VI ER PÅ VEJ I SOMMERHUSET. På vejen samler vi den yngste op. Han har læseferie, noget, fruen har ladet ham forstå, er fuldt foreneligt med fem dages offline-familiesamvær på civilisationens yderste rand.
”Velkommen til et nyt afsnit af Øen En Verden Uden Internet,” siger han, da færgen lægger til.
Det er ikke helt rigtigt. Der er faktisk glimrende dækning på hele øen med undtagelse af et areal på et par tusinde kvadratmeter, hvor al telekommunikation ophører. Denne Bermudatrekant er tilfældigvis sammenfaldende med vores matrikelnummer. Hvis man er under 25 år eller har en stillingsbetegnelse, der indeholder ordet ”kommunikation”, opfatter man det som et problem. Fruen derimod ser det som et guddommeligt skulderklap for hendes årelange kamp mod online-kulturen.
Jeg har et par gange begået den fejl at foreslå, at vi kunne få lagt fastnet ind i sommerhuset. Det kommer ikke til at ske. På fruens liste over ting, hun ikke har brug for i sommerhuset, figurerer internet et sted mellem svamp i de bærende konstruktioner og et atomkraftværk på nabogrunden.
I dette ideologiske minefelt tilbringer den yngste og jeg den første dag med at vandre langs sommerhusgrundens perimeter og se ud, som om vi besigtiger hegnet. I virkeligheden leder vi efter et signal til vores iPhones, så vi kan hænge med neglene i 3G-netværket længe nok til, at han kan sende et billede på Snapchat, og jeg kan læse mine e-mails.
På et tidspunkt bliver vi overrasket af fruen, som dukker op bag hybenroserne.
”Ja, jeg vil ikke sige noget,” siger hun.
”Tomme løfter,” siger den yngste.
”Jeg fatter ikke det behov for at være på nettet hele tiden,” siger hun.
”Vi er faktisk kun på nettet to procent af tiden. Resten af tiden leder vi efter et signal,” påpeger jeg.
”Din søn indrømmer i det mindste, at han er afhængig, men du, en voksen mand ...”
”Hold mig udenfor,” siger den yngste.
De næste dage holder vi langsomt op med at lede efter forbindelse til omverdenen. En bedøvende hinde af sol, saltvand og blomstrende hvidtjørn svøber sig om vores hjerner. Vi sidder i liggestolene og fører samtaler, som giver et glimt af det åndelige niveau efter civilisationens sammenbrud. Brokker af viden fra Wikipedia blander sig med filmklip fra YouTube, kuriøse fortællinger fra Reddit og nyhedsoverskrifter læst på Facebook.
”Hvorfor holder hår på armene op med at vokse, når de er blevet en centimeter lange? Hår på hovedet bliver jo ved med at vokse,” siger jeg.
”Det ved jeg ikke. Men mænd med et højt testosteronniveau taber tidligt håret på hovedet, men har meget hårvækst på kroppen,” siger den yngste.
”Ligesom dig?”, siger jeg.
”Ligesom mig,” siger han.
”Og Danny DeVito,” siger jeg.
Han undersøger sine tæer.
”Jeg er allerede ved at få hård hud under fødderne.”
”Du kan blive sådan en, der går barfodet året rundt.”
”Ligesom dem, der ikke bruger shampoo,” siger han og tilføjer efter en tænkepause:
”Bare med sko.”
”Så kan du komme i avisen: Det begyndte for 13 år siden, da jeg var i sommerhuset, og der ikke var noget internet.”