De godt 502 millioner indbyggere i EU kender alt for lidt til hinanden. Det vurderer højskoleforstander Peter Buhrmann fra Højskolen Østersøen i Aabenraa, som står bag et nyt fælleseuropæisk højskoleprojekt, der er et konkret bud på et europæisk dannelsesarbejde. Den sønderjyske højskole, som ligger med malerisk udsigt over Aabenraa Fjord, er med sine 21 år en af landets yngste højskoler og har altid haft fokus på det dansk-tyske kulturmøde.
”Målet er ikke en ens europæisk befolkning, men en større gensidig forståelse. Vi kender hinanden alt for dårligt. Vi kan ikke engang tale ordentligt sammen om fælles udfordringer som den høje europæiske arbejdsløshed eller forholdet til Europas roma-befolkning,” siger han.
På søndag er det valgdag. Danskerne skal afgøre, hvilke 13 kandidater de vil stemme ind i Europa-Parlamentet, og desuden skal de danske vælgere stemme om den fælles patentdomstol. Men hvordan er vores EU-identitet her godt 41 år efter, at vi trådte ind i det, som dengang hed EF? At dømme efter de halvårlige målinger fra EUs Europabarometer er EU-identiteten svær at få øje på i Danmark. Tilknytningen til det lokale bysamfund og ikke mindst tilknytningen til nationalstaten Danmark er langt stærkere end danskernes tilknytning til EU.
Den seneste måling viser, at 96 procent af danskerne føler sig meget knyttet til Danmark, mens 44 procent svarer, at de føler sig meget knyttet til Den Europæiske Union.
Højskoleforstander Peter Buhrmann drømmer om en fremtid med en fælles europæisk højskolesangbog. Nok har Den Europæiske Union en officiel hymne skrevet af Beethoven, som har fulgt EU siden 1972. Hymnen er ikke tænkt som en erstatning for nationalsangen, men som en hyldest til de idealer, landene deler: Frihed, fred og solidaritet. Men Peter Buhrmann ser for sig en højskolesangbog, hvor halvdelen af sangene skal være på engelsk og den anden del på de forskellige europæiske sprog.
”Så kan man både mødes i fælles sang og lytte til hinandens kulturer,” siger han og uddyber:
”Tanken med det fælles europæiske dannelsesarbejde er ikke at udviske de nationale særpræg. Vores kursister fra Danmark og Tyskland holder heller ikke op med at være danskere eller tyskere af at være på Højskolen Østersøen. Det handler om at skaffe sig perspektiv og indsigt. For eksempel kan man få indsigt i, at tyskerne siger De, hvor danskerne siger du og gøre sig tanker om fordele og ulemper ved henholdsvis De- og du-kulturen.”
Professor Uffe Østergaard er historiker med speciale i europæisk identitetshistorie ved Copenhagen Business School, Handelshøjskolen i København. Han ser planerne om et fælleseuropæisk højskoleprojekt som oplagte.
”Højskolebevægelsen var meget vellykket i den danske nations identitetsopbygningsproces, og det vil være noget, som Danmark kunne spille positivt ind med i EU, fordi højskoler bidrager med en identitetsdannelse, som ikke kommer fra oven,” siger han.
Og identitetsopbygning er noget, der er god brug for i EU, mener Uffe Østergaard.
”Vi er blevet mere nationale af at være med i EU, og der er ikke udviklet en fælles europæisk bevidsthed, hvilket har overrasket mange. Det vil tage minimum to til tre generationer, før det sker. Efter Anden Verdenskrig er nationalstaterne i Europa blevet stærkere. I begyndelsen af 1990erne troede man, at man kunne lave en europæisk union, og at nationalstaterne betød mindre, men det kunne man ikke. Siden er den nationale suverænitet taget til, og EU går i retning af en føderation af nationalstater, hvilket er en logisk modsigelse, som dog griber EUs virkelighed: Et tættere samarbejde på nogle områder, men et samarbejde, som ikke går ud over nationalstaterne,” siger han.
Selv er han medlem af den eksklusive lille EU-offentlighed, som dækker højest 10 procent af EUs borgere. Den 68-årige professor er student fra Tønder Gymnasium. Opvæksten i grænselandet gjorde ham fortrolig med både tysk, dansk, sønderjysk og plattysk og vakte tidligt hans interesse for Europa. Han læste historie på Aarhus Universitet og fortsatte ud i Europa til Belgien, hvor han blev politolog fra College dEurope i Brgge i 1970. Siden har Østergaard læst ved en række universiteter i EU ikke mindst European University Institute i Firenze i Italien, som han var tilknyttet i mere end 10 år. Han taler og læser otte europæiske sprog, inklusiv catalansk og flamsk, og sætter dagligt en time af til at læse den anerkendte tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, ligesom han følger den britiske avis Financial Times og ugemagasinet The Economist tæt.
”EU-offentligheden, som er en elite-offentlighed, orienterer sig i store kvalitetsaviser som Financial Times. Jeg ser mig som dansk europæer. Alene mit navn: Uffe. Navnet får en meget uheldig betydning, hvis man udtaler det på andre sprog, men jeg føler mig hjemme i Europa, og mit kendskab til Europa har styrket min identitet som dansker,” siger han.
EUs motto er ”Enhed i mangfoldighed”, og Uffe Østergaard oplever, at der er en sammenhæng mellem mottoet og den virkelighed, han møder i EU.
”Man skal ikke rejse meget i EU, før man møder mangfoldigheden. I takt med at man får en detaljeret viden om andre lande, står det mangfoldige tydeligere frem, og det er personligt en berigelse,” siger han.
Uffe Østergaard mener, at EU befinder sig et kritisk sted i historien.
”Den økonomiske krise har bragt os tættere sammen i EU, men med det resultat, at vi i første omgang er blevet hinandens modstandere og konkurrenter. Det billede kan dog se helt anderledes ud om 10 år, hvis økonomien i Europa er på vej op, mens væksten aftager i Kina, Indien og Brasilien, sådan som nogle forudser.”
Den tyske filosof og sociolog Jrgen Habermas er en af de stemmer, som har efterlyst en fælles europæisk identitet. Sidste år udkom hans bog ”Im Sog der Technokratie” (I teknokratiets mal- eller hvirvelstrøm). Habermas er advokat for et intensiveret, mere demokratisk og ambitiøst europæisk samarbejde, og i sin seneste bog skriver han, at vi-perspektivet må udvides fra statsborgeren til Europa-borgeren. Marie Sandberg, der er ekstern lektor, ph.d. i etnologi, underviser i europæiske identitetskonstruktioner ved Københavns Universitet. Hun siger:
”Mange europæiske tænkere, herunder den tyske filosof Jrgen Habermas, har i tidens løb peget på, at det grundlæggende virkemiddel mangler til at skabe en fælles europæisk identitet. Det består i, at vi får en fælles offentlighed, et forum, hvor vi diskuterer de samme ting på tværs af nationale skel. For hvis det europæiske projekt skal have en fremtid, må vi vriste befolkningerne ud af den nationale selvgodhed. Filosofferne skelner mellem det fælles demokrati og den fælles forfatning, kaldet demos, og mulden, rødderne og den oprindelige kultur, kaldet ethnos. Det, Habermas og andre argumenterer for, er, at jo mere vi kan skabe kærlighed til demos frem for kærlighed til ethnos, jo bedre for fred og samarbejde i Europa. For vi har set og ser fortsat mange eksempler på, at kærligheden til ethnos kan nære lokale højrekræfter, som slår sig op på at fremhæve forskellen mellem deres eget lands kultur og andre kulturer,” siger hun.
Professor dr. phil. Søren Dosenrode mener ikke, at det står så sløjt til med den fælles europæiske identitet som Habermas, Østergaard og Sandberg siger. For 20 år siden blev han ansat som Jean Monnet-professor i europæisk politik ved Aalborg Universitet, hvor han i dag er professor med særlige opgaver i international politik. Han har studeret og siden forsket i Schweiz ved universitetet i Zrich. Når han skal tale om EU og identiteten, sammenligner han udviklingen i EU med den schweiziske historie. Staten Schweiz blev til som en føderation i 1848, og i Alpelandet taler man fortsat fransk, tysk eller italiensk, afhængigt af hvor man bor.
”Den identitetsdannelse, som er i gang i forhold til EU, minder om det, som skete i Schweiz tidligt i landets føderations dannelse: Man opbygger en sekundær EU-identitet, som ikke er den dominerende identitet,” siger han.
Han frygter ikke, at en stærkere EU-identitet vil få den danske, nationale identitet til at svækkes.
”Identitet er ikke en konstant størrelse, men noget, som udvikler sig hele livet både for mennesker og nationer. Holdninger kan skifte hurtigt afhængigt af den politiske udvikling, men når du ser på et mere følelsesbetonet spørgsmål som identiteten, så er det et forhold, som tager lang tid at ændre på. Der er afgjort en form for solidaritet med de andre lande i EU, hvor vi oplever dem som brødre og søstre, som vi deler historie med: Først var der Første Verdenskrig, derefter Anden Verdenskrig og så den kolde krig, som vi har oplevet fra hver vores side af muren,” siger han.
Som universitets-ansat møder han mange studerende, som for en tid forlader Europa for at studere i USA eller Asien. Mødet med en anden verdensdel bliver for mange en påmindelse om, i hvilken grad de er europæere:
”Som danskere har vi en sekundær identitet, som er europæisk. Når du skal præsentere dig selv i Kina, så er det nok at svare, at du er fra Europa.”
Se alle tal fra undersøgelsenog hør Den Europæiske Unions officielle hymne på