Prøv avisen

Når videnskab bliver farlig

Kraniometri var en specifik metode til opmåling af kraniet, som blev anvendt af antropologer før Anden Verdenskrig. Ud fra kraniets form målte man blandt andet intelligens og karakteregenskaber. Med denne pseudovidenskab som grundlag kunne man udføre racehygiejne. -- Foto: Scanpix.

I dag kan man godt med et glimt i øjet generalisere en smule over folkefærd og sige, at for eksempel italienerne er ustrukturerede, tyskerne grundige og finnerne af få ord. Så længe man ikke ophøjer det til videnskab eller taler om racer og medfødte karakteristika. For sådanne teorier holder ikke. Det ved vi i dag.

Men i mange århundreder var det ikke blot god tone -- det var også videnskab på allerhøjeste niveau at inddele menneskeheden i store racegrupper og finde hver races karakteristika.

Det forsker Poul Duedahl i med sit ph.d.-projekt: "Fra overmenneske til Unesco-menneske". Frem til Anden Verdenskrig blev antropologien, det vil sige læren om mennesket, næsten udelukkende brugt til at studere menneskers psyke og habitus ud fra deres race og udseende. Det var en biologisk forankret antropologi, som havde rødder helt tilbage til 1300-tallet, hvor de første europæere rejste ud og mødte fremmede folkeslag fra fjerne egne.

I 1775 opstillede den tyske anatom Johann Friedrich Blumenbach fem racer ud fra kraniekompositionen: kaukasiere, det vil sige europæere, etiopiere, det vil sige afrikanere, amerikanere, dvs. indianere, mongoler, dvs. asiater og endelig malajer, dvs. folk fra Malaysia og Indonesien. Næste skridt var at inddele i forskellige intelligensstyrker. Det var hvide europæere, der bedrev forskningen, og sjovt nok nåede alle frem til, at den hvide race var alle andre overlegen i intelligens. Det var uhyre bekvemt, for så kunne man retfærdiggøre koloniseringen af verden uden for Europa.

Den svenske forsker Anders Retzius skabte i 1843 en simpel metode til at måle kraniet ved hjælp af en krumpasser. Han inddelte i kortskaller og langskaller, og i begyndelsen var antropologerne overbevist om, at langskaller var det bedste, fordi fornuften sidder i den forreste del af hjernen, men da man fandt ud af, at de fleste langskaller fandtes i Afrika og blandt australnegrene, og ikke i Europa, introducerede man hurtigt nye forklaringer om kraniernes udformning, der tilgodeså de europæiske skaller.

I Danmark målte man fra 1880'erne grønlændere, danske skolebørn og værnepligtige. Grønlænderne var, fandt man frem til via målinger, barnlige, dårligt begavede og laverestående. Dermed fik Danmark en naturgiven ret til at herske over grønlænderne. Kraniemålingen blandt den danske befolkning førte endvidere til teorier om kvinders dårligere begavelse og fysiske afvigelser hos kriminelle. Uheldigvis var der flest kortskaller blandt danskerne. Det havde den danske geografiprofessor Hans Peder Steensby det ikke særlig godt med.

-- Så Steensby opfandt en teori om, at neandertalmanden var stamfader til danskerne. Neandertalmandens kortskalle havde en rund form, som angiveligt levnede mere plads til hjernen. Steensby kaldte formen rundskallen, og den var, mente han, præget af intelligens og kolonisationsevne. Forfatteren Johannes V. Jensen udbredte begejstret Steensbys tanker om bl.a. det blonde bestie fra nord. Desværre for ham og ligesindede viste en statsstøttet, racebiologisk undersøgelse af over 200.000 danske skolebørn, at flertallet var kommunefarvede eller mørkhårede, siger Poul Duedahl.

Men idéerne om race- og intelligensinddeling var så dybt forankrede i Europa, at virkeligheden ikke kunne rokke ved billedet. Omkring Første Verdenskrig begyndte man i hele Europa at tale om den gode racekvalitet og indføre racehygiejnisk lovgivning. Åndssvage, kriminelle og andre afvigere blev registreret, og enhver fysisk afvigelse blev en indikation på psykiske særkender. I 1930'erne indledte man et program, hvor man steriliserede og kastrerede sådanne individer. Homoseksuelle, alkoholikere og epileptikere røg med i købet.

-- Man hyldede det sunde liv og den sunde krop, og alt som forekom degenereret, skulle neutraliseres, så der ikke kom flere af den slags mennesker. Hvilke groteske og katastrofale former det antog op til og under Anden Verdenskrig er alment kendt, og der skulle en massakre til midt mellem europæiske folk, før de få kritikere af racebiologien blev hørt, fortæller Poul Duedahl.

Nogle af de kritiske røster blandt kulturantropologer, sociologer og etnologer var med til at skabe Unesco (United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization) under FN, og her arbejdede man med en mentalitetsændring, som skulle forandre menneskesynet. Unesco udsendte i 1950 en erklæring om racebegrebet, hvis essens var, at der findes én menneskehed, og at lighederne er større end forskellene. Racebegrebet blev forkastet, og i stedet introduceredes etnicitetsbegrebet, der bygger på kulturelle karakteristika og på frivillig selvidentifikation.

-- Unesco udgav bøger og pamfletter til hele verden om det nye menneskesyn, men man slipper ikke en århundredlang videnskab fra den ene dag til den anden. Der var jo videnskabsfolk, som havde brugt hele deres liv og karriere på at måle kranier, og de protesterede. I 1951 kom Unesco så med en ny erklæring, hvorefter menneskeheden kunne deles op i sorte, gule og hvide, og den indrømmelse satte en stopper for noget af kritikken, selv om det blev understreget, at intelligensen i det store og hele er ens for alle, siger Poul Duedahl.

Der blev iværksat en kampagne for at få de racekritiske forskere til at skrive lærebøger og publikationer om kulturel antropologi til forskel fra den biologiske antropologi. Et hav af skolebøger i geografi og historie skulle ændres, men det gik trægt i Danmark, og først da daværende undervisningsminister Julius Bomholt i 1954 slog i bordet, skete der for alvor noget. I 1960 blev international forståelse en fast del af undervisningen i danske skoler, og alle menneskers ligeværdighed blev en del af vores fælles værdisæt.

-- Tidligere hørte vi kun om europæernes historie. Europæerne opdagede alle de andre. Det giver jo ingen mening. De andre har altid været der som mennesker og som kulturer med egen historie. Under Unesco's paraply mødtes historikere fra hele verden for at skrive bl.a. Afrikas historie, siger Poul Duedahl.

Så er alt vel godt. Nej, ikke ifølge Poul Duedahl. Han mener, at Unesco i dag er blevet en smule selvtilfreds og hviler på gamle gode gerninger. I dag drejer organisationens arbejde sig om at bevare verdens kulturarv, om bekæmpelse af analfabetisme, om copyright og om standarder for arkiver og indretning af museer.

-- Det er, som om organisationen har glemt sit udgangspunkt som fredsskaber og har sovet i timen, for Unesco reagerer jo ikke, når man rundt om i verden fremfører biologiske forklaringer på kriminalitet. Vi er også i fuld gang med at måle intelligens på verdens folkeslag igen. F.eks. hedder det, at asiater er klogere end hvide, som igen er klogere end sorte. Og kvinder er dummere end mænd, hører vi fra en dansk professor. I USA bruger man racebegrebet til at markedsføre medicin, der tilsyneladende er nøjagtig tilpasset sorte, kaukasierne, asiater, latinos, osv. ud fra nogle idéer om særlige karakteristika inden for hver race. Det er ikke objektivt, og det er heller ikke ufarligt. Kan det bevises "videnskabeligt", at stereotype racer eksistere, vil det blive anvendt. Lyder det bekendt? spørger Poul Duedahl.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Poul Duedahl

**33 år, er mag.art. i historie og skriver en ph.d.-afhandling på Aalborg Universitet om overgangen fra overmenneske til Unesco-menneske. Han interesserer sig grundlæggende for forskellige tiders menneskesyn og har skrevet antologier om historiens udstødte og marginale eksistenser. Poul Duedahl har modtaget et af Videnskabsministeriets 45 rejsestipendier, som gives til talentfulde unge forskere. Stipen-diet på 250.000 kroner skal bruges på rejser til USA, (Harvard), England (Cambridge) og Frankrig (Unesco-arkivet).