Prøv avisen
I mellemtiden

”Katten ruller om på ryggen og spinder kælent. Jeg bøjer mig ned og aer den. Den bider mig i hånden. Det er et af dens yndlingstrick.”

Kåre Gade skriver hver uge om det at være midt i livet. Han er født i 1961, journalist og præstemand. De tre voksne sønner er, indtil andet er bevist, flyttet hjemmefra, og han og konen er alene i hjemmet, som p.t. ligger i London. Foto: Foto: Bjarne Nørum

Jeg er alene hjemme i en uge og har sat mig for at bevise, at jeg godt kan undvære alkohol.

”Det bliver jo nemt for dig, når jeg ikke er der til at bringe dig i ulykke,” siger fruen.

Jeg er en gang kommet til at antyde, at jeg ville være mere afholdende, hvis jeg ikke var så uheldig at bo sammen med en, som kan åbne en flaske rødvin og nøjes med et enkelt glas. Det er ikke en teori, jeg har behov for at lufte igen, men i mit stille sind tænker jeg, at det passer. Det hører med til min profil som højt fungerende alkoholiker, at jeg ikke sidder og drikker alene.

Allerede den første dag går det op for mig, at det muligvis skyldes, at jeg aldrig har haft chancen. I hvert fald forekommer tanken om at dele en halv flaske god rødvin med mig selv ganske attraktiv, da jeg er på vej hjem fra arbejde.

Da jeg tænder lyset i entréen, giver det et sæt i mig: Katten, som jeg havde glemt alt om, sidder på løberen og stirrer på mig. Den er ikke vant til at være alene hjemme. Har den siddet og ventet på mig? Den ruller om på ryggen og spinder kælent. Jeg bøjer mig ned og aer den. Den bider mig i hånden. Det er et af dens yndlingstrick.

Jeg går ud i køkkenet, åbner skabet med vinflaskerne, lukker det igen, skænker et stort glas vand og begynder at finde ting frem fra køleskabet. Katten følger i hælene på mig rundt i køkkenet. Den vil fodres. Jeg vil lære den, at man ikke skal bide den hånd, der fodrer en. En udholdenhedskamp følger. Efter 40 sekunder har katten vundet.

Så snart den har tømt sin madskål, forsvinder den, og jeg ser den ikke før næste dag. Den har formentlig besluttet, at min betydning i dens tilværelse er reduceret til det minimum, der skyldes, at jeg stadig er den eneste af os, der kan åbne en dåse kattemad. Jeg spiser alene og drikker vand til, sætter mig til at arbejde, laver te, kan ikke koncentrere mig, laver mere te, drikker et glas vand og går tidligt i seng.

Sådan går de glædesløse døgn med at spise, sove og arbejde. Katten nøjes antagelig med at spise og sove. Selv om jeg, i betragtning af hvordan den kigger på mig, når jeg kommer hjem, ikke ville blive overrasket, hvis den tilbringer dagene foran computeren med at google ”kat dræber sin ejer”. Det er tænkeligt, at den allerede har en færdig plan, men holder mig i live, indtil den har løst problemet med den efterfølgende forsyningssituation.

Jeg begynder at tage i soveværelsesdøren for at sikre mig, at den er ordentlig lukket, inden jeg lægger mig til at sove.

Jeg sender en sms til fruen: ”Katten og jeg går hinanden på nerverne. Har muligvis delirium tremens. Kom hjem.”

To aftener senere står fruen i køkkenet og åbner rutineret en flaske rødvin. Vi drikker et par glas hver til maden. Jeg skænker et glas mere, sætter mig i lænestolen foran fjernsynet og mærker en velsignet ro sænke sig. Da jeg vågner sidst på aftenen, ligger katten og sover tungt på skødet af mig.