er midlet måske opmærksomhed. I festskriftet "Et opmærksomt blik", der blev udgivet af en række af Per Øhrgaards kolleger i forbindelse med hans 60- års fødselsdag, skriver redaktionen i hvert fald sådan:

- Der findes i Goethes værk mange henvisninger til, at det dannede menneske er et i særlig grad opmærksomt menneske. Dannelse er nok en personlig sag; men den kendes ikke desto mindre først og fremmest på det dannede menneskes evne til at forholde sig til sin omverden."

Spørgsmålet er, om man på den måde kan tale om, at det er blevet sværere at være et dannet menneske i takt med, at omverdenen er blevet mere kompliceret?

Professor Per Øhrgaard holder til hos International Center for Business and Politics i en stor, hvid villa på Steen Steensen Blichersvej. Per Øhrgaards kontor er en perfekt fusion af fortid og fremtid med slidte tyske aviser og en ældgammel lædertaske, der ligger hjemmevant oven på de moderne designmøbler.

Hans egen funktion på stedet er netop at kæde fortidens filosofi sammen med handelsskolens forhåbninger om forretningssucces i fremtiden.

Per Øhrgaard satte tidligt sit spor i den danske dannelsesdebat. Allerede i 1984 gjorde han med et indlæg i "Kritik" op med en kortsigtet forkastelse af dannelsesbegrebet, som man mente var forældet.

Per Øhrgaard påpegede dengang, at dannelse netop ikke er et spørgsmål om småborgerlighed, men om at kende sine egne historiske rødder. Artiklen var med til at give begrebet kunstigt åndedræt herhjemme, og i disse år har dannelse fået comeback i adskillige bogtitler og den daglige mediedebat. Men Per Øhrgaard mener alligevel ikke, at der er tale om nogen sejr for den nationale dannelse:

- Vi er i øjeblikket ved at udviske vores oprindelige dannelsesideal. Det var stærkt præget af Goethe-tiden og forestillingen om, at ethvert menneske kan udvikle sig til et frit tænkende individ, der kan optræde myndigt i verden, fordi der til dannelse også hører accepten af, at andre mennesker også skal respekteres. Den dannelsestanke bygger på at opføre sig anstændigt over for andre. Men alene inden for de seneste 10 år synes jeg, man kan registrere en brutalisering af den offentlige debat i Danmark. Efterhånden er det sådan, at man kun kan bevise sin ytringsfrihed ved at rakke andre ned. Og det ligger milevidt fra, hvad man kan kalde dannelse.

Men dannelsestanken har jo ellers fået comeback de seneste år?

- Ja, men der har på den anden side aldrig været flere kræfter, der går imod den. På den ene side har man kanonudvalg, som er udtryk for, at der skal gøres noget for den danske kultur. På den anden side gider politikerne ikke hjælpe Danmarks Radio, så radioen kan blive ved med at fungere ordentligt. De to ting modsiger hinanden fuldstændig eklatant. Man tror, at man isoleret kan prædike kultur samtidig med, at man lader markedskræfterne tage over i praksis. Og det går selvfølgelig ikke, siger han roligt og tilføjer så nærmest vredt:

- Alle de kanonbestræbelser kan man stikke skråt op, hvis man ikke følger op på dem i handling, og det gør man ikke. Det samme gør sig gældende i uddannelsesdebatten, hvor der er en stærk tendens til, at vi skal have flere professionsuddannelser, som er renset for alt det, som man synes er unyttigt, men som måske i virkeligheden har mest bestand. Jeg har selv været med til at indføre samtidslitteratur på tyskstudiet, men i øjeblikket er vi ved at glemme, at klassikerne blev klassikere, fordi de gennem århundrede har dokumenteret deres værdi. De bøger vil formentlig kunne overleve meget af det, vi går og fægter med i dag.

- Jeg fortryder ikke min modernisering, men den lykkes kun, hvis man tager historien med. Derfor synes jeg også, at det er hykleri, når man fra politisk side forventer større faglighed samtidig med, at man kun fremmer det, der kan give kortsigtede gevinster. Og hele evaluerings- og rapportkulturen opmuntrer i hvert fald ingen til at danne sig. Det er tværtimod med til at skabe et samfund, der minder om Østeuropa.

Men hvad er dannelse for dig?

- Dannelse er at opføre sig ordentligt både over for andre og sig selv. Man skal ikke lade sine evner ligge brak, men udfolde dem i samvirke med andre. For man kan, som Villy Sørensen engang har sagt, ikke sidde og være dannet for sig selv. Dannelse er et socialt begreb. Og dannelse har derfor også noget at gøre med, hvordan vi omgås hinanden. Det, Habermas kalder "kommunikativ handlen", er i virkeligheden moderne dannelse. Og det handler faktisk meget om at være opmærksom på sin omverden. Den danskjødiske forfatter Meir Goldschmidt definerede også dannelse som "udvidet opmærksomhed", og Goethe skrev selv, at "de unge mennesker hører ikke efter mere. Til at høre efter kræves der ganske vist også en særlig dannelse." Det citat dannede i 1935 afsæt for nogle dystre betragtninger af Thomas Mann om dannelsens undergang. På det tidspunkt var nazisterne kommet til magten i Tyskland og havde gjort op med dannelse og pladderhumanisme, og hvad de ellers kaldte det.

På den måde kan Tyskland både fungere som historisk forbillede og skræmmebillede for os i dag, mener professoren, som er bange for, at vi går glip af en del af vores egen dannelseshistorie, efterhånden som tysk går i glemmebogen:

- Alle andre fremmedsprog end engelsk har fået det svært i kølvandet på medierevolutionen i 1980'erne, hvor satellitkanalerne og kabel-tv kom til Danmark. Og det betyder, at vi indskrænker vores horisont ganske voldsomt i øjeblikket, fordi de færreste kan mere end et fremmedsprog. Tysk var et stort fag, da jeg begyndte at læse. Og for 20 år siden var der også masser af tyskstuderende. Det er der ikke længere. Tysklands betydning for Danmark er stadigvæk enorm, men den er efterhånden underbelyst.

Professoren holder en lille pause for at sende de næste sætninger ud med forøget styrke:

- Vi mister rent ud sagt halvdelen af vores egen kultur, hvis vi ikke kan tysk, fordi vi er så tæt kædet sammen på godt og ondt. Vi har været i krig, men vi har også haft en masse andet sammen. Det forsvinder i øjeblikket i den folkelige bevidsthed, mens det ironiske er, at vi tror, at vi bliver mere internationale. Det gør vi ikke. Vi bliver dummere. Vi skal jo ikke lære tysk for tyskernes skyld, men for vores egen. Ellers går vi glip af en del af vores egen dannelseshistorie. For den tyske kultur er uden sammenligning den europæiske kultur, der står os nærmest.

- Der er selvfølgelig slet ingen diskussion om, at engelsk er det store verdenssprog. Jeg har selv været gæsteprofessor i USA med stor fornøjelse, men det, som jeg synes er problemet, er, at engelsk bliver det eneste sprog. Derfor fægter jeg heller ikke kun for tysk, men i det hele taget for, at vores horisont ikke indsnævres til at få vores viden ét sted fra. Og hvad jeg siger om tysk, kunne andre sige om for eksempel fransk.

Det var faktisk også en fransklærer, der i sin tid fik Per Øhrgaard til at suge tysk til sig. For gymnasielæreren kunne hurtigt fornemme, at det var det sprog, den unge elev brændte særligt for.

Per Øhrgaard blev derfor anbefalet til et sommerkursus, der egentlig var beregnet for universitetselever og tysklærere. Derfra har han fået sit fag. Men interessen for tysk hang også sammen med, at faderen havde været translatør i tysk, før han døde af et hjerteslag, da sønnen var tolv år.

- Min far var barn af et tyskdansk ægteskab og voksede op i Hamborg, inden han kom til Danmark efter sin studentereksamen. Og min fars baggrund gjorde, at tysk stod mig nærmere end andre fremmedsprog. Især fordi jeg også i en tidlig alder tog alene til Hamborg for at besøge mine tyske slægtninge. Men min

fransklærer var også en fantastisk lærer, der fik enorm betydning for min dannelse og senere karriere. Vi fik ham i gymnasiet, hvor han sagde "De" til os, og pludselig følte vi os en lille tomme højere, fordi han på den måde behandlede os som voksne. Han var nok de dygtiges lærer, men han sørgede faktisk for, at mange fik gode karakterer, fordi han tog sit fag alvorligt.

- Vi var en lille gruppe, der kom meget hos ham, fordi han ofte holdt litterær salon. Han underviste også tre af os i hebræisk om morgenen. For vi havde hørt, at han underviste i russisk. Det havde han netop lagt på hylden. Men nu var han selv ved at lære hebræisk, og det ville han da gerne lære videre. Min første eksamen på universitetet var også hebræisk på teologistudiet, hvor jeg takket være ham bestod med glans. Og siden lærte hans undervisning mig også, at man altid skal regne med, at mindst en tredjedel af ens elever er bedre begavet end en selv. Som lærer ved man mere, men det er ikke sikkert, at man er bedre begavet end eleverne. Det handler også om dannelse, fordi man, også som lærer, skal vise respekt over for dem, man gerne vil påvirke. For at vende tilbage til Goethe er det ikke det herskende, men det myndige menneske, der er idealet. Og myndigheden opnår man ved at sætte sig ind i sin omverden, men det er ikke blevet nemmere siden Goethes dage.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk