Fra mors fangarme til et liv, hvor dagene er en gave

Et brevkassesvar for 11 år siden og en støttende og empatisk tante ændrede en brevskrivers liv radikalt

Annette og Jørgen Due Madsen svarer på spørgsmål om livet.
Annette og Jørgen Due Madsen svarer på spørgsmål om livet. Foto: Arkivfoto.

Kære brevkasse

Jeg får lyst til at sende en lille hilsen til brevkassen. For 11 år siden skrev jeg til jer med overskriften: ”En mors fangarme”. Det blev livgivende og skelsættende for mig.

Denne artikel er en del af en serie:
Spørg om livet
Gå til seriesiden

Min tante sagde dengang til mig, efter at hun havde læst brevkassen: ”Hvis det er sådan, du har det med din mor, så må du begrænse samværet med hende” og derved anerkendte hun mig og satte mig fri. Min tante døde for nylig, og jeg besøgte hende få dage før. Hun genfortalte situationen: ”Jeg kan huske, da din mor stod i min stue med de to brevkasser fra Kristeligt Dagblad i hånden. Hun var både såret og rasende, og hun mente, hun havde gjort det så godt, hun kunne.” Min tante sagde så til mig: ”Tænk hvordan du er kommet til at blomstre i dag.” Og jeg kunne bare sige endnu engang af hjertet tak!

Min tantes store støtte og brevkassen reddede på en måde mit liv. Det vidste vi begge. Og der er faktisk ikke andre, der til fulde forstår det. Min tante er nu ikke mere. Og jeg vil savne hende utroligt meget.

Jeg har i dag to børn på tre og fem år, som er sunde og stortrives i børnehave og med kammerater. Min mor nåede lige på sit dødsleje at få at vide, at jeg ventede den første. Jeg har ikke savnet min mor et sekund jeg har savnet en mormor til mine børn, men ved, at det, jeg savner, ville jeg aldrig have fået, om hun havde levet. Men det har været og er en utrolig lettelse, at hun ikke er i live.

Jeg har været angst for, at jeg ikke ville kunne tage mig af mine egne børn på grund af min egen oplevelse af min opvækst, men det er jeg ikke mere. For det kan jeg godt. Nu er jeg vist bare almindeligt forældrebekymret.

Jeg har heller ikke længere et stort behov for at tale om og huske, hvor forfærdeligt jeg oplevede min mor og min barndom og ungdom. Selvom det stadig ligger et sted i mig. Men mest af alt står jeg et helt andet sted i dag, hvor jeg er her og nu hos min familie og mere i fremtiden, end jeg nogensinde før har været. Det er jeg så uendeligt taknemmelig for.

Men jeg vil savne min tante, der tog mod til sig og så, hvad jeg trængte til at høre: at det ikke var mig, der var noget galt med og skyld i, at jeg ikke kunne leve med min mors måde at behandle mig på.

Og så er det vel også værd at fortælle, at hun og min mor stadig sås og fandt ud af at være sammen efter ”det med brevkassen”. Min tante var der også, da min mor døde. Min mor forstod aldrig, hvad det var, der var galt i forhold til mig for hende var det til stadighed mig, der var noget galt med og det kostede mig sådan set mine første 30 leveår.

I dag har jeg været i Astrid Lindgrens Vimmerby med min lille familie. Det er et utroligt stærkt sted, der for mig rummer den helende kraft, som Astrid Lindgren formåede at skrive ind i sine bøger. Og så fik jeg en smuk sætning med derfra. Det står på bakkerne i cafeteriaet og er et citat fra et gammelt almuebroderi: ”Hver dag er en sælsom gave”.Venlig hilsen

Ann

Kære Ann

Tak for din hilsen, som berører os rigtig meget og giver mod til arbejdet. Det er ikke så ofte, vi hører, hvordan det går mange år efter. Vi måtte genlæse de to brevkasser fra den 9. og den 15. maj 2003 og kan se, hvor svært det har været for et barn og en ung kvinde at skulle bruge så mange kræfter på at finde håb og tro i livet.

Vi tillader os at citere to afsnit af dig fra dengang:

”Fra jeg var 12 år har jeg haft hyppige selvmordstanker. Jeg følte, jeg var forældreløs i min egen familie. Min mor har fyldt så meget. Var jeg pæn som ung, var det kun tilladt, hvis det var, fordi jeg var en del af hende. Jeg havde ikke min egen krop. Jeg havde ikke mine egne behov. Jeg levede i konstant beredskab overfor hendes vrede. Jeg troede, jeg kunne fjerne den ved at være en svamp. Jeg fik ofte følelsen af som barn, at det var synd for min mor, når hun beklagede sig så meget. Så jeg lyttede og tænkte vel, at svampen kunne suge vreden og bebrejdelserne væk, så det kunne blive rart at være i min familie. Jeg troede jo, at det var min skyld, at der ikke var plads nok til hende. Jeg var angst. Turde ikke bruge telefonen eller tage mad i skabet.”

”Besøgene fra min mor er svære. Jeg vil jo så forfærdeligt gerne have besøg af en mor en kærlig og støttende mor. Men sådan er det ikke. Jeg får besøg af en mor, som jeg forsøger at tilrettelægge gode dage for, men hun får mig til at føle mig lille, grim og ødelægger alt det, jeg kan lide, og hun provokeres af alt det, jeg gerne vil. Hun ryger og drikker og fylder alt omkring sig med bebrejdelser. Hvis jeg siger nej til besøg, bliver jeg jo den dårlige og utaknemmelige datter. Men jeg hader og frygter at være alene med hende. Får hun det ikke, som hun vil, bliver hun arrig ufattelig vred. Så tramper og bebrejder hun.”

Vi svarede dig blandt andet: ”Den store udfordring som voksen er at få hjælp og lov til at respektere sig selv og tænke nyt og sætte grænser i sit liv, så det ikke er de gamle stemmer, der får lov til at styre resten af livet. En separation fra usunde relationer kan være vanskelig, men er kampen værd. Når man som voksen kommer ind i en atmosfære, som genkendes fra en vanskelig opvækst og igen er i kontakt med dem, der pådrog smerten, får man det ekstra dårligt. Derfor er det meget vigtigt, at man får hjælp til og træner på at sætte grænser for, hvilken og hvor meget man kan tåle af kontakt. Nogle må ganske enkelt minimere kontakten til næsten ingenting for at bevare sin gryende selvrespekt og selvfølelse. Det kan være meget svært, fordi man netop som lille ikke fik lært at sætte naturlige og sunde grænser. Samtidig er det ofte efterfulgt af angst og skyld over for ens ophav, hvis man må sætte hælene i, for så kan dennes narcissistiske krænkelse vækkes, og vreden og anklagen vælde op. Det sværeste er måske at opgive håbet eller det er nok snarere illusionen om at blive elsket af sit ophav for sin egen skyld og turde leve alligevel. Vi håber meget for dig, at du får støtte og mod til at knytte dig til andre gode mennesker.”

Endnu engang tak for din tilbagemelding. Der er ofte en hemmelighed bag de menneskers liv, som går godt, på trods af svære opvækstbetingelser. Og den handler ofte om, at der var mindst ét godt og sundt menneske som så, bekræftede, handlede og var der. Æret være din tantes minde.Mange hilsener