Prøv avisen

Mette og Christian kæmpede for at få et barn: Pludselig bankede et lille hjerte

Mette Jørgensen og Christian Vangs datter, Thilde, er resultatet af uendeligt mange prøvelser. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Efter fem års fertilitetsbehandling med hundredvis af sprøjter, 11 belastende behandlinger, tre mislykkede graviditeter og en stadig voksende sorg over at være barnløs fik Mette Jørgensen og Christian Vang pludselig deres største ønske opfyldt

Det var først, da de gik ud af sygehusets hovedindgang og stod ude på parkeringspladsen, at de begyndte at forstå, hvad personalet havde fortalt dem: Et lille hjerte bankede inde i Mette Jørgensens mave.

Det var en pige. Og hun havde det godt.

”Vi blev bare ved med at kigge på hinanden og sige det højt. Der var hjertelyd. Det var helt, helt urealistisk,” fortæller Mette Jørgensen.

”Jeg blev så glad og lykkelig. Indtil jeg hørte den lyd, havde jeg nok ikke turdet tro på, at det ville lykkes. Det var en kæmpestor dag,” siger 32-årige Christian Vang.

Parret smiler til hinanden, og Mette Jørgensens efterhånden store mave får et ekstra lille klap. De sidder i deres grå sofa i hjemmet i Lystrup lidt uden for Aarhus. På badeværelset står puslebordet klar, bleerne er købt ind, og nu kan det kan ske når som helst, siger den 37-årige vordende mor, der er på barsel fra jobbet som bankrådgiver.

Parret har i mange år tvivlet på, om de nogensinde ville være så heldige at få et barn, efter at de for fem år siden fandt ud af, at det nok ikke ville blive så nemt, som de havde håbet på.

Mens storken hele tiden fløj uden om huset i Lystrup, poppede der børn frem alle andre steder blandt venner og familie, og efter et års forsøg kiggede Mette Jørgensens læge på hendes fødselsdato og konstaterede, at parret nok hellere måtte begynde i fertilitetsbehandling med det samme. På det tidspunkt var Mette Jørgensen 32 år.

”Til at begynde med gik jeg ikke i panik. Vi tænkte, at det var en proces, som vi skulle igennem for at finde ud af, hvad der var galt, og når vi vidste det, så måtte vi tage den derfra.”

Der skete også mange andre store ting i deres liv i samme periode, fortæller Christian Vang.

”Vi mistede begge vores far, vi blev gift og byggede hus. Så der var nok at se til. Jeg tror først, at vi for alvor begyndte at tænke over det, da vi sad i det her drømmehus, og der blev stille omkring os.”

”Ja, da begyndte panikken at sprede sig,” siger hans hustru.

På Skejby Sygehus blev parret udredt, og lægerne konkluderede, at parret var uforklarligt barnløs.

”Der var hverken noget galt med mig eller med Mette. Det var faktisk noget af det sværeste. Ikke at vide, hvad der var galt,” siger Christian Vang, der til daglig er systemingeniør.

De første tre inseminationsforsøg mislykkedes. Herefter fulgte tre ivf-behandlinger, fem behandlinger med tilbagelægning af optøede, befrugtede æg og tre graviditeter spredt over næsten fire år. To graviditeter skete på naturlig vis, den tredje var et resultat af ivf-behandlingen, hvor man befrugter æggene i reagensglas og fører dem tilbage i kvindens livmoder.

Men alle tre graviditeter endte i en spontan abort i syvende eller ottende graviditetsuge.

”Sorgen voksede inde i mig. Jeg syntes, det var så uretfærdigt: Hvorfor lige os? Vi havde alle muligheder for at give et barn et godt liv. Jeg blev overvældet af en dyb, dyb ked af det-hed, og jeg spurgte hele tiden mig selv: Hvorfor? Hvad er meningen med det? Og det spørgsmål får man bare aldrig svar på,” siger Mette Jørgensen, der under forløbet også blev ramt af en stor skyldfølelse, fordi hun tænkte, at hun måske gjorde noget forkert.

På spørgsmålet om, hvorfor parret var villig til at gå så langt for at få deres eget barn og ikke adoptere eller affinde sig med situationen, har de begge svært ved at formulere et svar.

”Det er en drift, som jeg føler, ligger dybt i mit hjerte: At jeg gerne vil være mor, og at jeg gerne vil være med til at skabe noget sammen med Christian. Jeg har tit tænkt, at hvis ikke vi kunne det, hvad var meningen så egentlig med livet?”

Fertilitetsbehandlingerne påvirkede også Christian Vang, men han reagerede anderledes end sin hustru.

”Jeg reagerede nok, som de fleste mænd gør,” siger han.

”Når det ikke lykkedes, blev jeg rigtig ked af det, men bagefter tænkte jeg, at vi var nødt til at komme op på hesten igen: Lægge en plan og se fremad. Der skulle altid lige gå et stykke tid efter hvert forsøg, men så var jeg klar igen. Det er ikke nemt, for der er hele tiden op- og nedture, og der var mange af dem, men jeg prøvede at tage en dag og et forsøg ad gangen.”

Og han holdt fast i, at det nok skulle lykkes:

”Det var jeg nødt til at tro på, ellers ville det blive rigtigt træls og uoverskueligt. Jeg har ikke tænkt, at vi aldrig ville blive forældre. Tanken har måske strejfet mig, men så har jeg skudt den væk igen,” siger han og tilføjer, at det sværeste faktisk har været at se hustruen være så ked af det.

Parret var i begyndelsen meget åben om situationen og talte med både venner, familie og kolleger om fertilitetsbehandlingerne.

”For mig betød det, at jeg fandt ud af, at mange andre også har problemer med at få børn, og det var en stor hjælp. Men det har også været svært at blive mødt af andre, som overhovedet ikke forstod det, for så begynder de at sige nogle mærkelige ting, som for eksempel I skal da bare købe en hund eller I kan da bare adoptere. Det har jeg oplevet mange gange, og det er meget frustrerende. Det ville være bedre, hvis de bare lyttede og ikke kom med alle de løsningsforslag,” siger Christian Vang.

”Ja, for det gør bare tingene meget værre,” siger Mette Jørgensen.

Hun fortæller, hvordan en kollega på vej op til frokost spurgte, om hun havde fået taget æg ud.

”Jeg var ved at falde bagover. For så bliver det bare en tjekliste: Ja, så gjorde vi det, og så får vi svar der. Folk glemmer følelserne, der ligger bag det hele. De ser det måske som en teknikalitet, men det er det bare ikke. Det er meget følsomt.”

Hun ryster lidt på hovedet.

”Der var også en bekendt, der sagde, at vi bare skulle rejse Jorden rundt så skulle det nok lykkes. Jeg tror, at folk siger sådan noget, fordi de har hørt en historie om andre, der gjorde det, og så tænker de, at vi også bare skal gøre det samme. Folk gør det i en god mening, men jeg blev meget ked af det. I starten vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle tackle det. Men jo flere gange vi fik den slags råd, desto mere hårdfør blev jeg og sagde: Nej tak, det er ikke løsningen for os. Men efter noget tid holdt jeg bare helt op med at tale om det.”

Parret besluttede sig undervejs for at lave nogle aftaler med de tætteste venner og familien:

Når der var nyt at fortælle, skulle de nok sige til. De andre behøvede ikke spørge til datoer, behandlingsresultater med mere hele tiden. Så var det bedre at spørge, om parret havde lyst til at tale om det, og så kunne de selv sige til eller fra.

”Og så er det altid bedre at spørge, hvordan man har det, end hvad svaret på prøven blev,” som Christian Vang siger.

For Mette Jørgensen blev sorgen på et tidspunkt for meget, og hun valgte at gå til psykoterapeut og få hjælp til at tackle de psykiske mén, som også viste sig at følge med fertilitetsbehandlingen.

Derudover hjalp terapeuten også parret til at forstå, hvor vigtigt det var, at de lærte at tale ordentligt sammen i stedet for at gå med deres tanker alene.

For Mette Jørgensen var det især misundelsen, som gjorde ondt, og som gjorde det svært at være sammen med andre, der havde børn.

”Vi var på et tidspunkt til en barnedåb, og da forældrene kom gående med det her lille barn ned ad kirkegulvet, blev jeg fuldstændig overvældet af følelser og begyndte at græde. Fordi det skulle være os, der gik der.”

Det var også misundelsen, der var sværest at tale med andre om, synes hun.

”Det er en meget svær følelse at acceptere, og jeg følte ikke rigtig, at det var i orden. Jeg elsker jo mine niecer og nevøer overalt på Jorden, men der kunne være nogle svære følelser forbundet med at være sammen med dem. Fordi jeg bare så gerne selv ville have nogle dejlige børn som dem,” siger Mette Jørgensen, som fandt en brochure på Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløses hjemmeside, som hun gav til sin mor og sine søskende.

”Det var en stor hjælp for mig selv, fordi den beskrev mange af de svære følelser, som jeg selv havde svært ved at sætte ord på. Det var rigtigt rart, og det hjalp også min familie, tror jeg.”

Christian Vang har under store dele af forløbet følt, at han var magtesløs, fordi det var hustruen, som måtte lægge krop til hormonindsprøjtninger og utallige undersøgelser og eksperimenter.

”Det er meget frustrerende som mand, fordi man bare ikke kan gøre noget, man er bare sådan “ ja, ved siden af. Mette skulle rigtig mange ubehagelige ting igennem, og hendes mave har været gul og blå. Jeg har afleveret en sædprøve i et plastikglas, og det er det. Det er en meget skæv fordeling, når man tænker på projektets mål, nemlig at man gerne vil lave et barn sammen,” siger han.

Mange par i fertilitetsbehandling oplever, at forløbet slider voldsomt på parforholdet, men ifølge det aarhusianske par har det snarere styrket dem at kæmpe sammen for deres fælles drøm.

”Vi blev tvunget til at lære at tale sammen, og vi har lært hinanden at kende på en helt anden måde. Jeg er for eksempel blevet meget bedre til at spørge ind til, hvordan Mette har det og bare lytte uden at komme med alle mulige løsningsforslag,” siger Christian Vang, og hustruen samstemmer:

”Jeg tror, at vi på meget kort tid har lært nogle ting om hinanden, som man måske normalt først finder ud af efter 10 år sammen. Vi kender hinandens styrker og svagheder rigtig godt nu, og vi har lært at tackle problemerne sammen, for det har været nødvendigt de seneste par år,” siger Mette Jørgensen.

Som par har det især været svært at bevare et aktivt samliv.

”Det bliver totalt smadret. Fordi det pludselig alt sammen går op i klokkeslet, kanyler og ægløsninger. Ens underliv og intime liv bliver på en eller anden måde hvermands eje,” siger Mette Jørgensen.

”Det at skabe et barn er jo egentlig en privat ting, men i fertilitetsbehandlingen er det pludselig til offentlig skue. Det er det, der smadrer det,” siger Christian Vang.

”Det var slet ikke muligt under og lige efter en mislykket behandling,” fortæller Mette Jørgensen.

”Men for mig var det en kæmpestor hjælp, at Christian forstod og accepterede, at jeg havde det sådan. Og når jeg så var klar igen, måtte jeg sige det til ham. For han vidste jo ikke, hvornår jeg havde lyst igen: Det skulle jeg sige til ham.”

For parret har det været vigtigt at holde korte pauser mellem hver behandling, så de havde tid og ro til at finde ind til hinanden igen og nyde livet sammen, inden næste behandling gik i gang.

Det er formentlig også grunden til, at de ikke er gået helt ned med flaget i løbet af de seneste par år, siger Mette Jørgensen.

”Vi har rejst rigtigt meget, og vi har gjort de ting, som vi havde lyst til. Fertilitetsbehandlingen var lidt ligesom en osteklokke, som vi gik ind i, når det var tid til det, og når det var overstået, gik vi ud af den igen og holdt en pause. Så behandlingerne var isolerede perioder, og ind imellem dem levede vi vores liv, som vi plejede,” fortæller hun.

”Ja, vi har forsøgt at gøre fertilitetsbehandlingen til noget sekundært i vores liv. Når vi blev ramt at sorgen, gik vi ind i den, men den måtte ikke overskygge det hele og så hjalp det at have nogle gode ting at se frem til,” siger Christian Vang.

Derudover har parret også haft stor glæde af at tale med andre, som også var i fertilitetsbehandling.

”De er de eneste, der virkelig forstår det,” siger Mette Jørgensen og fortæller, at parret har fået det bedste råd under hele forløbet af et par, der selv havde været i fertilitetsbehandling i mange år.

”De sagde til os, at vi skulle huske at spørge os selv, hvorfor vi havde valgt hinanden. Hvorfor Christian og jeg var sammen. Og det er vi jo, fordi vi elsker hinanden, og fordi vi vil leve vores liv sammen. Parret sagde til os: Okay, så I har ikke valgt hinanden, fordi I ville have børn sammen? Nej, det har vi jo ikke. Og det har vi virkelig forsøgt at leve efter igennem alt det her: At behandlingen ikke måtte overskygge vores kærlighed og det liv, som vi har sammen og er lykkelige i.”

Sidste sommer besluttede parret endnu en gang at holde en pause denne gang på tre måneder inden Mette Jørgensen fik lagt æg op for niende gang.

”Jeg kunne ikke mere. Jeg var simpelthen udkørt. Så vi besluttede, at nu ville vi bare nyde livet og ikke lade os styre af datoer og ægløsninger i tre måneder,” siger hun.

Og så skete det pludselig. Den røde streg på graviditetstesten blev til to, og denne gang gik alt efter planen, og maven voksede dag for dag.

Og nu ni måneder senere bliver de snart tre i huset i Lystrup.

”Der er ingen forklaring på det. Vi ved ikke, hvorfor det er sket lige præcis nu. Men vi er vildt glade,” siger Christian Vang.

Mens han holdt op med at være nervøs efter den første scanning, har Mette Jørgensen haft svært ved helt at slippe angsten for, at det kunne gå galt igen.

”Første gang jeg blev gravid, var jeg fuldstændig i den syvende himmel. Anden og tredje gang turde jeg slet ikke have armene over hovedet. Det var det samme denne gang. Jeg har været bange for, at det skulle gå galt flere gange. Jeg faldt først til ro den dag, hvor jeg vidste, at hvis hun kom ud nu, så ville hun overleve.”

”Vi har næsten fortrængt, hvor hårdt det har været at nå hertil. Vi er lykkelige over, at vi er i den her fantastiske situation. Det er bare fedt at være os,” siger Christian Vang og ler.

”Ja, det har du sagt hver dag siden uge 12: Det er fedt at være os,” siger hustruen grinende.

”Og det er det også.”

Fem dage efter Kristeligt Dagblads besøg i Lystrup kom Mette Jørgensen og Christian Vangs lille datter Thilde til verden.