På livslang mission for solidaritet og næstekærlighed

Journalist og forfatter Gretelise Holm, der har skrevet en ny erindringsbog, har været drevet af sociale ambitioner på sine egne vegne og af retfærdighed og retssikkerhed for samfundets svageste

”Jeg er ikke drevet af kunstnerisk nødvendighed, men af journalistisk formidlingspligt. Det er i den ånd, jeg har skrevet mine mange bøger,” siger Gretelise Holm, der driver sit eget forlag fra villaen i Brønshøj, hvor hun bor sammen med sin mand, pensioneret læge Knut Wallevik. Begge fotos: Leif Tuxen.
”Jeg er ikke drevet af kunstnerisk nødvendighed, men af journalistisk formidlingspligt. Det er i den ånd, jeg har skrevet mine mange bøger,” siger Gretelise Holm, der driver sit eget forlag fra villaen i Brønshøj, hvor hun bor sammen med sin mand, pensioneret læge Knut Wallevik. Begge fotos: Leif Tuxen.

Gretelise Holm boede i fire år fra 1993 til 1997 i Zimbabwe i Afrika, hvor hendes mand, Knut Wallevik, der var speciallæge i klinisk immunologi, var udstationeret som chefrådgiver på et stort Danida-støttet aids-program. Hun havde forestillet sig, at hun for første gang i sit liv skulle være hjemmegående husmor, nyde lediggangen og sidde ved poolen med en gin og tonic. Men som det er karakteristisk for den engagerede journalist og forfatter, blev hun hurtigt knyttet til et projekt, der arbejdede med forbedring af kvinders retsstilling i seks lande i det sydlige Afrika.

”Noget af det, der overraskede mig mest, var den bastante opfattelse af kvinden som ejendom,” siger Gretelise Holm.

Et eksempel er enkearv, som var udbredt i landdistrikterne i Zimbabwe. Her overværede hun i en landsby en enkearvs-seance, hvor boet efter en mand i 30erne, der var død af aids, skulle fordeles til hans retsmæssige arvinger, hans brødre. I boet var også hans enke og børn, og hun havde nu valget mellem to brødre. Den ene, der havde fire koner i forvejen, var 20 år ældre end enken og en af landsbyens barfodede åndelige overhoveder, kaldet apostle. Den anden var yngre og præsentabel, havde kun én kone og boede i hovedstaden, Harare. Hun endte med at vælge apostlen.

”Jeg ville have taget den anden. Men det er jo smag og behag,” siger Gretelise Holm og ler.

Den 68-årige journalist, debattør og forfatter til en lang række fagbøger og kriminalromaner, deriblandt Karin Sommer-serien, fortæller historien om de to mand frem for en aids-enke i sin nye erindrings- og debatbog, ”Kærligheden, kampen og kloden”, der netop er udkommet på hendes eget forlag Teli Media.

Det er en selvstændig fortsættelse af hendes første erindringsbog, ”Jesus, pengene og livet”, der handler om hendes opvækst i fattige jyske landdistrikter som nomadebarn i en familie med otte børn. Moderen, der havde en fortid som kaptajn i Frelsens Hær, havde indgået en pagt med Gud om at samle de faldne op og bjærge deres sjæle for evigheden, og faderen var uligevægtig og voldelig.

Denne gang er det voksenlivet, hun fortæller om som hustru, mor, samfundsengageret journalist på dagbladet Politiken, Berlingske Tidende og fagbladet Sygeplejersken, prorektor på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, årene i Afrika og den nye tilværelse som fuldtidsforfatter.

”Man skiftevis griner og græder,” skrev en anmelder om ”Jesus, pengene og livet”. Det samme kan siges om ”Kærligheden, kampen og kloden”. For den røde tråd i hendes virke kampen for social retfærdighed og retssikkerhed og en instinktiv afsky for patriarkalske autoriteter har ikke altid gjort livet let for hende. Men morsom er blandt andet hendes udlægning af sammenstødene med ledelsen anført af daværende chefredaktør Herbert Pundik på Politiken i 1970erne, der indimellem ikke var begejstret for hendes feministiske anslag og insisteren på afsløringer af den dømmende og udøvende magtelites undertrykkelse af småkriminelle, indvandrere og kvinder.

Journalistisk har hun været vidt omkring fra handicappede med ringere vilkår end dyrene i Zoologisk Have til økonomiske plattenslagere med royale forbindelser. På den lade side har forfatteren ikke ligget, for hold da op, hvor har hun nået meget i sit liv.

”Jeg er også selv lidt forbløffet, for så travlt synes jeg heller ikke, jeg har haft. Men alligevel er jeg forbavset over mængden af det, jeg har fået fra hånden, og over, hvordan jeg har fundet tid til det,” siger Gretelise Holm.

Hun driver sit forlag fra den store villa i Brønshøj, hvor hun bor med sin mand, der er pensioneret læge. Han er i arbejdstøjet ude i den frodige have, hvor der er drivhus, bålplads med en sort gryde hjembragt fra Afrika og lysthus. Inden døre er forlagskontoret også indrettet med fladskærm og barneseng, til når børnebørnene kommer på besøg. Og der er stempelkaffe og ostemadder i havestuen med udsigt til Bellahøj og højhusene.

For Gretelise Holm har det været en god personlig proces at skrive sine erindringsbøger.

”Jeg har forsonet mig med mange af de ting, der er sket, og har kunnet se en sammenhæng i det. Nogle gange kan man synes, at det har været så fragmentarisk, men jeg har fået samling på det. Og jeg kan se, at der er temaer, der er vendt tilbage, som kvinders retsstilling og sociale forhold, da jeg var i Afrika. Det var også dér, jeg mistede den sidste rest af selvmedlidenhed over at have haft en fattig opvækst. Pludselig var jeg selv en del af den ekstremt rige hvide overklasse, og når jeg så de fattige afrikanske børn, kunne jeg ikke længere ynke mig selv over ikke at have haft rindende vand og toilet i min barndom. Ringen var sluttet.”

”Jeg har rejst land og rige rundt og holdt foredrag om min første erindringsbog Jesus, pengene og livet. Dengang jeg var barn, kendte man ikke hinandens vilkår. I dag kender man ikke hinandens historie. Når jeg kommer til Tarm, Ringkøbing og andre vestjyske byer, sidder folk med tårer i øjnene, fordi de hører deres egen historie. Og når jeg er i Gentofte, Hellerup og Fredensborg begriber folk ikke, at der ikke blev grebet ind. Men dengang var det helt normalt at leve sådan for landproletariatet, der var en betydelig majoritet i Danmark.”

”Vi var 26 i min klasse, og de 22 gik ud af skolen som 14-årige. Det var helt normalt. Så når vi i dag får at vide, at vi fra 68-generationen har været forkælede, er det en historie, som ingen af os landbobørn kan genkende. Der var hverken skolebus eller SU dengang. Myten om 68erne hænger nok mere sammen med, at der var nogle politikere, der ønskede at afskaffe efterlønnen.”

Gretelise Holm er vokset op i en tid, hvor velfærdssamfundet blev opbygget, og det blev muligt med social mobilitet. Alligevel er det nærliggende at spørge, hvordan hun trods sin hårde baggrund har klaret sig så godt.

”Jeg har haft tre store held. Det første var, at jeg tidligt havde store skolesejre, selvom jeg har gået i 6 forskellige skoler og haft 10 barndomshjem, fordi jeg havde fantastiske lærerinder, der lavede aldersintegreret undervisning. Det var de nødt til, fordi der sad tre-fire årgange i klassen. Dér fik jeg et enormt forspring, og når jeg skiftede skole, blærede jeg mig med alt det, jeg kunne.”

”Hvis et barn var egnet, og forældrene var med på det, kunne man få betalt sine skolepenge af sognet. Så i 1960 kom jeg ind på Kolding Private Realskole. Det var det andet store held.”

”Det tredje var, at jeg kom ind et sted, hvor jeg kunne gøre piratkarriere. Jeg blev som 17-årig journalistelev på Kolding Folkeblad, og da jeg var 19 år, blev jeg ansat som københavner-reporter på dagbladet Vestkystens Christiansborg-redaktion. Jeg kunne ikke have fundet en anden uddannelse, hvor man kunne gøre karriere så hurtigt. Men det var svært, og det var med lodder og trisser, at jeg fik en elevplads, for journalistik var også dengang et modefag. Jeg kom aldrig på Journalisthøjskolen, til gengæld blev jeg mange år efter skolens prorektor,” siger hun, ler igen og fortsætter:

”10 års skolegang gjorde alverden til forskel dengang. Men jeg har også været stædig og har klart haft sociale ambitioner. Jeg ville væk fra landdistrikterne og være fri for økonomiske problemer, ikke være afhængig af andre og gerne have social anerkendelse. Og jeg har aldrig været arbejdsløs, for når jeg ikke har været fastansat, har jeg arbejdet freelance,” siger Gretelise Holm.

Som journalist har hun levet op til rollen som samfundets vagthund og talemåden om pressen som den fjerde statsmagt.

”Jeg voksede op med Watergate-skandalen, og vi talte dengang meget om at være vagthunde og holde øje med magten i demokratiet. Hovedopgaven som journalist dengang og i dag er at se til, at alt går rigtigt til, når den enkelte borger er i konflikt med statens magtfulde systemer som politi-, rets- og fængselsvæsen. Også derfor begræder jeg meget afskaffelsen af retsreportagen i medierne i dag.”

”Jeg syntes, det var virkelig spændende at være dagbladsjournalist. Vi ville noget med det dengang og kæmpede meget med sagerne.”

”I dag har journalister det med at piske en stemning op mod rockere og terrorister, uden at der måske er belæg for det. Jeg har altid frygtet de der heksejagtstemninger. I stedet skal journalister holde hovedet koldt. Dér, hvor vi skal ind, er, hvor det enkelte menneske står over for staten. Hvis jeg var aktiv journalist i dag, ville jeg kigge på terrorsager og hemmelig retspleje, hvor man kan anklage folk, uden at de kan få at vide, hvad de er sigtet for. Og jeg ville se på sager med civile provokatører, der får folk til at begå kriminalitet. Grænserne er blevet udflydende.”

”Der er både plusser og minusser ved medierne i dag. På den ene side er journalistik blevet ekstremt underholdende, fordi man hele tiden er i konkurrence om at få klik på nettet. Men der er også det undersøgende program ”Detektor” på DR. Efter min mening burde alle være detektor-journalister. Og der er den journalistiske virksomhed Zetland, der laver lange dybdeborende artikler på nettet. Der er lommer med dygtige journalister. Krisen i branchen betyder, at man er blevet desperat for at sælge, og hvis man sigter lavt, rammer man flere. Men der er også gode tendenser. Sagde jeg ikke det, var jeg en sur gammel en.”

I ”Kærligheden, kampen og kloden” fortæller Gretelise Holm om ægteskabet med Knut Wallevik, som hun mødte i 1972, blev gift med et par år senere og fik to døtre sammen med. 43 år har de holdt sammen noget af en bedrift set i forhold til skilsmissestatistikkerne.

”Det er et af mit livs triumfer. Jeg synes, at man for let lader sig skille i dag. Bygger man ægteskabet på seksuel tiltrækning, er det som at lægge dynamit under forholdet. For når den forsvinder, og der kommer en anden, bliver man skilt. Hvis man lever i et ægteskab med vold og ondskab, må man blive skilt, for man kan ikke lade børn vokse op i en krigszone. Men måske skal man lige tænke sig om en ekstra gang, inden man går fra hinanden, fordi gnisten dør, eller der er en anden.”

”Vi har også haft kriser, larm og ballade og lidt utroskab på den ene og anden side. Det kan ikke undgås, når man har været sammen så længe. Ingen, jeg kender, har klaret sig igennem så langt et ægteskab uden dramatik.”

”Jeg er gået efter en mand, der var så fjernt som muligt fra min far, der var hysteriker. Knut er verdens mest rolige mand. Vi har aldrig haft et højtråbende skænderi. Han siger selv, at han er flegmatiker, mens jeg er sangvinsk. Han havde også en god uddannelse det var vigtigt for mig. Vi havde kendt hinanden i to-tre timer, og så flyttede vi sammen. Det kunne også være gået galt, men det gjorde det så ikke.”

”Min mand er mere feministisk end jeg, og det er meget svært at finde. Jeg kan ikke holde patriarkalsk autoritet ud jeg lugter det på lang afstand, og mine mentale børster stritter. Det hænger nok sammen med, at min far var den traditionelle, men primitive autoritet. Jeg havde en bedre rollemodel i min mor. Hun var en stærk person, meget velbegavet og meget religiøs. Hun havde gjort karriere i Frelsens Hær, inden hun blev gift. Jeg har også selv været juniorsoldat i Frelsens Hær, da jeg var otte år, men det holdt så ikke rigtigt,” siger Gretelise Holm.

Opvæksten i et hjem med en stærkt troende mor har præget hende positivt.

”Umiddelbart som barn gav det værdighed, for uanset hvor ringe og fattigt det var, så var der ikke tvivl om, at vi var bedre end andre, fordi vi var frelste. Det gav os som børn en selvfølelse. Så uanset hvorfra den værdighed kommer, er den god for børn. Derfor vil jeg aldrig latterliggøre andres tro, for jo mere marginaliseret, man er, jo mere har man brug for sin tro.”

”Senere har jeg ikke været aktiv i noget, der var religiøst. Min mission har været en anden. Jeg har haft idealer og faglige idealer. Man kan ikke undgå at blive påvirket af den kultur og tid, man er vokset op i, hvor det ideal, der blev holdt op for min generation, var solidaritet, opbygning af velfærdssamfundet og næstekærlighed.”

Gretelise Holm glæder sig til at holde ferie efter tre års arbejde med de to erindringsbøger.

”Det trænger jeg virkelig til. Jeg har holdt 60 foredrag, siden Jesus, pengene og livet udkom. Og selvom det ikke er svært at udgive bøger selv, er der omkring udgivelser meget arbejde med marketing. Men jeg nyder det livsafsnit, jeg er i nu. Og trods fysiske gebrækkeligheder og ondt det ene og andet sted så tænker jeg aldrig på, at jeg er gammel.”

”Karin Sommer er ikke død, så hun kan stadig nå at falde over et mystisk dødsfald. Men hvis jeg skal kaste mig over en ny genre, skal det være den historiske. Det er lige som at rejse i en tidsmaskine. Jeg er glad for, at det er slut nu med erindringsprojektet, fordi man skal slæbe sig igennem sit liv en gang til. Men så har man også afleveret sin historie til de næste, der kommer. Jeg er ikke drevet af kunstnerisk nødvendighed, men af journalistisk formidlingspligt. Det er i den ånd, jeg har skrevet mine mange bøger.”

At vokse op med en stærkt troende mor har været positivt for Gretelise Holm. ”Uanset hvor ringe og fattigt det var, så var der ikke tvivl om, at vi var bedre end andre, fordi vi var frelste,” siger hun.
At vokse op med en stærkt troende mor har været positivt for Gretelise Holm. ”Uanset hvor ringe og fattigt det var, så var der ikke tvivl om, at vi var bedre end andre, fordi vi var frelste,” siger hun.