Sanserne skal også trænes

Sanserne elsker forandring og variation.
Sanserne elsker forandring og variation.

Mærk verden og vær taknemmelig over naturen, sanserne og livets gave.

Er du ved dine fulde fem? Jeg mener, er du klar til at nyde den yndige og frydefulde sommertid med alle sanser åbne? At være sanselig betyder jo at være sine sanser lig, hvilket vel må betyde at kunne mærke og respondere på alle de sanseindtryk, som kommer til os.

Vi er sanselige, når vi er opmærksomt nærværende, registrerende og nydende til stede i livet.

I dag hedder det mindfulness. Men vi har jo altid vidst, at sanseligheden ingen alder har, ingen faste rammer, ingen spilleregler og intet program, og hvis vi sørger for at give større opmærksomhed til sanserne, kan vi holde os levende og aktive livet igennem.

Den lyse årstid er fuld af sanseoplevelser, og forskningen har for længst dokumenteret, at positive sanseoplevelser virker styrkende både på hormonproduktion, immunforsvar og sindstilstand. Livet opleves via sanserne og binder os til virkeligheden.

Psykolog og forfatter Irene Oestrich har i flere af sine bøger understreget sansetræning som en måde at bringe krop og sind i balance på.

”Sanserne er knyttet til forskellige områder i hjernen, som aktiveres mindre, hvis vi ikke træner sanserne,” har hun sagt i et interview i magasinet I Form.

”Det er helt parallelt til en muskel, som skrumper, fordi den ikke bliver brugt.”

Når nu sommertiden er over os, er der grund til at intensivere træningen, ikke kun af muskler, lunger og hjerte, men også af sanserne. Der er mange måder at invitere dem op til dans. Du kan for eksempel forære dig selv og kæresten en omgang massage med duftende olier og kyndige hænder, eller du kan lægge øre til en koncert med en type musik, du normalt aldrig lytter til, og som derfor overrasker og pirrer sanserne. Men du kan også bruge dem mere aktivt i hverdagen. Her er nogle enkle forslag til, hvordan du kan træne ”de fulde fem”.

Gå en tur uden andet formål end at se. Hvis noget særligt fanger din opmærksomhed, så stop op og fasthold synet. Læg mærke til detaljer. Lad blikket dvæle og vandre. Du kan gøre det samme, når du er ude at træne. Sæt tempoet ned og fokuser opmærksomheden på omgivelserne. Når langsomheden lukkes ind, stiger sanseligheden.

Der ligger anderledes oplevelser og venter i naturen om aftenen eller natten. Normalt skal du bruge 15-20 minutter på at vænne dig til mørket, men når det først er sket, ser du ufattelig meget bedre og de øvrige sanser intensiveres markant.

Stil dig tæt ved en blomst eller noget andet med en god, kraftig duft. Træk vejret dybt og lad duften fylde dig. Træk dig langsomt væk, men bliv ved med at være opmærksom på den. Efterhånden vil duften fortage sig, og du tvinges til at skærpe din opmærksomhed. Fokuser på duften og næsen. Hvis du mister kontakt med duften, så gå frem og ”fang” den igen.

Hvis du er vant til at bevæge dig udendørs løbende, cyklende eller gående med musik i ørerne, så vælg en dag at lade udstyret blive hjemme. Lyt og mærk naturens og din krops lyde. Hvis du omvendt ikke plejer at lytte til musik i naturen, så udstyr dig med et passende musikudvalg på din smartphone eller mp3-afspiller og oplev naturen med musik som baggrund.

Sanserne elsker forandring og variation.