Prøv avisen
Klassiker

Min bøn: En taknemmelighedshandling, en pause og et lille hallo

Mere end hver fjerde dansker beder dagligt en bøn.

Christopher Arzrouni, Bodil Jørgensen og fem andre kendte danskere sætter her ord på, hvad bøn er for dem

I dag er det store bededag, en særlig dansk helligdag, der falder den fjerde fredag efter påske. Bøn er den mest udbredte religiøse praksis. Skønt vi sjældent taler om det, så beder flertallet af danskerne, og mere end hver fjerde beder dagligt.

Christopher Arzrouni, Bodil Jørgensen og fem andre kendte danskere fortæller her, hvad bøn betyder for dem.

Christian Mejdahl (V), 74 år, forhenværende formand for Folketinget:

”Bøn har været en naturlig del af mit liv, siden jeg var barn. For mig er bøn en måde at lægge dagen i Guds hånd på, og det er forbundet med stor tryghed, og jeg forbinder det på ingen måder med noget mystisk.

Uanset hvor travl min dag har været, så har vi holdt morgenandagt. Når vi har spist morgenmad, så holder min kone og jeg andagt sammen.

Vi har den røde husandagtskalender fra Brødremenigheden, som vi læser et stykke af, og så beder vi en bøn.

I de 20 år, hvor jeg var meget på Christiansborg, havde vi en husandagtskalender her og en i lejligheden i København, så læste vi det samme stykke.

Det er en værdifuld gave at have en ægtefælle, som er forankret i den samme tro." 

Leonora Christina Skov, 37 år, mag.art., forfatter og litteraturanmelder ved Weekendavisen:

”For mig er bøn en lydløs samtale med Gud. Det er også en taknemmelighedshandling, når jeg er glad, og en trøst, når jeg er ked af det.

Da jeg var fire år, begyndte min mormor at læse børnebibelen for mig, gav mig lov til at trække et mannakorn fra et stort skrin hver morgen og lærte mig at bede Fadervor, og i mange år bad jeg Fadervor ved sengetid. Bønnen får mig til at føle mig meget mindre alene.

Min mormor sagde ofte, at Gud har lagt tingene til rette for os. Det var den følelse, hun sad tilbage med, når hun bad. Jeg ville ønske, jeg også kunne tro, at alting skete af en grund, men jeg tror nu snarere, tingene sker, fordi jeg arbejder hårdt for dem. I bønnen mærker jeg, om jeg er på vej i den rigtige retning.

På den måde er bøn vældig meditativt og afklarende for mig.”

Henrik Stubkjær, 52 år, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp:

”For mig er bøn noget meget personligt og lidt intimt, som betyder meget for mig.

Jeg oplever klart, at bønnen går længere end rummet, vi er i, og jeg kan have en følelse af at blive hørt: Jeg kan overvældes af tak, mærke en dyb glæde og nogle gange kan svaret være ro i en svær situation. Jeg er opdraget med Fadervor ved sengetid, og Fadervor er fortsat som en klippe i min bønspraksis.

Jeg er ikke til lange bønner, men mere til korte samtaler med Gud. I bønnen ligger der en søgen indad. Det er her, jeg henter kraften til at gå ud og være menneske og stå i det, som kan synes håbløst. Bønnen sender mig ud.”

Erling Tiedemann, 81 år, forhenværende amtsborgmester, tidligere formand for Det Etiske Råd:

”For mig er bønnen ofte en kort tanke eller et lille hallo. Det kristne liv går ud på at forholde sig til Gud og næsten. De to dele kan ikke skilles ad, og dermed bliver bøn en normal kristen livsytring, men selv de hedeste bønner kan ikke erstatte engagementet i næstens ve og vel.

Eller omvendt. Selv det mest helhjertede, sociale engagement kan ikke undvære, at der er en direkte kommunikation med Gud. Jeg er ikke egnet til timelange spiritualitetsøvelser og taber tråden, hvis bønnerne er lange. Mine bønner er korte henvendelser til Gud.

Ikke fordi jeg tror, Vor Herre går rundt og glemmer mig, men jeg går ofte og glemmer ham, og så er en lille bøn en måde at reetablere den kontakt, som hviler på hans barmhjertighed. Jeg læser ofte i Bibelen og bruger den til lectio divina, som er en bedende bibellæsning.

Når jeg gør det, kan det ske, at en detalje i en tekst går op for mig med fornyet styrke og afklaring, så det næsten kan udgøre et svar på bøn.”

Paula Larrain, 44 år, journalist og redaktør på hjemmesiden "Dit perspektiv":

”Jeg bruger bønnen til pauser, eller når jeg gerne vil have hjælp fra Gud.

Jeg blev kristen, da jeg var 33 år, men jeg har brugt lang tid på at tage bønnen til mig i min hverdag. Jeg har bedt med på bønnerne i kirken, men det var svært for mig at integrere det i min dagligdag, måske fordi jeg ikke troede nok. For mig er troen en proces, og nu er jeg kommet frem til et punkt, hvor jeg bruger bønnen aktivt i hverdagen, hvad enten det er Fadervor eller en personlig bøn.

Jeg oplever samme ro gennem bøn, som jeg finder i meditation, men bønnen kræver ikke så megen tid: Jeg har en vertikal forbindelse og slipper tanker og bekymringer. Jeg holder en del foredrag og er ofte ordstyrer. Inden jeg skal på scenen, beder jeg om støtte til at gøre mit arbejde så godt som muligt, så mine ord kan blive til nytte.

Bønnen hjælper mig til at holde fokus på det, som jeg ser som min mission i livet: At være til gavn og nytte.”

Christopher Arzrouni, 46 år, debatredaktør på Børsen og medlem af Det Etisk Råd:

”Der er tre situationer, hvor jeg beder. Jeg beder, når jeg er på spanden eller bange.

Forleden dag skulle jeg klatre op på vores tag. Jeg var virkelig bange, og bønnen kom helt spontant. Når jeg virkelig er ude af flippen, sker det helt automatisk, at jeg beder Fadervor, men jeg prøver ikke at misbruge det. I mit hjem gik vi af og til i kirke, men jeg er ikke vokset op med aftenbøn og kan ikke erindre, hvem der har lært mig Fadervor, men vores fire børn bliver ofte puttet med Fadervor som en del af ritualet. Når jeg går til nadver, beder jeg en mere personlig bøn.

Min kone er præst, så jeg knæler typisk sammen med vores fire børn, som jeg beder for, ligesom jeg beder for min familie og afdøde familiemedlemmer under nadveren.”

Bodil Jørgensen, 53 år, skuespiller:

”Da jeg var lille, havde jeg svært ved at falde i søvn. Det havde min far også, men han fortalte, at han bad Fadervor, og det hjalp ham til at falde til ro. Jeg gjorde det samme og har også lært det til mine tre børn. Bøn er for mig at kigge op og ind på samme tid.

Det er at takke for de nye, fine, grønne blade, mens jeg cykler, eller at dele min undren over det, som er udfordrende. Min sognekirke, Stefanskirken, er åben for bøn, og man kan tænde lys. Jeg er glad for at være i kirkerummet og bede.

Jeg beder til Vor Herre eller hyrden Jesus og finder en stor befrielse i at bede, ikke mindst i en tid, hvor teknologien lægger sin tunge, klamme hånd ned over vores hverdag, for bønnen er et mysterium, hvor vi må holde op med at spørge og være tavse og glæde os, mens vi nøgent rækker blikket op og beder til Gud. For mig er der megen kraft til at klare dagen og vejen i bønnen.”

FAKTA: Store bededag
 

* I 1686 blev store bededag indført som helligdag. Oprindeligt hed dagen ”ekstraordinær, almindelig bededag”. Det var Roskildes biskop Hans Bagger, som indførte dagen, som var en dag tænkt til bøn, faste og bod. Mange forbinder store bededag med Christian VIIs livlæge Struensee, men dagen fandtes før hans tid. Når dagen kobles med Struensee, kan det skyldes, at bededag overlevede den store helligdagsreform, som Struensee stod bag.
 
* Store bededag blev indvarslet aftenen før ved klokkeringning fra landets kirker. Lyden af klokkerne var et signal til kroer og andet om at lukke, at der ikke længere måtte drives handel, og man skulle afholde sig fra arbejde, rejser, leg og spil til efter gudstjenestens afslutning. Helligdagen forbindes med varme hveder, som spises aftenen inden store bededag. Bagerne kunne ikke levere friskbagt brød på bededagen, men bagte hvedebollerne aftenen før. Skikken med varme hveder kan dateres tilbage til 1800-tallet.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Pressefoto
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen