Prøv avisen
En scene fra mit liv

Zornig: Ofrets position kan sagtens blive for bekvem

Lisbeth Zornig Andersen. Foto: Claus Bech/Scanpix.

En verbal lussing fra hendes mand fik selvstændig konsulent og debattør Lisbeth Zornig til at gøre op med den offerrolle, hun så sig selv i

Jeg har altid haft en bestemt fortælling om mig selv. Den handler om, at min barske opvækst fuld af svigt og misbrug er en gyldig grund til, at jeg på mange måder har levet mit liv på en speciel måde.

Jeg er kontrolfreak ud over det sædvanlige. Indtil for cirka tre år siden kunne jeg ikke gå ud ad døren uden at vide, præcis hvor lang tid det ville tage, før jeg nåede frem. Jeg skulle have adresser, telefonnumre, alting i orden. Jeg tog aldrig på ferie langt hjemmefra, for jeg var bange for alt det uforudsigelige. Alle var klar over, at de ikke skulle lave surpriseparty for mig, og jeg hadede uventet besøg.

Jeg brød mig ikke om at sidde for tæt på andre, og jeg ville ikke have ryggen mod døren, når jeg var på restaurant. Jeg kunne sågar lave en kæmpe scene, hvis min mand redte vores seng på en forkert måde. I i det hele taget kunne man sætte et ur efter mit liv, for alt var rutiner.

I 39 år var jeg sluppet afsted med den opførsel, for jeg var jo et offer for min opvækst. Og ofre kan man ikke kritisere. Men en aften for cirka tre år siden havde min mand fået nok. Jeg kom dybt oprevet hjem fra et bestyrelsesmøde, hvor jeg syntes, andre havde stillet urimelige krav til mig. Men i stedet for trøst gav min mand mig en kæmpe skideballe. Jeg skulle holde op med at tro, at jeg var så skrøbelig, sagde han. Jeg skulle holde op med at bruge min opvækst som alibi for at være så firkantet. Og jeg skulle holde op med kun at omgive mig med terapeutiske venner, som støttede mig i alt, hvad jeg gjorde.

Først blev jeg gal, men så indså jeg, at det var et normalitetsspejl, han holdt op foran mig. Og at jeg opførte mig dybt unormalt. Jeg havde brugt min fortid som en kuvøse, og hele min tilgang til verden var enormt overbeskyttende og begrænsende også for mine børn og min mand. Det var ikke en særlig pædagogisk eller empatisk måde, han fik det sagt på, men det var præcis, hvad jeg havde brug for for at rykke mig. Og for at erkende, at ofrets position sagtens kan blive for bekvem. Det kan virke paradoksalt, men man kan blive forfærdelig egoistisk og forkælet af at have en voldsom opvækst jeg var bare ikke bevidst om det.

Efter min verbale lussing gik jeg i gang med at eksperimentere med, hvad jeg egentlig kunne tåle. Jeg droppede nogle af alle reglerne, blev mere impulsiv og satte mig ind i min bil uden alt det der forarbejde.

Det var enormt grænseoverskridende, men langsomt er jeg blevet stadig mere modig. Jeg er ikke normal endnu, og jeg kan stadig opleve dybe dyk for eksempel hele sagen om millionen fra Annette Vilhelmsen (tidligere socialminister for SF, red.). Den sag havde knækket mig tidligere, det gør den ikke nu.

Det interessante er, at jeg ville have fortsat resten af livet i konstant alarmberedskab, hvis ikke min mand havde skubbet mig ud af kuvøsen. Det havde betydet, at jeg aldrig var gået selvstændig som konsulent, for det er et liv fuldt af usikkerhed. Jeg ville også have afskåret mig fra mange andre ting, og det er det budskab, jeg i dag forsøger at give videre til folk omkring mig, der også har fået slag i livet.

Nu siger jeg til børnehjemsbørn, der er vant til altid at have voksne omkring sig, som er betalt for at spille kalaha og tale med dem: Vågn op! I den virkelige verden handler alt socialt samvær ikke altid om dig. Vi skal ikke kun tale om dine problemer.

Jeg har fået øjnene op for, at folk som mig, der har haft en hård opvækst, kan være megairriterende, fordi vi har svøbt os selv ind i den der offerrolle og derfor føler, at vi ikke har pligt til at være noget for andre. At vi har ret til ikke at gå på kompromis med egne behov på grund af det, der er sket med os. Men den tilgang til livet er ødelæggende i længden. Og kommer man ikke ud af den, ender man med at blive meget ensom.