Prøv avisen

En aften med død og gulerodskage

”Jeg synes altså, det var lidt hårdt det her.” Sådan siger en af deltagerne, da Danmarks første dødscafé er forbi. Foto: Leif Tuxen

Dødscaféer, hvor folk mødes og taler om døden, er blevet et fænomen over hele verden. Kristeligt Dagblad var med til den første danske dødscafé

På en mørkeblå dug er blomster, skærekage og fint porcelæn sat frem.

På bordene i lejligheden i indre København er der dækket op til Danmarks første dødscafé. Om få minutter skal en gruppe vildt fremmede mennesker, heriblandt jeg selv, gå i gang med at tale om døden i to timer.

Konceptet ”Dødscafé” stammer fra England og er afprøvet mere end 800 gange før. På et verdenskort på konceptets hjemmeside kan man se, at der er afholdt flest caféer i USA, men også i Singapore og New Zealand. Konceptets erklærede formål er ifølge hjemmesiden at ”øge opmærksomheden om døden med det mål at hjælpe folk til at få mest muligt ud af deres (jordiske) liv”. På hjemmesiden kan man også se en video, hvor en pige hen over noget poppet klavermusik og billeder af blomstermarker og krammende mennesker, fortæller, at døden er en ”god ting”.

De to psykoterapeuter Karin Westh og Ellen Hansen står for denne dødscafé-premiere på dansk grund og tager imod gæsterne med store smil. Det er primært midaldrende kvinder med farvestrålende øreringe og håndtasker. Bag de skarptskårne briller er forventningsfulde øjne.

”Jeg måtte bare med,” siger en kvinde med lys hestehale, mens Ellen Hansen skriver ordet ”Dødscafé” på en whiteboardtavle med blå sprittusch.

Vi ender med at være 12 til bords. Da folk har sat sig ned, tager Ellen Hansen ordet.

”Vi har været så spændte på det her. Vi har jo ikke prøvet det før. Reglerne er enkle: Der skal være kage og kaffe, og så skal vi snakke om døden. Og så skal vi prøve at holde det professionelle ude af det her vi er her som mennesker.”

Vi begynder med en runde, hvor vi fortæller, hvorfor vi er kommet.

En lyshåret kvinde fortæller, at hun i sit job ”møder mange forældre til børn, der skal dø”. Hvilket job det er og hvor, fortæller hun ikke, men det lyder som et arbejde på et hospital. Det har sat mange tanker om døden i gang hos hende.

”Først havde jeg det sådan, at jeg helst ville skubbe døden væk.”

Hun strækker hænderne demonstrativt frem for sig.

”Og det er ikke så svært, for så er man professionel, så er døden et vilkår ved arbejdet. Men med årene har jeg lært, at man godt kan tage det ind, lidt for lidt. Prøve at forstå det, der sker.”

Flere ved bordet har aldrig set eller rørt ved et dødt menneske.

Den lyshårede kvinde fortæller om første gang, hun så et dødt menneske, en ung pige, hun havde passet. Da pigen døde, inviterede pigens mor til begravelse. Kvinden mimer ansigtet på Edvard Munchs ”Skriget”, før hun fortæller videre.

”Jeg havde det bare sådan: Det kan du ikke! Men jeg besluttede alligevel at tage af sted. Familien havde valgt at have hende hjemme, og hun lå bare der i sin fine kiste og lignede sig selv. Jeg stod og så på hende sammen med hendes mor. Hun var i sorg, men hun havde også en vidunderlig ro. Se, sagde hun, hun ligger og griner ad os. I dagene efter gik jeg og ventede på en reaktion, men der kom aldrig én.”

”Hmm,” nikker personerne rundt om bordet.

Øjeblikke som disse glider over i akavet stilhed ved bordet. Jeg kan mærke hjertet pumpe og vover mig ud i et spørgsmål.

”Hvad tror I, der sker, efter at man er død? Hvis der sker noget?”.

Kvinden over for mig trækker vejret dybt ind og ser frem for sig.

”Jeg ved det godt. Siden jeg var lille og læste ”Brødrene Løvehjerte”, har jeg altid forestillet mig, at jeg kom til Nangijala, Kirsebærdalen.”

Den mørkhårede kvinde ved hendes side bryder ud i et grin.

”Det er sjovt. Når folk siger sådan, tænker jeg altid: Hvad har de egentlig tænkt sig at lave i Himlen i al evighed? Sig mig lige engang: Hvad har du tænkt dig, du skal lave i Kirsebærdalen?”.

Nangijalakvinden griner også nu.

”Det ved jeg da ikke. Jeg skal vel bare nyde det. Jeg ved jo godt, det lyder åndssvagt, men jeg har truffet sådan en beslutning om, at sådan er det. Punktum.”

Ved min side sidder en herre i T-shirt med solbrune arme. Han siger, at han selv har været tæt på døden flere gange. Hans far er desuden død for ikke så længe siden, gammel og træt.

Manden ryster på hovedet over kvindens ræsonnement.

”Altså, jeg har altid troet på, at det slutter her. Jeg er heller ikke så meget til det der med, at man skulle blive en rotte eller et eller andet underligt krybdyr.”

Jeg kan mærke, at jeg reagerer på hans nøgternhed. Skal man så bare acceptere det? Ligesom man kan blive svimmel af at tænke på, at universet er uendeligt, finder jeg det ubehageligt at tænke på, at der slet ingenting skulle være, i al uendelighed. Fraværet af alt skræmmer mig, siger jeg.

For bordenden nikker Karin Westh genkendende.

”Det der fravær af alt, synes jeg også er ubehageligt. På den måde tror jeg heller ikke, at jeg vil være smerten, før man skal dø, foruden så er der da noget.”

Hun får lidt vand i øjnene.

”Men i virkeligheden synes jeg, det her er noget af det allermest blufærdige, der findes. Vi snakker om sex hele tiden. Men det her synes jeg er svært at nå ind til.”

Der er allerede gået en time: Termokanden må vendes helt på hovedet, for at den sidste dråbe kaffe kan klemmes ud.

Fra det andet bord er samtalen mere afdæmpet, og de personlige historier fylder meget hos dem, kan jeg høre. Hos os er vi gledet over i en morbid humor, måske en dækoperation for ”det allermest blufærdige”.

Den mørkhårede kvinde fortæller om en ældre herre, hun kendte, der lå på hospitalet. Før han skulle opereres, kom en læge ind på stuen og lagde ansigtet i alvorlige folder: Risikoen ved operationen var overhængende, skulle patienten vide. Den ældre herre tænkte sig lidt om:

”Hvis jeg dør af det, så skal I ikke høre for det.”

Bordet griner højlydt.

Den mørkhårede kvinde ved bordet bliver alvorlig igen. Hun fortæller, hvordan hendes søster for nogle år siden mistede sin mand til sygdom. Mandens døde krop lå i deres dobbeltseng en hel nat. Da søsteren vågnede morgenen efter, kunne hun mærke, at nok lå der en krop ved hendes side, men ”han” var der ligesom ikke mere. Så blev han flyttet over i sin kiste. Næste nat sov de søster og søster om side, for at ensomheden ikke skulle være alt for stor.

”Efter det ligger jeg nogle gange og kigger på min mand, når han sover. Åh, hvor kan jeg bare nyde ham, at her er min mand, hos mig, levende. Måske er det en måde at forberede mig selv på, at jeg måske en dag skal se ham som død.”

Hun piller lidt ved hanken på sin porcelænskop og trækker på skuldrene.

”Men måske er det bare kærlighed.”

Tiden er gået og kagekrummer er alt, hvad der er tilbage på tallerkenerne. Trods det høje blodsukker, breder sig en underlig udmattelse i kroppen. Flere af deltagerne har skubbet deres stole lidt ud fra bordet. Ellen Hansen beder om, at vi lige samler op med et par ord på, hvordan folk har det. Karin Westh noterer på en stump papir.

”Forbundethed”, er de enige om, er aftenens lære ved det andet bord. Alle virker godt tilfredse. Ellen Hansen siger, at hun føler sig ”større som menneske”, mens en kvinde med grå page siger, at hun er ”kommet til et nyt sted i sig selv”.

Som jeg sidder der ved bordet, pumpet op på gulerodskage og koffein, er det svært at mærke, om det samme er sket med mig. Umiddelbart har jeg fået større erkendelser om liv og død gennem bøger, musik eller film. Eller ved at se på dem, jeg virkelig holder af. Men jeg ved, at det var rart for en gangs skyld at diskutere de store ting i livet, uden at én i selskabet skal have ret.

Da det hele er slut, står en kvinde fra det andet bord og fumler med at få sin taske lukket. Hun sukker lidt, da jeg spørger, om hun kunne finde på at komme tilbage.

”Jeg synes altså, det var lidt hårdt det her.”

”Det er fint at få det vendt, men jeg tror ikke, jeg ville gøre det igen. Man kan jo ikke tale om døden konstant. Hvornår skulle man så leve livet?”.