Fri mig for et livssyn

-- Jeg har det med livssyn som med menneskesyn. Jeg er dybt skeptisk over for folk, der har den slags syn. Et livssyn minder mig mest om en livsløgn, fastslår Hans Hauge. Han trives i rollen som skarp samfundsdebattør, selv om den har været dårlig for den akademiske karriere. - Foto: Lars Aarø/Fokus.
-- Jeg har det med livssyn som med menneskesyn. Jeg er dybt skeptisk over for folk, der har den slags syn. Et livssyn minder mig mest om en livsløgn, fastslår Hans Hauge. Han trives i rollen som skarp samfundsdebattør, selv om den har været dårlig for den akademiske karriere. - Foto: Lars Aarø/Fokus.

Som det blev skrevet i forbindelse med hans 60-årsdag her i maj, så har lektor, dr.phil. Hans Hauge det med at dukke op her og der og alle vegne for med sin skarpe pen at give en markant mening til udtryk. Lektoren, der er ansat på Aarhus Universitets Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur, har de seneste mange år hørt til blandt de mest aktive samfundsdebattører herhjemme. Han blander sig glad og gerne i et bredt udvalg af emner, der strækker lige fra spørgsmålet om rock i kirken – hvilket Hauge mildt sagt ikke bryder sig om – til debatter om præsters moral, Muhammedkrisen og Folkekirkens Nødhjælp og Det mellemkirkelige Råd, som Hauge har beskyldt for utidig politisering i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Hauge er en mand, der formår at sætte sindene i kog, og med sine skarpe og ofte kontroversielle synspunkter lægger han selv op til øretæverne, men befinder sig tilsyneladende godt på "øretævernes holdeplads".

I årenes løb er han blevet kaldt det meste, lige fra bedrevidende og arrogant til "debattør af Guds nåde". Samtidig er han egentlig lidt af en modsigelse at interviewe i et livssyns-interview, som det fremgår af hans svar, når man beder ham beskrive det. Et svar, der synes at passe fint til samfundsdebattørens polemiske syn på liv og samfund.

For "jeg har aldrig haft et livssyn", understreger Hauge.

-- Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle med et. Skulle jeg stå udenfor og se på mit liv? Det er kun andre, der kan se ens liv og dermed have et livssyn, men jeg ser det ikke selv.

-- Jeg har det med livssyn som med menneskesyn. Jeg er dybt skeptisk over for folk, der har den slags syn. Et livssyn minder mig mest om en livsløgn. Men jeg ved jo godt, hvad der menes, så jeg går med på legen: Jeg lever helst et jævnt og muntert liv på jord. Men er det et livssyn?

Hvad har formet dig og din indstilling til livet?

-- Nu har jeg aldrig kunnet finde ud af, om det er arv eller miljø, der bestemmer, hvordan man bliver. Og måske er det i virkeligheden en selv. Uanset, hvad man svarer, bliver svaret banalt: Det har mine forældre, min opvækst, mine lærere, min kone og de tænkere, som jeg har læst. Det vil sige mine yndlingsforfattere, Kipling, T.S. Eliot, Jane Austen og så en række filosoffer og teologer.

-- Jeg var barn i en før-moderne verden i en stråtækt himmerlandsk præstegård med gammeldags lokum, som præsten selv tømte, og kakkelovne og en kæmpehave, hvor karle og piger legede sanglege og spillede cricket. Min fader var indremissionsk, FDF'er, Unge Hjem, KFUM'er osv. Jeg voksede op i Hirtshals og bilder mig ind, at jeg kommer derfra.

-- Jeg har altid kun mødt en livsglad indremission og kan ikke genkende de billeder, som man ofte ser af den "mørke mission". Jeg har aldrig gjort op med indremission. Det missionske er for mig ophævet i de senere sammenhænge, hvor jeg har fundet mig godt til rette: Den tidehvervske studenterkreds og det grundtvigske. Jeg ser ikke de store modsætninger mellem disse tre. Jeg er derfor mere til mission end dialog. Og vil ikke have stat og kirke adskilt, sådan som de fleste nu vil.

Hvad tror du på?

-- Det kan du se i Trosbekendelsen, som jeg ikke behøver at gentage her. Og så tror jeg for resten ikke på noget som helst andet. Ikke på ideologier, humanismen, kunsten eller naturen. Jeg har sådan set nok i den kristne tro, og den er også for mig en slags viden. Jeg skelner ikke skarpt mellem tro og viden.

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

-- Den forskel, at så er livet ikke så svært, døden ikke heller. Der er en, der har talt min sag, så jeg kan synde tappert. Jeg beundrer folk, der kan leve uden en tro. Det må være svært at være ateist, og det interesserer mig at vide, hvordan de kan leve deres liv.

-- For mig er troen en befrielse fra at skulle gøre "gode gerninger". Jeg håber, det har fritaget mig for farisæisme og hykleri, som der jo er nok af især inden for kirken og, endnu værre, i det politiske liv.

Hvad har du taget med fra dit barndomshjem?

-- Pligten til at gå i kirke. Manglende sans for økonomi. Ubekymrethed. Som barn fik jeg desuden et dukketeater, et tryllesæt og et trommesæt. Det har jeg haft megen fornøjelse af siden. Så får man sans for, at det meste er kulisser og fupnumre. Især sådan noget som værdier.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

-- Der har jeg virkelig ingen. Jeg dyrker ikke forbilleder, især ikke åndelige og slet ikke moralske, men der er nogen, jeg er påvirket af: Det var nok læsningen af T.S. Eliot, der først fik mig til at læse engelsk. Og han har præget mig, selvom han var anglo-katolik, men jeg har en vis svaghed for den anglikanske kirke. Ikke som den er nu, med den "ærkebisp" de har, men som den var.

-- Jeg elsker engelske salmer og ville ønske, at der kom flere af dem i den danske salmebog. Dernæst har den canadiske litteraturkritiker Northrop Frye og den franske filosof Jacques Derrida præget mig. Jeg har også nogle teologiske, danske, helte: K.E. Løgstrup, Johannes Sløk, Søren Krarup, Peter Kemp og Jan Lindhardt.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

-- Livsmod og håbet om, at de ikke bliver socialdemokrater eller det, der er værre. Det er næsten lykkedes.

Hvad er lykke for dig?

-- Det er at have den kone, jeg har, og at få flere penge. Og at undgå forandringer. At rejse til steder, hvor jeg har været før, så som Hirtshals, Oslo, London og München. Dog ville jeg gerne til Færøerne, Island og Grønland – og ud at køre med den transsibiriske jernbane.

Hvad er elendighed for dig?

-- Det er ikke at have penge nok eller skulle flytte. Og at der kom rytmisk musik i kirken.

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

-- Jeg er ganske godt tilfreds. Det giver jo lidt skrammer, når man ikke mener det, som man bør mene. Jeg har været for lidt opportunist og sagt min mening for ofte. Det har klart været dårligt for karrieren. Jeg nyder at skrive mine ugentlige klummer i Jyllands-Posten og at holde folkelige foredrag.

Har du et motto?

-- Alvorligt sagt: "Menneskelivet er underligt", og, mindre alvorligt, noget fra Oscar Wilde, så som "religion er en fashionabel erstatning for tro", eller "bøn kan aldrig blive besvaret, for så var den ikke bøn, men en korrespondance".

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

-- Jeg finder fællesskaber klæbrige og omklamrende, så det fællesskab, der er vigtigst, er det, jeg kan komme lettest ud af. Jeg får det dårligt, når folk taler om, at vi har mistet fællesskabet, og at vi igen bør danne den slags. Jeg sætter frihed over fællesskab.

-- Jeg kunne af den grund ikke drømme om at gå til en fodboldkamp, demonstration eller lignende. Jeg er ikke et flokdyr.

Hvad betyder det for dig, at Danmark er blevet mere multikulturelt?

-- Det ved jeg da slet ikke, om det er. Det er i hvert fald kun på overfladen, eller det man kalder café-multikulturalisme. Hvis vi var multikulturelle, ville vi ikke have al den snak om værdier og menneskerettigheder, for de er jo slet ikke kulturelle, men universelle. Men alene det, at man siger, at Danmark er blevet multikulturelt, giver anledning til en masse gode diskussioner. Ellers er jeg sådan, at jeg stort set tager tingene, som de er. Hvis Danmark bliver multikulturelt, så må det blive sådan. Jeg er ikke gnostiker, der drømmer om en anden verden.

Hvor trænger samfundet efter din mening mest til politiske forandringer?

-- Overordnet: Mere marked og mindre stat. Jeg synes, universiteterne trænger til forandringer, men ved godt, at her er det umuligt at ændre noget som helst, så der er ikke meget ved at være der mere. Alt går op i kontrol og overvågning. Jeg ville gerne have et privat universitet. Man er ved helt at ødelægge universiteterne, eller i al fald den del, der har med humaniora at gøre.

Hvad er dit yndlings tv-program?

-- Kvindehåndbold, Deadline, Hammerslag og Klovn.

Hvilke håbstegn ser du i verden i dag?

-- Jeg ser masser. Globalt: Den kolde krig er slut. Terroren vil aldrig vinde. Demokratiet breder sig og vil sejre over islamismen. Tror faktisk, det ender godt i Irak og Afghanistan. Millioner er døde i borgerkrige i Mozambique, Angola, Liberia, men det går da alligevel lidt fremad der. Muren i Israel har faktisk forhindret selvmordsbomber, så det er godt, at Folkekirkens Nødhjælp ikke har haft held til at rive den ned. USA er stærkt endnu. Lokalt: Borgerlige valgsejre i Sverige, Tyskland og Frankrig. Fogh ser ud til at kunne fortsætte. EU-traktaten ser ud til at blive en mini-traktat.

steens@kristeligt-dagblad.dkFakta

HANS HAUGE

**60 år, født i Ølgod i Vestjylland, opvokset i Himmerland og Vendsyssel. Faderen præst.

**Cand.phil. i engelsk fra Aarhus Universitet. Fullbright-stipendiat i USA. Lektor i engelsk, senere i nordisk. Dr. phil. på en afhandling om K.E. Løgstrup. Gæsteprofessor i Lund. Modtager af Georg Brandes-prisen.

**Redaktør af "Kredsen", "Kritik", "Dansk Kirketidende", skribent i Kristeligt Dagblad, Berlingske Tidende og nu Jyllands-Posten.

**Omfattende forfatterskab om engelsk, dansk, norsk, amerikansk og canadisk litteratur, kultur, filosofi og formidling. Seneste udgivelse: bidragyder til bogen "Gud efter Grosbøll" (forlaget Anis 2005). Under udgivelse: "Postkolonialisme: En antologi".

**Gift med Winnie, to voksne døtre.