Prøv avisen

Kasper Holten: Man skal både give og tage chancer i livet

0Man skal turde stole på sit instinkt, mener operachef Kasper Holten. – Foto: Sim Cannety-Clarke.

Operachef Kasper Holten er i dag chef for Royal Opera House i London. Det hele begyndte, da han som 20-årig fik en uventet chance og greb den

Solen var ved at stå op, da jeg cyklede syngende gennem Odense med en svævende følelse i kroppen. Jeg var nok også lidt beruset, men jeg var først og fremmest beruset af uventet lykke over livets muligheder. Det var en tidlig forårsmorgen i 1993, jeg var 20 år og havde lige fået den største chance i mit liv. Dengang arbejdede jeg som instruktørassistent for operasangeren og instruktøren Niels Pihl, der i forvejen havde taget en chance ved at lade mig blive hans assistent som uprøvet student med en stor passion for opera. Den havde jeg til gengæld haft, siden jeg var ni år og så Carmen med mine forældre.

Jeg blev faktisk så bevæget og optaget af oplevelsen, at jeg straks gik i gang med at lave mine egne små opera-opførelser derhjemme, først med Legoklodser og siden med dukker som sangere.

Jeg plagede konstant mine forældre om at tage mig med i operaen, og de gav efter og tog mig med i operaen mange gange. Men jeg var stadig så bidt af opera, at mine forældre til sidst ikke gad tage med hver gang. I stedet satte de mig ofte af foran Det Kongelige Teater og hentede mig efter forestillingerne igen, fra jeg var 12 år. På den måde var jeg nok et ret atypisk barn. Jeg ville vide alt om opera og brugte min fritid på at opsætte stykker i stuen derhjemme.

LÆS OGSÅ: Hun søger Gud og finder ham i alle situationer

Alligevel lå det lidt i kortene, at jeg skulle blive økonom og senere leder, ligesom resten af min familie var det. Min far var direktør, min mor var bankdirektør, og min egen studentereksamen lukkede ingen døre. Men mødet med Niels Pihl havde sendt mig i en anden retning.

I stedet for at læse økonomi på universitetet var jeg kommet i en slags mesterlære. Og selvom det selvfølgelig er godt, at samfundet fokuserer på teoretisk viden, tror jeg, at man derigennem sommetider overser kvaliteten af praktiske erfaringer. For mig selv var det i hvert fald guld værd. Gennem samarbejdet med Niels Pihl lærte jeg simpelthen at instruere fra bunden og ned i alle former for detaljer. For man kommer tæt på hinanden under opsætningen af en operaforestilling. Han havde sit eget lille operakompagni i Odense, og folk havde nok også lagt mærke til, hvordan hans tossede 19-årige assistent gik og blandede sig i alle mulige ting. Men jeg kunne simpelthen ikke lade være. For jeg følte mig levende ved endelig at være så tæt på at sætte operaforestillinger op. Alligevel fik jeg en fantastisk overraskelse aftenen før min euforiske morgencykeltur.

Den aften var jeg inviteret til en fest for operaholdet i en privat lejlighed i Odense. Det lignede en almindelig hyggelig fest i halvmørke med stearinlys, god vin og lækker mad. Det blev også en hyggelig aften.

Men mens de andre festede, sad jeg i en sofa sammen med min mentor og diskuterede nørdede operadetaljer. Jeg var sikker på, at han nød at være sammen med et ungt menneske, der elskede opera lige så højt som ham selv, men jeg havde aldrig ventet, at han pludselig ville sige:

Kasper, du skal ikke være instruktørassistent. Du skal selv prøve at instruere en forestilling.

Jeg kunne ikke tro det. Det var en kæmpe chance for ham at tage. Jeg var lige blevet 20 år, og han havde måske kun fire forestillinger om året at gøre godt med, så han var virkelig afhængig af, at de skulle løbe rundt. Men lige der i sofaen skænkede jeg ikke det store ansvar en tanke. Jeg var blot høj over hans forbløffende tillid til mig, og vi snakkede opera sammen hele natten, mens vi drak vin og festede. Og da jeg cyklede hjem om morgenen, var min livsbane allerede ændret.

Tømmermændene meldte sig hurtigt i form af præstationsangst for, om jeg ville kunne leve op til tilliden, men jeg kastede mig ind i kampen og gjorde mit bedste. Det gik heldigvis også godt. Men dengang ville jeg aldrig have troet, at jeg senere skulle få min store drøm opfyldt og komme til at opføre hele Richard Wagners Nibelungens Ring for første gang siden 1912 på Det Kongelige Teater, blive operachef på Det Kongelige Teater eller ligefrem chef for et af vores største operahuse, Royal Opera House, hvor jeg arbejder nu. Det har været et eventyr, der begyndte den aften i H.C. Andersens hjemby. Men oplevelsen lærte mig, at man både skal give og tage chancer i livet. I mit eget job skal jeg tit sige nej, men det er en stor glæde, når jeg alligevel indimellem kan være med til at hjælpe talent på vej. Og som instruktør har jeg også altid stået for at tage chancer. For selv såkaldt sikre succeser tørrer hurtigt ud, hvis man ikke tillader sig selv at eksperimentere med tingene som teater. Og Niels Pihl lærte mig at tage chancer, ligesom han lærte mig at tage arbejdet med opera alvorligt.

Begge dele handler om at turde stole på sit instinkt. Det er ikke altid, at vilde idéer og succes hænger sammen. Men hvis man ikke tør udfordre sig selv, bliver det hurtigt uinteressant og i hvert fald ikke noget eventyr.