Alle fortjener et ekstra kram

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) klasselærer gav hende en uforglemmelig lektie i social forståelse, da han gav hendes klassekammerat en uventet omfavnelse

Kærligheden tæller ikke chancer, siger Mette Frederiksen.
Kærligheden tæller ikke chancer, siger Mette Frederiksen. . Foto: Scanpix.

Skolegården var en nyhedscentral, da jeg var barn i Aalborg. Lynhurtigt vidste vi, hvem der var blevet kærester med hvem, hvem der havde lavet ballade, og vi vidste derfor også, hvem lærerne fra tid til anden var sure på. For der var problemer på skolen. Der var nogle ballademagere, og især en del af drengene gjorde sig bemærket med andet end deres lektier.

Jeg gik på den forholdsvis nye folkeskole, Byplansvejs Skole, der var opført i hvid beton i et blandet boligområde, hvor mange havde små penge og nogle havde sociale problemer. Det tænkte jeg bare ikke over som barn, hvor den hårde valuta i skolegården var, om man var god til fodbold eller at sjippe. Men engang i 6.-7. klasse blev det tydeligt, da en af mine klassekammerater var kommet i problemer. Jeg kan ikke huske, hvad han havde gjort, men der var i hvert fald en stemning af, at han nu igen havde lavet ballade. Og da han kom tilbage fra skoleinspektørens kontor, var vi andre stille. Jeg husker, hvordan han kom gående alene tilbage til klassen, og vi tænkte, at det måske var for sidste gang. At vi måske skulle sige farvel til ham.

Men vi havde én lærer, der tænkte anderledes. Vores lærer, Frede Møller Nielsen, sad på en gammeldags kontorstol i klassen, da drengen kom tilbage fra skoleinspektørens kontor. Og da Frede fik øje på ham, så han ikke kun ballademageren, han så ikke engang balladen, men han så et barn, der havde brug for et knus.

Frede var en stor mand, og min klassekammerat, der sikkert havde kæmpet hårdt for at holde den seje facade, tog imod knuset, så han næsten forsvandt i omfavnelsen med den store mand. Det må også have krævet en åbenhed fra den dreng, der pludselig mest af alt netop lignede en, der havde brug for kærlighed. Og med det kram sagde min lærer til ham: ”Det kan godt være, at der er nogle andre voksne, der er sure på dig. Og det kan godt være, at du har lavet noget rod, du ikke burde have gjort. Men du skal saftsuseme have min kærlighed. Jeg er her for dig”.

Alt det lå usagt i det kram. Og det glemmer jeg aldrig. For dér forstod jeg pludselig, at der fandtes børn, der ikke havde lige så kærlige forældre som andre. Og dér forstod jeg, at kærligheden ikke tæller chancer. Den dreng fra min klasse havde uden tvivl skabt problemer for både børn og voksne, men han havde brug for flere chancer. Og det gav Frede ham. Det er det svære valg. For nogle gange kan vi føle, at folk ikke fortjener flere chancer. Men hvis vi vil løse sociale problemer, må vi ikke opgive mennesker. Det lærte jeg dér. Og det præger stadig min politiske holdning.

Det er menneskeligt at reducere problembørn til problemer. Jeg mener, at det enkelte menneske er hovedperson i eget liv, og har det primære ansvar for at forme sit liv og tage ansvar for sine beslutninger. Men læreren, pædagogen, socialrådgiveren og politimanden må i princippet aldrig opgive et barn. For så slukker man et håb og en mulighed for det menneske. Og især når det handler om børn, kan det have uoverskuelige konsekvenser for resten af livet for det menneske, hvis det sker.

Min klassekammerat fortsatte i min klasse resten af sin skoletid. Frede ville ikke opgive ham. Og i dag tror jeg faktisk, at det er den vigtigste lektie, jeg tog med mig fra min skolegang.

For mig er det at vælge værdier ikke en akademisk øvelse, for mig er værdier noget, mennesker overfører til hinanden. Og jeg tror, at vores værdisæt forandres og forankres, når vi oplever, at nogen gør noget, som vi genkender som værende rigtigt. Især hvis vi oplever det som børn. Man spejler sig jo i de voksne, man møder som barn. Og derfor bliver lærere også nogle fantastisk vigtige værdibærere.

Ofte er der meget fokus på læreren som den professionelle formidler, men den her episode gav mig en grundlæggende værdi, som hverken blev fortalt eller skrevet på en tavle, men vist og netop derfor gik ned i mit eget værdisæt alligevel.

Gennem Fredes uventede omfavnelse af min klassekammerat opdagede jeg, hvor uligevægtige opvækstbetingelser kan være. Der er jo en grund til, at mange drenge bliver ballademagere. Det kommer ikke ud af ingenting. Eller måske netop af for få kram og for lidt kærlighed. Så det betyder noget, hvis der er voksne, der vælger at fortsætte med at elske dem, selv når det er rigtig svært. Derfor er den slags kærlige voksne så vigtige. Udsatte børn, der mangler kærlighed hjemmefra, skubber ofte voksne fra sig ved at tale grimt eller opføre sig dumt. Men bag den hårde facade gemmer der sig altid et menneske, der skriger på et kram og en chance til.