Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Møllehave skjulte en brud i sin kælder

Sommetider må man sige nej for at kunne sige ja til noget andet, mener Johannes Møllehave, der engang oplevede en brud, som fortrød i sidste øjeblik. Foto: Leif Tuxen

Livet er fyldt med sjove oplevelser, der hurtigt bliver forvandlet til humoristiske fortællinger af Johannes Møllehave. En af dem handler om et bryllup, der gik så galt, som det overhovedet kunne

Som præst kommer man ud for lidt af hvert. Men jeg kender alligevel ingen andre af mine mange præstekollegaer, der har været ude for, at en brud ikke mødte op til en vielse. Det prøvede jeg som ung præst i Greve. Til gengæld mødte bruden allerede op foran min private dør aftenen før, så jeg blev noget overrasket, da jeg åbnede døren og så, at det var den unge kvinde, som jeg skulle vie dagen efter.

”Du må hjælpe mig! Du må gemme mig! Jeg vil ikke giftes med den mand,” sagde hun grædende. Jeg så ikke andre muligheder end at hjælpe hende, når hun bad om det, så jeg gav hende et gæsteværelse i kælderen, hvor hun kunne sove, mens min kone fandt noget mad til hende.

Men selvom vi også gav hende dyner og tæpper at varme sig med, blev hun ved med at have kolde fødder inden brylluppet. Og næste morgen ville hun stadig ikke giftes.

Jeg havde jo tavshedspligt som præst, så jeg blev nødt til at tage hen i kirken og lade som ingenting.

Gæsterne var kommet, og der var pyntet pænt op til fest med i hvert fald 30 gæster. Men bruden kom aldrig. Senere fandt jeg ud af, at hun faktisk var forelsket i en anden mand, som hun så endte med at blive gift med. Den lidt underlige episode minder mig om, hvor vigtigt det er at tage store beslutninger i livet alvorligt.

Man kan jo sige, at det var temmelig sent for bruden at finde ud af det, men sommetider må man sige nej for at kunne sige ja til noget andet. Og historien endte jo heldigvis lykkeligt i hvert fald for pigen.

Det er også den slags halvtragiske oplevelser, som hurtigt kan blive til god humor. Jeg husker for eksempel et afsnit af tegneserien Radiserne, hvor der også er en mislykket bryllupsscene.

Det var i øvrigt min meget morsomme ven, Paul Hammerich, der havde fundet på, at serien skulle hedde Radiserne på dansk i stedet for Peanuts, mens det var hans kone, Ida Elisabeth Hammerich, der oversatte dem til dansk.

Paul Hammerich havde et godt blik for den slags. Han kunne også lave skønne rim og dreje sætninger, så de blev sjove. Mens Grundtvig skrev, at Danmark er et land, hvor få har for meget og færre for lidt, skrev Hammerich for eksempel, at ”Danmark er et land, hvor få har for meget, og færre har format.”

Paul Hammerich og jeg skrev begge tekster til DRs underholdningsprogrammer, mens Niels Jørgen Kaiser var chef. Da vi havde lavet 50 programmer, blev vi inviteret til fest med de medvirkende på Søpavillonen.

Paul Hammerich sad ved siden af skuespilleren Kirsten Walther, som vi begge skrev tekster til. Og under middagen udfordrede han mig til at rime på skift. Den første, der lo, tabte. Jeg holdt masken, mens vi rimede frem og tilbage. Men pludselig sagde han: ”Johannes, behold du blot dit alter, bare jeg må beholde Kirsten Walther.” Så lo jeg og tabte.

Nå, men i et af afsnittene af Radiserne er der altså en bryllupsscene, hvor Nuser skal giftes. Man følger nøje bryllupsforberedelserne. Trine laver mad, og Søren Brun er bekymret over at skulle holde en tale. Men da brylluppet endelig skal stå, kommer Trine farende og siger: ”Det værste er sket. Bruden er stukket af med brudehunden!”

Det får Nuser til at sige til Søren Brun, at han stadig godt vil spise maden, men altså ikke gider høre talen!

Min gode kollega Dirch Passer kunne også få et hav af jokes ud af vielsesritualet. Legetøjsfabrikanten kunne for eksempel sige ”yo-yo”. En anden af hans vielsesvitser handlede om en fraskilt præst, der fire år efter sin skilsmisse bliver kontaktet af sin ekskone, som gerne vil have ham til at vie hende til en ny mand. Det går præsten med til, men da han står foran den nye mand i kirken, siger han: ”Så tilspørger jeg dig, Niels Andreas Eriksen, vil du virke-lig ...?”

Sådan fik Dirch Passer mig ofte til at grine. Han var en genial komiker, og det var en stor fornøjelse for mig at arbejde sammen med ham som manuskriptforfatter.

Engang havde jeg skrevet nogle komplicerede revyvers til ham i en besværlig sketch, hvor revyfolkene havde slæbt et stort tungt køleskab op på revyscenen, som han så skulle komme ud af som en spion, der kom ind fra kulden. Det gjorde han så og reciterede ubesværet og fejlfrit hver eneste af mine lange vers, inden han til sidst sagde: ”De vers var skrevet af Johannes Møllehave, der sidder lige dér nede i salen. Og nu må det være hans tur til at få en tur i køleskabet, så han kan rime af.”

Jeg elsker den form for begavet humor, og jeg har været heldig at møde mange morsomme mennesker i mit liv, men ofte har det været mine børn, der har fået mig til at grine. Engang blev min søn, Mikkel, for eksempel spurgt, om han selv syntes, at han havde en morsom far. ”Jeg har ikke en mor som far. Jeg har en far som far,” svarede han. Det grinede jeg længe af.