Prøv avisen

Skam hører til det at være menneske

”Tidens radikale individualisering rummer en større risiko for at falde udenfor, og derfor bliver det afgørende hele tiden at spejle sig selv i de andres blik og vise, at man er med. Det bliver vigtigere, end hvad man faktisk gør over for andre. Nogle har tilmed fået en dyb, kronisk skam lagt ind i blodet. Og her bliver individualiseringen undertiden ubønhørlig,” siger Mogens Lindhardt. Foto: Paw Gissel

Den ubehagelige følelse skam fylder mere end skyld i den individualiserede tidsånd, mener Mogens Lindhardt. Han er efter 26 år stoppet som rektor for Pastoralseminariet i København, men fortsætter samme sted med at undervise og forske, deriblandt i begrebet skam som et moderne vestligt fænomen

Mogens Lindhardt spillede klarinet, da han var ung, og alle mente, at han burde søge ind på musikkonservatoriet.

”Men jeg turde ikke, for jeg syntes ikke, jeg var god nok. Det er en form for skam. Jeg levede i et forholdsvis isoleret miljø, og det at gå ud i verden og møde andres vurdering kunne jeg ikke bære,” siger Mogens Lindhardt.

I stedet blev han teolog som sin far, kirkehistorikeren P.G. Lindhardt, og har siden 1988 som rektor for Pastoralseminariet i København været dedikeret til at uddanne teologer til præster. Ved årsskiftet stoppede han som rektor og gik over til nye opgaver.

Seminariet er blevet lagt sammen med Pastoralseminariet i Aarhus og Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster til den fælles uddannelsesinstitution Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, FUV. Han har selv været med til at planlægge sammenlægningen og synes, at det også var på tide at lade andre overtage funktionen som rektor.

”Herregud, jeg har været rektor så længe, at der snart ikke er nogen, der kan huske, jeg ikke har været det. Nu går jeg af fra faglig indflydelse, men det betyder ikke, at jeg går af fra indflydelse. Nu er det argumentet, der tæller, og det er ikke en stor forandring, for argumentet har altid haft indflydelse, men det er en anden slags. Man skal ikke have indflydelse hele livet. Nu er det nok. Indflydelse er lærerigt, men al forvaltning er langsommelig, og på et tidspunkt mister man tålmodigheden.”

Derfor roder det på den 67-årige Mogens Lindhardts kontor på tredje sal oppe under taget på Vartorv i Farvergade nær Rådhuspladsen i København. Ikke fordi her normalt er særlig ordentligt, som han bemærker. Men det er, som om bøger og stabler af papirer af sig selv er faldet ud af de segnefærdige reoler og nu ligger og flyder på gulvet og i dynger på sofaarrangement, skrivebord og mødebord.

Og midt i det hele er en brosten svøbt i en sort nylonstrømpe. Den dukkede engang op i det lærde hus og fik plads på rektorens hylde.

Nu er han ved at rydde op og rydde ud, for kontoret skal overlades til den nye uddannelseskoordinator og daglige leder, som snart ventes at blive udnævnt, mens hele organisationens fælles og nye rektor, cand.theol. Hans Vium Mikkelsen, har kontor i Løgumkloster.

Selv regner Mogens Lindhardt med at finde et andet sted i huset at rykke ind. For han bliver på stedet i en ny stilling med seniorforskerstatus med undervisningspligt og udviklingsopgaver.

”Det er et stort privilegium, at jeg efter 26 år som rektor, hvor jeg har været med til at planlægge og administrere, nu kan gå over til at beskæftige mig med faglige ting. Det har jeg det godt med,” siger Mogens Lindhardt.

Et projekt, som han glæder sig til at komme i gang med, bliver en analyse af skam og ære som et moderne vestligt fænomen. Begrebet skam som et eksistentielt grundvilkår har han et særligt blik for. Han har holdt foredrag om skam. Og sammen med den norske psykolog Gry Stålsett har han ledet et kursus på Teologisk Pædagogisk Uddannelsescenter i Løgumkloster, hvor tilgangen til emnet var teologisk, psykologisk, filosofisk og litterær.

Mogens Lindhardt ser skam udfolde sig alle vegne hos sig selv, mellem mennesker, i befolkninger og i tidsånden som en anfægtet ret til at høre til i verden. Men det er en ret, der kan generobres, blandt andet via terapi, sjælesorg og refleksion. Og det er også en problematik, som Det Nye Testamente har et svar på.

På torsdag er det Kristi himmelfartsdag, hvor teksten, der skal læses over i folkekirken, er fra Lukas-evangeliet kapitel 24, vers 46-53. Her hedder det blandt andet:

”Jesus sagde til dem: Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.”

Mogens Lindhardt er også hjælpepræst i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Hvis han skulle stå for gudstjenesten Kristi himmelfartsdag, ville hans ord til menigheden være, at Jesus ikke blev væk fra os i Himlen, men at han er nærværende overalt. For Himlen er overalt, hvor Gud er. Og den syndernes forladelse, der skal prædikes om, kan betyde tilgivelse, men også oprejsning.

”Det er oprejsning i betydningen, at du bliver sat tilbage i verden og bliver restitueret. De faldne og ydmygede rejses op. For synd skal primært forstås som skade. Og når den bliver tilgivet, sættes alt det, der skiller os fra Gud, så han ikke kan genkende sig selv i os, væk. Syndernes forladelse er ikke bare tilgivelse i daglig forstand, men at den, der er skadet, får oprejsning.”

”Kristi himmelfart går forud for pinsen og udsendelsen af apostle til hele verden. Så når Jesus døde og for til himmels, var det for, at du kunne møde ham overalt. Det giver modet til at gå ud i verden og oprejse de syge, trøste de dårlige og oprejse de ydmygede. Det er hele det diakonale og gavmilde, der ligger i, at du kan se verden som Guds.”

Mogens Lindhardt har siden studieårene beskæftiget sig med sociologi og psykologi med det formål at belyse teologien. Han har også taget lederuddannelsen MPA på Handelshøjskolen i København, CBS, for at få et teoretisk grundlag for, hvordan arbejdspladser i små og store organisationer fungerer. Men hvor kommer hans optagethed af fænomenet skam ind i denne forbindelse?

”Den interesse, jeg har for sociologi ved siden af teologien, bruger jeg til at lave samfundsanalyse. Og skam-perspektivet er en spændende måde at beskrive nutiden på, for man får fat i nogle dynamikker, man ellers ikke får fat i,” siger han.

Ifølge Politikens Nudansk Ordbog er skam en følelse af flovhed forårsaget af uformåenhed eller en fortrydelig handling, der kan give sig udslag i samvittighedsnag. Skam kan også betyde vanære som for eksempel ”at bringe skam over familien”.

”Skam giver sig udslag i følelser af mindreværd, vrede, lyst til at skjule sig, lyst til at slå tilbage og forsøg på at give andre skylden. Det ses både hos individer og i organisationer,” siger Mogens Lindhardt og fortsætter:

”Skam er, at du tror, du er i din fulde ret, og pludselig finder du ud af, at du kan forkastes. Skam kan komme, hvis du er i en social sammenhæng, hvor du har forkert tøj på i forhold til de andre. Det kan også være en hel nation som Tyskland, der stadig må forholde sig til skammen over nazismens forbrydelser under Anden Verdenskrig.”

”Det er en grundlæggende oplevelse af ikke at have fuld ret til at være dér, hvor man er. Som børn, der af andre børn får lov til at være med i en leg, hvis bare du tier stille. Skam kan også ramme bestemte befolkningsgrupper som kvinder, homoseksuelle og psykisk sårbare.”

Når mennesker kan føle skam, er det både socialt og genetisk bestemt. Det sidste først: Italienske forskere har ved at iagttage børn opdaget et såkaldt spejlings-neuron. Det kommer til udtryk ved, at når to små børn ser på hinanden, og den ene smiler og griner, vil den anden gøre det samme.

”Det vil sige, at vi har sans for at ligne hinanden. Derfor kan forskellighed og fejl blive anledning til skam. Det ligger i vores natur som en moralsk sensitivitet, hvor der er ting, vi ikke gør, så vi ikke kommer til skam, og vi beskytter også andre imod det. Der er en nænsomhed i det. Hvis man for eksempel er nødt til at tale om en anden, mens vedkommende er til stede, vil man belægge sine ord, da man godt ved, at den anden vil føle sig udstillet.”

”Skam holder os tilbage fra at gøre nogle ting, som vi har svært ved at tale om, for gjorde vi det, ville billedet af os blive kompromitteret. Derfor er skam også regulerende og med til at opretholde socialt liv. Men det er også med til at undertrykke og skabe frygt. Dér, hvor skam bliver ubehagelig, er, når den skubber den enkelte ud af fællesskabet. Det er en fundamental måde at styre vores tilværelse på, men problemet er udskillelse og individualisering,” siger Mogens Lindhardt.

Han peger på, at skam i dag dominerer bevidstheden mere end skyld.

”Tidens radikale individualisering rummer en større risiko for at falde udenfor, og derfor bliver det afgørende hele tiden at spejle sig selv i de andres blik og vise, man er med. Det bliver vigtigere, end hvad man faktisk gør over for andre. Nogle har tilmed fået en dyb, kronisk skam lagt ind i blodet. Og her bliver individualiseringen undertiden ubønhørlig.”

”Det kan godt være, at du har haft en hård barndom eller er præget af din mors angst. Det kan aldrig blive din egen skyld. Men alligevel: Du bliver altid den scene, det skal bearbejdes og løses på. Det må du se at gøre noget ved, hedder det. Individualiseringen siger, at både erfaringen og løsningen er individuel. Kollektivet siger: Ja, vi er forslåede, der er store sår i blandt os. Hvad skal vi gøre?”

I det offentlige rum har skam også vundet indpas, mener Mogens Lindhardt. Som eksempel nævner han debatkulturen, hvor det, der engang handlede om, at det bedste argument måtte vinde, er blevet til et spørgsmål om at gøre dens andens synspunkter til skam, så vedkommende mister sin position. Et andet eksempel er en statsministerkandidat, der gennem offentlig bodsgang prøver at vise, at han er et ordentligt, det vil sige troværdigt, menneske, siger han og henviser til det tv-transmitterede næsten fire timer lange pressemøde i oktober sidste år med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

”Det var et langt genoprejsningsprojekt, der gik ud på, at vi ikke skulle tro, han flygtede fra beskyldningerne om at have brugt for mange penge på dyre rejser som formand for miljøorganisationen GGGI.”

I storpolitik er der også eksempler på skamfænomenet, for eksempel når politikere skal sige undskyld for noget, de ikke har gjort.

”Derfor må en tysk kansler, der er i Polen for at lave en ny handelsaftale, først nedlægge en krans ved et monument for de polske ofre for nazismen under Anden Verdenskrig.”

Kristendommens forkyndelse i den danske folkekirke er også blevet præget af individualismens fornemmelse for skam, mener Mogens Lindhardt.

”Jeg vil hævde, at prædikener i Danmark de seneste 100 år i næsten dominerende grad relaterer til skam. Ordet bruges ikke, men det handler om at se sig selv på en rigtig måde i forhold til Gud og i forhold til sig selv. Ofte er der indlagt selvkritiske bemærkninger, hvor det har at gøre med, at man ikke er, som man burde være eller ser ud til at være. Der er et blik, og blikket er rettet mod en selv. Og mens der egentlig ikke er megen fokus på, hvad man gør, er der fokus på identitet, selvspejling og selviagttagelse på Gud, sig selv og sine egne normer.”

Det blik kender Mogens Lindhardt også fra sig selv, for, som han siger, hører skam til det at være menneske. For ham har skam være knyttet til karrieren. Og han har, synes han i dag, hele livet været for forsigtig med at kaste sig ud i ting, hvor han ikke følte sig sikker. Selvværdet kunne jo lide skade.

”Der har også været en frygt for, at folk skulle mene, at han var kommet for let til det og ikke var god nok. Som 20-årig troede jeg, at jeg engang ville stå på en sikker platform, men det gør man ikke. Det er sådan set en ubehagelig erfaring, at man kan stå der som 45-årig og føle sig dum.”

”Men nu er der en bevidsthed om, at jeg i et langt liv har været omkring et hjørne af kristendommen og et hjørne omkring sociologi og psykologi, og at jeg har brug for mere og mere viden, jo ældre jeg bliver og er tryg ved det. Når man er ældre, skal man ikke forsvare sin position så meget, og risikoen for at falde igennem er ikke så stor. Hvis man skulle blive fyret på gråt papir, kan man gå hen og hente sin pension. Jeg tror godt, jeg kunne finde på noget at lave, men jeg ville være ked af ikke at skulle undervise, for undervisning og vejledning er det sjoveste,” siger Mogens Lindhardt.

Klarinetspillet har han taget op igen og er begyndt at lede efter nogen at spille sammen med.

”Jeg spiller for min egen fornøjelses skyld. Det skal være sjovt.”

”Når man er ældre, skal man ikke forsvare sin position så meget,” siger Mogens Lindhardt. Foto: Paw Gissel