Prøv avisen

Martin overlevede sin trang til at dø

0Martin Bødker Fritzen har flere gange forsøgt at tage sit eget liv. I dag finder han mening i tilværelsen ved at være frivillig fodboldtræner og hjælpe andre i sårbare situationer. – Foto: Paw Gissel.

Døden har altid været en mulighed for Martin Bødker Fritzen, og flere gange har han selv forsøgt at gå den i møde. Mere end et årtis selvmordstanker sluttede i 2010, da han fik hjælp til at forstå sig selv og sine destruktive tanker

Ikast. Langt væk fra endnu en ekskæreste, han havde været utro, hundreder af kilometer fra familien, han nok en gang havde skuffet.

28-årige Martin Bødker Fritzen var flyttet til et værelse i Ikast. Året var 2005. I Midtjylland kendte ingen hans fortid. De vidste ikke, at han var blevet fyret fra Brugsen i en lille by på Sjælland, fordi han havde stjålet, og de vidste ikke, at de penge, han stjal, skulle bruges til at finansiere et stadigt voksende pillemisbrug.

Derhjemme følte Martin, at han var en klovn, men det blev ikke bedre af at flytte til Ikast. Selvom ingen i Ikast kendte til affærerne, svigtene, tyverierne og pillemisbruget, hjalp de nye omgivelser ikke på hans selvhad.

Efter en lang gåtur traf Martin en drastisk beslutning. Hvis jeg ikke dur til andet end at gøre folk kede af det, kan jeg lige så godt tage mit eget liv, tænkte han.

Han undersøgte, hvor mange piller der skulle til for at slå sig selv ihjel, og så begyndte han ellers at hælde dem ned, som var det chokoladepastiller. En håndfuld, endnu en og én til

LÆS OGSÅ: Selvmordsforsøg kan skabe nye erkendelser

Mens han lå i sengen, ventende på en reaktion, kom han i tanke om, at han skulle nå at skrive et afskedsbrev til sin søster. I en tumultarisk opvækst med en psykisk ustabil mor var søsteren en af de få, Martin havde kunnet regne med.

Kære Susan. Jeg gør ikke det her for at skuffe dig, men fordi jeg ikke vil være en belastning, begyndte han.

Samtidig begyndte det at summe mærkeligt i hans krop, det føltes, som om han var uden for sig selv.

Inden Martin besvimede, tænkte han på, hvordan det mon føles, inden man dør.

Ifølge hospitalernes opgørelser foretages der årligt omkring 13.000 selvmordsforsøg i Danmark. Der kan dog være tale om et højere tal, fordi registreringen varierer fra de enkelte hospitaler.
Center for Selvmordsforskning anslår, at 6500 personer tegner sig for det årlige antal selvmordsforsøg. En undersøgelse fra Psykiatrisk Center København i 2012 viste, at 17 procent af de selvmordstruede gentog selvmordsforsøget inden for et år.

Hvor mange af de personer, der kommer på skadestuen, er der ingen præcis opgørelse over, men der er en fast procedure for behandlingen og omsorgen. Knap 80 procent af de registrerede selvmordsforsøg foregår ved hjælp af piller, og det første, man bliver spurgt om, er, hvor mange og hvilken type man har indtaget.

Derefter får patienten ordineret aktivt kul, der binder pillerester, så giftstofferne begrænses i at nå til leveren. Så lægges der et drop med modgift, som skal hjælpe kroppen til at nedbryde den forhøjede mængde af paracetamol, som er et smertestillende håndkøbslægemiddel, der hyppigt anvendes ved selvmordsforsøg. Behandlingen foregår under indlæggelse og vil desuden bestå af et psykiatrisk tilsyn, en uddybende samtale mellem en psykiater og patienten.

Hvad skete der egentlig i går?, vil psykiateren spørge, hvorfor er du så ked af det?.

Der handler det om at finde ud af, om der er tale om en reaktion på en i lægesprog akut belastning, altså noget forbigående, eller om selvmordsforsøget skyldes en mere gennemgribende sindstilstand hos patienten. Der er forskel på, om selvmordsforsøget skyldes et brud med kæresten, eller om man har været ked af det igennem en længere periode og mistet interessen for det, man normalt fandt glæde ved.

Imellem disse patienter er der mennesker, der bærer på alvorlig psykisk sygdom, som de skal have behandling for og måske lære at leve med. Det er altafgørende at finde ud af, om der med selvmordsforsøget har været tale om et reelt ønske om at dø, og om det ønske stadig findes hos patienten, når den medicinske behandling er overstået.

Da Martin Bødker Fritzen i 2005 forsøgte at skylle sit liv ned med piller, havde han allerede et stort forbrug af smertestillende medicin. 40-50 piller slugte han hver dag for at holde tankerne om sig selv som en fiasko på afstand. Om det er forklaringen på, at han ikke døde af den høje dosis, vides ikke.

Lettere konfus og med fråde i mundvigen rejste han sig op og så sig selv i spejlet. Jeg ser helt normal ud, tænkte han, hvorefter han krøllede brevet til søsteren sammen og lagde sig til at sove.

Så langt Martin kan huske tilbage, har døden været en mulighed. Tre generationer i hans familie er døde af livsstilssygdomme forbundet med rusmiddelbrug, og han rekonstruerer nemt minderne om besøgene på hospitalet, hvor hans mor flere gange var indlagt.

Der blev aldrig talt åbent om det, men i krogene forlød det, at moderen nok en gang havde forsøgt at tage sit liv.

Martin har heller aldrig selv været god til at tage de tunge snakke. Udadtil har han været en helt normal dreng, der har haft kærester og spillet fodbold. Derfor var det noget af en overraskelse for hans mor og daværende kæreste, da der pludselig stod en politibetjent foran Martin, der på det tidspunkt var 22 år, og de to andre hjemme i haven i 1999.

Det var fem år før selvmordsforsøget i Ikast, og første gang familien blev konfronteret med Martins selvmordstanker.

Politibetjenten havde en udskrevet e-mail i hånden. Modtageren var en producent af en særlig type gift, som Martin vidste kunne gøre en ende på hans liv. Han havde selv skrevet og sendt beskeden dagen før: Dette skulle være udvejen, han ville købe deres produkt.

Martin benægtede alt foran sin chokerede kæreste og mor, men indadtil brændte smerten i ham som en ild, der ikke ville dø ud.

Det ville alligevel ikke gøre nogen forskel, om han tog sit eget liv. Ingen ville bekymre sig om det, tænkte han.

Den følelse, at han grundlæggende er uønsket, har martret Martin i store dele af hans liv. Når han har villet dulme smerten, er han konsekvent søgt til pillerne og anerkendelse i form af nye kvindelige bekendtskaber. Om han har haft en kæreste i forvejen, har ikke gjort nogen forskel for ham.

I 2010 boede Martin i Slagelse. Her havde han fundet sig en sød kæreste, men heller ikke hende formåede han at være tro. Det opdagede kæresten, der ringede ham op en dag, hvor han var på arbejde. Hun ville snakke. Af elskerinden havde hun fået tilsendt billeder, beskeder og e-mails. Håndfaste beviser på endnu et af Martins sidespring. Kæresten smed Martin ud, og det brændte nok en gang i ham. Ikke efter anerkendelse, men efter at forstå, hvorfor han fortsatte med at såre folk omkring sig.

Den hurtige løsning var ikke at finde svaret, men at gå ned til Slagelse Station og finde ud af, hvornår der næste gang kom et gennemkørende tog, der kunne ende hans liv. Sådan tænkte Martin, efter at han havde skrevet til et par præster og en terapeut og var gået ned mod stationen.

Det skulle helst ikke gå ud over mange andre, tænkte han, så det skulle ikke ske i myldretiden. Men det kunne nok desværre ikke undgås, at en togfører ville blive involveret i hans død, spekulerede han.

Martin sad på stationen i et par timer, gik frem og tilbage i tunnelen under sporene et par gange, mens han forsøgte at holde tanken om sin egen død i live. Imens funderede han over, hvem han skulle sende afskedsbreve til. Som var det julekort. Søsteren, faderen og ekskæresten skulle i hvert fald modtage et, og de måtte forstå, at hans død ikke skyldtes dem.

Center for Selvmordsforskning anslår, at hvert selvmord eller selvmordsforsøg i gennemsnit berører fem nære personer, familie eller venner. Det betyder, at omtrent 65.000 mennesker hvert år mærkes af et selvmord eller selvmordsforsøg.

I Region Nordjyllands Enhed for Selvmordsforebyggelse har man som et af de eneste steder i landet oprettet et kursus for pårørende til personer, der har forsøgt selvmord eller har alvorlige selvmordstanker. Det forløber over to gange, hvor de pårørende deltager i mindre grupper. Formålet er at hjælpe de pårørende med at forstå egne reaktioner og få en bedre forståelse af, hvad det vil sige at være selvmordstruet. De hjælpes til at forstå, hvorfor deres partner, barn eller bror har taget så drastisk en beslutning eller går med alvorlige tanker om det.

Der kan opstå en masse modsatrettede følelser hos de pårørende. De kan både være bange for, at deres nære vil forsøge at begå selvmord igen, og samtidig kan de være frustrerede og vrede, selvom de måske er klar over, at personen har følt, at der har været en grund til at træffe det valg.

En del af arbejdet efter et selvmordsforsøg eller efter opdagelsen af, at en nærtstående har alvorlige selvmords-tanker, er at genoprette tilliden og ligeværdigheden mellem pårørende og den selvmordstruede. Det kan dog være svært. Selvmordstruede kan føle sig overvåget og opleve, at de pårørende ikke stoler på dem, mens de pårørende kan være i tvivl om, hvordan de bedst hjælper, og om det er i orden, at de stiller krav.

Kort sagt handler det om at få talt om det, men for at det kan lade sig gøre, må man vide, hvilket sprog der tales.

Martin gjorde ikke alvor af sine tanker på Slagelse Station. Han færdiggjorde heller ikke de breve, han havde stilet til familien og ekskæresten. Da han vendte tilbage til sit værelse i Slagelse, havde et par præster svaret ham, det samme havde terapeuten.

Samtalerne med dem blev hans vej ud af en tilværelse præget af piller, selvhad og dårlige beslutninger. De hjalp ham til at forstå de valg, han havde truffet, som havde smertet andre, og hjalp ham til at forstå sig selv. Som den han er og med den ballast, han har med sig hjemmefra. Og nu er han bare glad for, at han overlevede.

Sådan forholder det sig også for flertallet af de mennesker, man taler med hos Kompetencecenter for selvmordsforebyggelse i Region Hovedstaden til daglig. Her er der et tilbud til mennesker, der har forsøgt selvmord og leder efter redskaber til at komme ud på den anden side med livet i behold.

Mange finder ud af, at de er langt mere elsket og ville være savnet mere, end de havde troet. Før havde de måske følt sig som en byrde eller været meget ensomme. Andre kan føle sig enormt livsbekræftede efter et selvmordsforsøg, fordi de føler, at de får livet tilbage.

Som en tilføjelse til samtaler, rådgivning og fremtidsplanlægning lancerede centeret for nylig en app (program til mobiltelefon) til sine klienter ,Min plan, en kriseplan på telefonen. Den er en afgørende hjælp, hvis en selvmordstruet føler sig psykisk dårligt tilpas. Den er personligt designet til brugeren og indeholder fire funktioner, der hver især kan hjælpe patienterne til at forstå den situation, de er i.

Mine symptomer er den første. Med et tryk på den finder man vej ind til de tanker, der opstår inden selve tankerne om selvmord. Er det for eksempel, når ægtefællen er bortrejst, at de mørke tanker tager over?

De øvrige funktioner i appen kredser om konkrete adspredelser, navne og telefonnumre på mennesker, man har det godt med, og adressen til den nærmeste psykiatriske skadestue.

Det er forskelligt fra person til person, hvad der kan hjælpe dem til at få det bedre. Nogle bruger det at lytte til deres yndlingsmusik eller at lakere negle. Andre giver sig til at bage boller eller læse tegneserier. Det væsentlige er, at man kan finde ro i de værktøjer, der står i kriseplanen.

Lyden af ens yndlingssang er naturligvis ikke nok til at helbrede sig selv for tanker om selvmord, og mange er bange for, at de igen skal falde tilbage i en tankerække, der leder mod at skade sig selv.

Derfor gør de på kompetencecenteret meget ud af at sige, at tanker om selvmord er en midlertidig tilstand, og i en midlertidig tilstand må man ikke tage store beslutninger. Selvmord er ikke en god løsning. Det er ikke en mulighed, råder de.

I dag bor Martin Bødker Fritzen, der er 37 år, på Nørrebro i København. Han læser hf og har en drøm om at blive psykolog. Stofferne og selvmordstankerne har han kasseret.

Martin er ikke nervøs for, at han skal få en impuls til at forsøge at begå selvmord igen, men han er bevidst om, at han kan komme dertil igen. Følelsen af skyld og skam er ikke forsvundet, men Martin har fundet noget til at erstatte den: at arbejde som frivillig fodboldtræner og at hjælpe andre i sårbare situationer. Det gør han igennem sin hjemmeside, hvor han taler åbent om stofmisbruget og selvmordsforsøgene, som han også holder foredrag om.

Også den medmenneskelighed og forståelse, han mødte hos præsterne og terapeuten, har hjulpet Martin. Han hader ikke længere sig selv.

Det er ikke fordi, han pludselig er blevet troende, men bare det at være i en kirke har givet ham en enorm ro og tryghed. Det minder ham om de snakke, han har haft med præsterne. De overbeviste ham om, at han ikke er et dårligt menneske, selvom han så mange gange har såret andre og sig selv.