Prøv avisen

Modspil skaber udvikling

-- Det kan tit føles, som om man går ét skridt frem og fire tilbage. Det kan være hårdt for selvtilliden ikke altid at vide, om man har brugt sin dag godt nok, og det er en modgang, som er typisk for musikere, fordi vi ikke umiddelbart kan måle vores arbejde, siger musikeren Niels Chr. Hansen. -- Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

"Du har som altid en meget seriøs og kontrolleret holdning til stoffet, Niels. Det er den ene side af dig. Den anden side af dig kan give sig hen, og den side skal du i bedre kontakt med nu. Der skal ske noget med timing og klang. Du skal overgive dig til publikum i dig selv. Forestil dig, at du er en kugle ..."

Niels Chr. Hansens klaverlærer ser igen i noderne og skriver nogle notater. Selv har Niels Chr. Hansen ingen noder. Han kan Sonate 1.X.1905 af den tjekkiske komponist Leos Janácek udenad, og om en lille måned skal han efter tre års studier spille den til sin bacheloreksamen på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus.

Niels Chr. Hansen er i gang med finpudsningen. Kontrasterne i musikken skal fremhæves, og det er nu, han skal arbejde med at sætte sit helt eget præg på kompositionen. Til den kommende eksamen bliver resultatet bedømt af en censor, andre gange af et betalende publikum.

-- Det er et meget sårbart felt. Når man går ind på scenen, leverer man hele sin identitet, og får man så at vide af en censor, at man er "middelgod", kan det ikke andet end gøre ondt. Man kan også føle en slags modstand fra de mennesker, man skal spille for til en koncert, i kraft af deres forventninger, men det handler om at lade være med at tillægge den modstand for megen værdi. Du kan alligevel ikke nå at evaluere på dine fejl, mens du spiller, så du må holde hovedet klart og tænke frem.

Niels Chr. Hansen, 22 år, begyndte at spille piano som 12-årig og blev hurtigt grebet af det. I løbet af sin skolegang på Skt. Annæ Gymnasium i København og et sideløbende musikalsk grundkursus blev tankerne sporet i retning af konservatoriet, selv om en optagelse der ikke hele tiden stod som det endelige mål.

-- Jeg ved, hvilke skuffelser beslutningen om at søge ind på konservatoriet kan medføre, så den skubbede jeg foran mig, fortæller Niels Chr. Hansen.

Den hurdle, som optagelsesprøven er, er fortid. Nu ligger modstanden i tekniske passager, der skal øves igen og igen, store mængder stof, der skal læres udenad og endelig det musikalske udtryk og den personlige fortolkning. Og så er der hele øvelsen i at holde selvtilliden oppe.

-- Det kan tit føles, som om man går ét skridt frem og fire tilbage. Og pludselig kan man så tage et stort ryk frem. Det kan være hårdt for selvtilliden ikke altid at vide, om man har brugt sin dag godt nok, og det er en modgang, som er typisk for musikere, fordi vi ikke umiddelbart kan måle vores arbejde. Her er det livsnødvendigt at få kritik fra andre.

Den kritik får Niels Chr. Hansen indtil videre fra sin lærer. Men han udfordrer også sig selv ved at spille offentlige koncerter.

-- Man har ikke altid fuld kontrol over situationen på scenen, fordi adrenalinen kører, og man skal udlevere sig selv til en flok mennesker. Man kaster sig ud over bjergsiden og må tro på, at man nok skal blive grebet. Jeg tager en chance, og det sus er alligevel med til at gøre, at jeg synes, det er sjovt. Jeg kan øve mange timer om dagen, men jeg lærer kun stoffet rigtigt ved at kaste mig ud i at spille koncerter. Jeg vil gerne udfordre mig selv med det, for det er sådan, jeg bliver bedre, siger Niels Chr. Hansen.

Han mener, at han igennem sin opvækst også har brugt arbejdsmetoderne med musik i andre sammenhænge.

-- Disciplinen har hjulpet mig voldsomt på andre felter. Jeg har hele tiden skullet arbejde med grundighed og koncentration, og når jeg har klaret mig rigtig godt i skolen i det hele taget, må det hænge sammen med, at jeg fra arbejdet med musikken har været vant til at tage udfordringerne op og arbejde med dem.

For Niels Chr. Hansen er modgang et vilkår i arbejdet. Ligesom det er for en sportsudøver, der hele tiden må presse sig selv for at indfri egne ambitioner.

Cand.psyk., ph.d. Kirsten Kaya Roessler forsker og underviser i sundhedspsykologi på Syddansk Universitet. Hun mener, at vi i det moderne samfund ofte er bange for modgangen, og at vi kan lære noget af musikeren og sportsudøveren på det felt.

-- De bruger modgangen og overvinder den netop for at kunne blive gode og udvikle sig hen mod noget, der er vigtigt for dem, siger hun.

Kirsten Kaya Roessler mener, at man i høj grad inden for musikopdragelse kan bruge udtrykket, at "modgang modner". Faktisk i en sådan grad, at hun synes, skolen burde give obligatorisk instrumentalundervisning til alle børn.

-- Hvis du skal lære at spille klaver, skal du overvinde forhindringer for at lære det. Børn søger modgang og modspil for at udvikle sig og finde frem til egen identitet. Når de er omkring 10 år, er det en god ting at udfordre dem, så de lærer, at de skal yde en indsats, siger Kirsten Kaya Roessler.

Curlingbørn, for hvem enhver forhindring bliver fejet af banen, og krisepsykologer er moderne ord, som ingen kendte, da farfar var ung. Men jo mere vi udelukker modgang og smerte fra livet, jo mere baner det sig vej, mener Kirsten Kaya Roessler.

-- Vi prøver at lukke al modgang ude. Sker der en ulykke, tilkalder vi krisepsykologer, for vi vil gerne dulme og kontrollere smerten. Men i sportens verden er smerte og modgang accepteret og bliver betragtet som noget godt. En god idrætsudøver ved, at man kun bliver bedre gennem ubehageligheder, og at man skal acceptere en del af smerten for at komme til et resultat eller en præstation, som man selv er glad for. Det kan verden uden for idrætten lære af, siger Kirsten Kaya Roessler.

Verdenssundhedsorganisationen WHO definer sundhed som psykisk, fysisk og socialt velvære. En definition, som Kirsten Kaya Roessler vender sig imod.

-- Det er jo udtryk for storhedsvanvid og giver ikke rum til kriser og modgang. Vi definerer sundhed som noget positivt, ligesom vi definerer vores liv som noget positivt, men man kan ikke beskæftige sig med udvikling og det gode liv uden at tænke kriserne og modgangen ind. Sundhed betyder, at man integrerer modgang, siger hun.

Og nogle mennesker er da også rigtig gode til at integrere modgang. Nogle opsøger den endda i form af grænseoverskridende oplevelser, som for eksempel ekstremsport eller "bare" en maraton.

-- Når 50-årige mænd, der normalt sidder på kontor, kaster sig ud på en 40-kilometers rute, er det en kæmpe udfordring. Mennesket er ikke skabt til at løbe 40 kilometer, men de skal investere mere og mere for at få en oplevelse af at kunne mærke sig selv. De søger en berøring med egne grænser og får en god oplevelse, når de overskrider dem. Oplevelsen ligger i at overkomme en modstand, en barriere og en angst måske. Vi vil selv definere vores grænser, og vi vil overgå dem, for det er et tegn på, at vi kan klare os. Men det er en ekstrem måde at føle sig selv på, siger Kirsten Kaya Roessler.

Det er når vi møder modstand, at vi lærer noget. Helt konkret. Hjernen skal udfordres, hvis noget skal ske.

Peter Vuust er cand.scient., docent ved Det Jyske Musikkonservatorium og forskningsassistent på Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab, hvor han forsker i, hvordan musik påvirker hjernen. Og så spiller han kontrabas.

-- Hjernen er en forudsigelsesmaskine, som fortæller os, hvad der skal ske lige om lidt, og jo bedre hjernen er til at forudsige det, jo bedre er vi til at overleve. Hvert hjerneområde står hele tiden og regner på, hvad der mon kommer ind i lige præcis det område. Hvis det input, der kommer til hjernen, svarer til det hjernen forventer, så sker der ikke noget drastisk. Men hvis hjernens mønster bliver brudt, sker der noget, og så er det, vi lærer noget. Hvis modstanden ikke er der, sker der ikke noget interessant. Så gør vores hjerne ingenting, og så sidder vi som grønsager, siger Peter Vuust.

Han har øvet sig på Bachs Cellosuite så godt som hele livet. Han finder tre steder, han ikke magter, og går så i gang med at øve dem i helt små intervaller.

-- Når man møder så megen modstand som musiker, at man ikke føler, at man kan komme videre, bliver man nødt til at kaste sig ud på det dybe vand. Vi spiller skalaen hurtigere og hurtigere og møder så muren. Men vi fornemmer klart, at målet ligger lige på den anden side.

-- Det svarer til at stryge håndfladen over en bordplade og mærke de små forhøjninger. Dem pudser jeg så på, indtil modstanden ikke er der mere, til de er i flow med resten. Når man så kan det, man øver, perfekt, kommer man i den tilstand, at man føler, musikken spiller sig selv. Den følelse vil jeg gerne frem til, men så kommer der selvfølgelig nye forhindringer til. Jeg øver hver dag og mærker den modstand hver dag. Og jeg elsker den. Det er det, det vil sige at være i live, siger Peter Vuust.

Men den arbejdsglæde, han kan berette om, er det ikke alle forundt at opleve. Der findes i vores moderne samfund en modstand indbygget i arbejdet, som hverken er elskelig eller selvvalgt, og som hver enkelt står ganske alene med.

Det mener formand for Dansk Sociologforening og adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC Rasmus Willig.

-- Der har altid været individuel og kollektiv modgang i et samfund, men den individuelle er kommet mere i centrum. Individet, der i dag erfarer moderne sygdomme som stress, depression eller angst, vil vende disse forskellige former for modgang ind mod sig selv og ikke mod strukturelle eller kollektive forhold -- som for eksempel hvordan man indretter en arbejdsplads. Det betyder, at den individuelle modgang er blevet til en individuel tomgang, for en lang række problemstillinger kan kun løses kollektivt eller strukturelt, siger Rasmus Willig.

Han peger som et eksempel på den enkelte medarbejders ansvar for at være fleksibel og omstillingsparat.

-- En omlægning på en arbejdsplads kan for eksempel betyde, at en journalist ikke bare skal kunne skrive, men også håndtere et billedmedie, lære at klippe og lave lyd. Det kalder vi fleksibilitet. Men medarbejderen ved ikke hvilke krav, der venter om hjørnet, han har ikke en chance, og det betyder, at han ikke bliver rigtig dygtig til noget. Og selvom den enkelte medarbejder ikke på nogen måde kan have en idé om, hvilken vej vinden blæser, vil han eller hun alligevel sige, at "jeg burde nok have været bevidst om, at det var den vej, det gik", siger Rasmus Willig.

Spørgsmålet om, hvor fleksibel man egentlig skal være, kan ikke blive til det kollektive spørgsmål, som det egentlig er, mener han.

-- For henvender man sig til sine kolleger og sin leder med det spørgsmål, er det det samme som at udstille sig selv som en fiasko. Det er det samme som at sige: Jeg er ikke omstillingsparat, jeg er ikke fleksibel, jeg er ikke kreativ og nytænkende. Og den går ikke, for dét er de moderne fordringer, siger Rasmus Willig.

Mennesker fra den velfungerende middelklasse, som er i stand til at formulere, at de har et problem, som skal løses, henvender sig til en psykolog eller en anden professionel hjælper. Men de, der ikke har ressourcer til at håndtere de nye former for individualiseret modgang, har ifølge Rasmus Willig ikke nødvendigvis den mulighed.

Han kalder den moderne form for modgang for "en gang mod det uendelige".

-- Du kan altid blive mere fleksibel, så det er en modgang uden endemål. Der er ingen bundprop. Det er ideologi, for vi tillægger tankegangen en absolut værdi, som vi ikke sætter spørgsmålstegn ved, men den medfører en type modgang, som vi ikke kan lære noget af, for den hører aldrig op. Der er ingen pauser, intet pusterum mellem med- og modgang. Og selvom det per definition er et strukturelt problem, som ledelsen bør tage sig af, er det blevet til et individuelt problem. Der er ingen grund til at undervurdere den moderne modgang, siger Rasmus Willig.

Der har altid været brug for helten, der overvinder modgang, men billedet af helten har forandret sig ifølge sociologen.

-- Helten har altid været individualiseret. Men eftersom vi alle er blevet tvunget til at blive individualiserede, bliver demokratiseringen af den heltestatus relativeret. Helten i en situation uden finale kan ikke få overrakt sit trofæ, siger Rasmus Willig.

Han mener, at vor tids virkelige helt kunne være den, der oplyser om og afslører disse ideologiske mekanismer, for så ville der være en reel medgang.

-- Men den type helt, som vi dyrker i dag, er en ikke oplyst helt. Han er underlagt de ideologiske strukturelle forhold, og han prædiker mere fleksibilitet og større konkurrenceevne og reproducerer den ideologiske figur uden at kende dens begrænsninger, siger Rasmus Willig.

Sonaten af Leos Janácek, som Niels Chr. Hansen øver på, er skrevet til ære for en ung student, der omkom under en demonstration i den tjekkiske by Brno. Første sats hedder "Die Ahnung", anden sats "Tot". Tredjesatsen er forsvundet, efter at komponisten tog noderne efter uropførelsen og kastede dem i floden Moldau. Pianistinden, der havde spillet værket, kunne dog huske de første to satser og skrev dem ned på noder igen.

-- Hallo ... du må ikke skynde dig imellem de fraser.

-- Det er altså ikke, fordi jeg gør noget forkert? spørger Niels Chr. Hansen.

-- Du gør ingenting forkert, Niels. Men han har ikke gjort det nemt for os, Janácek. Skal vi bare gi' op eller hvad?

-- Nej, selvfølgelig ikke, siger Niels Chr. Hansen.

Og griner. For i øvelokalet på musikkonservatoriet i Århus er modgang som forhøjninger på en bordplade. De kan udjævnes. Og musikken vil spille sig selv.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk