Afsked med vanskelige relationer

Når man som voksen ikke oplever sig taget godt nok vare på af sine forældre, må man søge at finde forståelse og forsoning. Samtidig skal man tage vare på sig selv og ikke håbe på det umulige

 Vi synes, at jeres breve på en fin måde beskriver den svære og vigtige balance, man må finde, når man ikke oplever sig taget godt nok vare på af sine forældre, nemlig at forsøge at finde forståelse og forsoning, og samtidig kunne se det i øjnene, når det ikke er muligt, således at man ikke håber på det umulige og i årevis mister sig selv og bliver yderligere belastet.
Vi synes, at jeres breve på en fin måde beskriver den svære og vigtige balance, man må finde, når man ikke oplever sig taget godt nok vare på af sine forældre, nemlig at forsøge at finde forståelse og forsoning, og samtidig kunne se det i øjnene, når det ikke er muligt, således at man ikke håber på det umulige og i årevis mister sig selv og bliver yderligere belastet. Foto: Mette Frandsen.

For en måned siden skrev Mathilde til os i brevkassen om sine store vanskeligheder i forhold til sin mor, som altid havde overset hende. Mathilde havde følt sig behandlet som et andenrangsmenneske. Samtidig var moderen i den store verden en hyggelig, dygtig og populær person. Mathilde tænkte meget på, hvordan hun skulle agere til hendes begravelse, når den kom, om hun skulle blive væk eller hvad? Vi havde forskellige tanker og råd til Mathilde, men også andre af brevkassens læsere har fået lyst til at bidrage. I dag kommer der tre breve om Mathildes problemstilling.

Kære brevkasse

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

I svarer Mathilde meget fint og følsomt, og langt hen ad vejen er jeg meget enig med jer. Jeg synes bare, der er flere muligheder for Mathilde. Måske den præst, der er i hendes sogn, kan inddrages tidligere i processen, da mange præster er meget dygtige til sjælesorg. Netop hvis Mathilde føler sig alene i sin familie- og vennekreds, kunne det være et brugbart alternativ, samtidig med at det ofte er en god idé at få ”neutrale” ører til at lytte til ens historie.

Jeg mener endvidere, at den endnu levende mor måske ikke ved, hvordan tingene har set ud fra Mathildes side, og at hun muligvis ville blive ked af, at hun på den måde havde ageret så ukærligt og ufølsomt over for sin datter, som tilfældet har været. Jeg ville selv ønske, at der blev tonet rent flag over for mig fra mine børns side, hvis jeg havde unddraget dem min kærlighed. Alle har krav på sandheden. Jeg har svært ved at forestille mig, at en mor ikke konfronteret med sin voksne datters følelser og indtryk fra et langt liv vil forsøge at gøre det godt igen og få rettet op på alt det manglende, når smerten ved sandheden først har fortaget sig.

I øvrigt er jeg helt enig med jer i, at begravelsen ikke er stedet til store opgør, og det er vigtigt for Mathilde at være med til den og at få sat det endelige punktum, der gerne skulle være et godt punktum. Derfor mener jeg også, at det er bedst, hvis forsøget på at få renset ud og ryddet op er gjort, så der ikke efterfølgende kommer det følelsesmæssigt svære: Kunne jeg have gjort mere for, at vi blev forsonet, kunne jeg have åbnet for en tilnærmelse mellem os og så videre. Det gør også ondt, og på det tidspunkt må man leve med det.

Venlig hilsen Rie

Kære brevkasse

Når jeg læste Mathildes brev tænkte jeg, at bare jeg kunne sidde overfor hende. Men I formidler vel ikke kontakt? For jeg forstår hendes problem til hudløshed. Heldigvis fik jeg tilgivet min mor, inden hun døde 90 år gammel, og dermed fik jeg ro i sindet. Jeg kunne skrive en hel bog om forløbet, men det undlader jeg. Mathildes fortid kan ikke laves om, men forståelse og indsigt kan være med til at give ro i sindet.

Venlig hilsen Karin

Kære brevkasse

Mathildes historie fik mig til at fortælle min egen. Min mor havde et svært sind, hvor hun vekslede mellem et utroligt lavt selvværd og et behov for at være det evige midtpunkt. Jeg havde følelsen af aldrig at måtte hæve mig op over hende. Det var virkeligt tungt og afstedkom et liv, hvor jeg brugte mange kræfter på at analysere mit forhold til hende. Det blev fra min side til et pligtforhold, hvor jeg talte hende efter munden for at få fred. En veninde af mig har den modsatte mor, som er kærligt nærværende, en mor man kan gøre ting sammen med på en kærlig måde. Det har jeg tit misundt hende. Engang spurgte jeg hende, hvem af os der mon ville få det sværest, når vores mødre døde. Hun, som ville miste en varm og kærlig mor, eller mig, som ville miste en mor med et svært sind. Vi fandt jo ikke svaret på det tidspunkt. Men for et par år siden blev min mor så alvorligt syg. På hendes sygeleje var jeg den pligtopfyldende datter. Jeg var ved hendes side, da hun døde, og til begravelsen var der andre, der talte om hende.

Efterfølgende fik jeg tilskud til 10 behandlinger hos en psykolog. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg ikke kunne tale om min mor. Der var helt tomt. Psykologen anbefalede, at vi lavede noget kropsterapi. Det var fantastisk. Min krop gav slip på alt det gamle. Jeg havde for eksempel altid haft en stor knude i maven. Den var så fysisk mærkbar, at min læge havde fået mig scannet. En massør kaldte den mit andet hjerte, og jeg havde bare lært at leve med den. Den forsvandt, bekymringerne forsvandt, og mit nervesystem faldt til ro.

Selvom det kan lyde hårdt, må jeg sige, at jeg ikke savner min mor. Jeg føler mig fri. Men jeg tror ikke, jeg ville ha følt mig helt så fri, hvis jeg ikke havde gået hele vejen i forbindelse med hendes lidelser, eller hvis jeg var blevet væk fra begravelsen. Så slutter det aldrig. Til Mathilde vil jeg derfor sige: Mens din mor er i live, må du forsøge at frigøre dig fra hende mentalt. Personlig tror jeg ikke på de store konfrontationer. Det forværrer det bare. Det kan føles ensomt og op ad bakke, og selvom du ikke kan slippe hende nu, så sker der altså noget hele tiden, hvis man er bevidst om det. Kroppen og dermed psyken kan heles. Ved begravelsen kan du så samtidig begrave den magt, hun har haft over dit liv, og finde fred med hende. Begynd et nyt kapitel med dig selv om halsen. Andre kan selvfølgelig være en hjælp, men vi kan godt selv.

Venlig hilsen Nanna

Kære Brevskrivere

Vi kan almindeligvis ikke sætte brevskrivere i forbindelse med hinanden. Men det er også godt, at andre skriver om det samme, så man kan opleve sig genkendt og dermed ikke er alene med svære erfaringer. At have et komplekst forhold til sine rødder er sårbart, fordi vi både er så afhængige, når vi er små, og fordi der er gemt så gode ressourcer i den relation, når den er tryg og gensidig. Så det er en sorg eller et tab, når det ikke er muligt. Vi synes, at jeres breve på en fin måde beskriver den svære og vigtige balance, man må finde, når man ikke oplever sig taget godt nok vare på af sine forældre, nemlig at forsøge at finde forståelse og forsoning, og samtidig kunne se det i øjnene, når det ikke er muligt, således at man ikke håber på det umulige og i årevis mister sig selv og bliver yderligere belastet.

Mange hilsener