Ægtepar: Vi prøver at leve i nuet og nyde hver evig eneste dag sammen

I mange år prøvede de at lave hinanden om. Men det var en udmattende og smertefuld kamp. Så på deres ældre dage har ægteparret Skjold Fink og Laila Bach lært at acceptere hinandens forskelligheder. Men det har ikke været nemt, fortæller parret, der har levet som ægtefolk i over 27 år

I dag kan vi bære hinanden, som vi er, fortæller Skjold og forklarer, at han og Laila i mange år af deres samliv har kæmpet med hinanden. Men de er begyndt at se på livet i et lidt andet perspektiv, efter Laila er blevet syg.
I dag kan vi bære hinanden, som vi er, fortæller Skjold og forklarer, at han og Laila i mange år af deres samliv har kæmpet med hinanden. Men de er begyndt at se på livet i et lidt andet perspektiv, efter Laila er blevet syg. Foto: Scanpix.

Laila Bach på 63 år lyser op, når hun fortæller om det bal på Danmarks Tekniske Højskole, hvor hun mødte sin mand, Skjold Fink, for første gang.

Dengang var de kun 20 år.

Det var i 1970'erne, Vietnamkrigen sluttede, og i Storbritannien blev Margaret Thatcher premierminister. Alt var på en måde i oprør, erindrer den 63-årige Skjold.

”Og Laila så helt utrolig smuk ud med bar mave og sit lange skørt,” siger han og smiler kærligt til sin kone.

Parret sidder på førstesalen i deres lille rækkehus i Herskind ved Aarhus og fortæller om de år af deres liv, hvor de gik til Røde Mor-koncerter og havde fællesøkonomi med de andre beboere i kollektivet.

”Det var en kaotisk tid, hvor alt blev rykket op, og man skulle diskutere alting,” fortæller Skjold.

Uden for vinduerne vrimler sommerens farver frem og opdeler malerisk det smukke landskab.

”Det er helt særligt i år,” siger Laila.

Alt er meget intenst, forklarer hun og vender øjnene op mod sin skaldede isse. Små totter af lyse hår stritter i nakken, men ellers er alt håret forsvundet på grund af kemobehandlingerne.

For et år siden fik hun konstateret kræft. I dag er de værste behandlinger overstået, men behandlingsforløbet har rystet hele familien, og det har fået parret til at sætte ekstra stor pris på hinanden og det liv, de har sammen.

”Jeg føler, at vi er blevet ramt af livets alvor. Alle mine følelser er på en måde forstærkede, og vi er blevet meget opmærksomme på at passe godt på hinanden. Vi prøver virkelig at leve i nuet og nyde hver evig eneste dag sammen, så godt vi kan,” siger hun.

”Alle mine bekymringer har bare sagt 'puf, puf, puf',” siger hun og laver små, hurtige bevægelser med hånden.

”De er simpelthen forsvundet. I stedet tænker jeg på, hvad jeg kan give til verden, mens jeg er her - det har jeg faktisk meget travlt med - og så forsøger vi at leve, så godt vi kan, så længe vi kan.”

Dengang i 1970'erne efter ballet i Lyngby forsvandt Laila pludselig ud af Skjolds liv. Først til Libanon og derefter til Grønland. Men han kunne ikke få hende ud af hovedet, siger han.

”Jamen hun var utrolig smuk, og jeg ville se hende igen,” siger han.

Efter to års søgen fandt han hende på Christianshavn i København. Og så blussede forelskelsen op igen.

”Et af mine smukkeste minder fra vores liv sammen er fra en aften på Christianshavn, hvor himlen var ildrød. Det glemmer jeg ikke,” siger Laila.

”Ja, det kan jeg godt huske, den aftenrøde,” siger han.

”Vi sagde slet ikke noget til hinanden. Vi stod der bare sammen.”

Et par år efter fik de deres første datter, Sigrid, og fem år efter kom Maria og derefter Anna til verden.

”Da Laila blev gravid med vores første datter, kiggede vi på hinanden og sagde, så, nu forpligter vi os til hinanden. Det var en langt større milepæl for os end at blive gift. Det blev vi først, da vi havde fået vores tredje barn,” siger Skjold.

I dag er døtrene voksne, og Laila fortæller, at en af de ting, der kan gøre hende rigtig lykkelig i dag, er at vide, at børnene klarer sig godt i livet.

”Jeg bliver lykkelig, når de har det godt og er glade, men jeg bliver faktisk også glad, når de møder modgang, og jeg kan se, at de kan klare det. At de ikke bliver væltet omkuld af livet. For så ved jeg, at vi har gjort det godt, og at de nok skal komme godt igennem livet.”

For Laila Bach og Skjold Fink var det en større milepæl at stifte familie end at blive gift. De valgte først at blive gift, efter at den tredje datter, Anna, var kommet til verden. De to ældste piger er Sigrid og Maria. Privatfoto.
For Laila Bach og Skjold Fink var det en større milepæl at stifte familie end at blive gift. De valgte først at blive gift, efter at den tredje datter, Anna, var kommet til verden. De to ældste piger er Sigrid og Maria. Privatfoto.

Rundt på alle væggene i det lille rækkehus kan man se børnenes aftryk. Billeder, tegninger og små figurer dækker enhver hvid plet i huset. Men hjemmet bugner også af Strid-tegninger, klassisk kunst, smukke vaser og Kristian Vedels træfugle.

”Vores vindueskarm er et godt billede af, hvilket menneske Laila er. Den er fuld af smukke ting i alverdens farver, det er ren overflod,” siger Skjold.

”Hun er et meget generøst menneske. Det er en af hendes egenskaber, som jeg holder meget af. Vi har sådan et gaveskab nedenunder, som er proppet med gaver. For mig er det skab et symbol på hendes gavmildhed og generøsitet,” siger han.

Nu er det snart mange år siden, at børnene flyttede hjemmefra, og i den anledning besluttede parret sig for at flytte ind i et bofællesskab, hvor de kunne nyde livet på deres ældre dage.

I dag har de boet næsten otte år i det store levefællesskab Hertha, der ligger 20 kilometer vest for Aarhus.

”Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar.” Sådan lyder ”Svantes lykkelige dag” fra 1972, og ifølge Laila Bach og Skjold Fink forklarer Benny Andersen meget godt, hvad lykken er. Lykken er nemlig ikke de store begivenheder: ”Lykken findes i hverdagen. Når vi vågner om morgenen og ligger arm i arm.”
”Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar.” Sådan lyder ”Svantes lykkelige dag” fra 1972, og ifølge Laila Bach og Skjold Fink forklarer Benny Andersen meget godt, hvad lykken er. Lykken er nemlig ikke de store begivenheder: ”Lykken findes i hverdagen. Når vi vågner om morgenen og ligger arm i arm.”

Laila har igennem hele sit liv arbejdet som bibliotekar, men efter at hun blev syg, nøjes hun med at være frivillig bibliotekar på Testrup Højskole.

Skjold har også skruet gevaldigt ned for arbejdslivet. I mange år var han intern konsulent i teleselskabet TDC, men i dag udfører han kun det freelancearbejde, som han har lyst til, og mens hustruen har været syg, har han prioriteret hende over alt andet.

Han fortæller, at de i mange år af deres samliv har kæmpet med hinanden. Men at de er begyndt at se på livet i et lidt andet perspektiv nu.

”Det har været meget smertefuldt, vi har skændtes rigtig meget, fordi vi ikke accepterede hinandens forskelligheder.”

”Ja, mange af vores kampe har handlet om, at vi har været bange for, at den anden ville lave os om. Den tanke har jeg helt forladt nu, og det er en befrielse,” siger Laila.

Det får ægtefællen til at tænke på Grundtvigs sang til sin hustru, ”Hvad er det, min Marie” fra 1851:

Laila og Skjold i deres dejlige have.
Laila og Skjold i deres dejlige have.

”Andet vers lyder sådan her: 'Det er, at vi vil være hinanden, som vi er, det er, at vi kan bære hinanden, som vi er'. Laila og jeg har brugt mange år på at prøve at lave om på hinanden, men i løbet af det seneste stykke tid er vi begyndt at acceptere hinanden, som vi er. At vi vil være, som vi er.”

”Ja, og vi har båret hinanden igennem det her lange sygdomsforløb. Det har gjort vores forhold meget, meget stærkt, og jeg føler en dyb samhørighed med Skjold,” siger Laila.

Hun griner og siger, at hun selv i dag kan blive helt forelsket i ham.

”Der gør det altså ingen forskel, om man er 20 eller 63,” siger hun.

Hele familien er samlet til fest. Privatfoto.
Hele familien er samlet til fest. Privatfoto.

”Han er den dejligste og smukkeste mand, jeg kender.”

Skjold har sværere ved at udtrykke sine følelser, indrømmer han.

”Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke føler noget. Jeg er bare meget mere blufærdig,” siger han og rykker lidt rundt i stolen.

”Men jeg vil sige, at i dag er jeg som Steffen Brandt fra TV-2 synger nærmest lykkelig, når Laila lægger sit hoved på min skulder om morgenen, inden vi står op,” siger han.

”Og når jeg ligger på græsplænen ude i sommerhuset, og Laila sidder ved siden af og læser, så føler jeg en stærk samhørighed imellem os. Det er det nærmeste, jeg kommer lykken, tror jeg.”

Som i mange andre ægteskaber har det nu alligevel indimellem set håbløst ud, erkender de. Et konfliktløst ægteskab er vel nærmest også en myte, siger Laila.

”Men selvom det indimellem har været rigtig svært, så har vi holdt sammen. Også for børnenes skyld. Vi er sat sammen med et stærkt kit, tror jeg, og kærligheden er vores grundsten,” siger Skjold.

Når deres forhold har skrantet, er de enige om, at det har været hverdagen, der har reddet dem.

”Det kræver udholdenhed og en stor forpligtelse over for hinanden og over for børnene at være sammen i så mange år. Jeg kan næsten ikke forklare det bedre. Efter nogen tid har vi bare altid fundet hinanden igen dér midt i hverdagen,” siger han.

Det vigtigste råd, de vil give deres døtre med på vejen i livet, har kostet dem selv nogle dyre lærepenge.

”Drop fuldstændig at lave om på den, du elsker,” siger Skjold.

”Ja, det er det allervigtigste,” tilføjer hans hustru.

”Når man elsker et andet menneske, så skal man give det menneske frihed. Man skal ikke stille alle mulige krav. Dermed ikke sagt, at man skal lade hinanden være i fred, for det ville da være frygteligt, men man skal respektere hinanden og hinandens forskellighed,” siger han.

”Ja, for en kamp skal der til i ny og næ,” siger Laila og smiler til sin mand.

”Det har godt nok taget os lang tid at lære, ikke? At acceptere, at du er struktureret og regelret, og at du fortæller dine historier kronologisk fra start til slut, mens jeg springer mere rundt på må og få og ikke er så optaget af fakta. Efter at vi er blevet opmærksomme på det, er vi begyndt at forstå hinanden meget bedre. Det har virkelig været en øjenåbner,” siger hun.

”Ja, men man er nok aldrig færdig med at lære at leve sammen. Det tager måske hele livet,” siger Skjold.

Både han og hustruen bliver stille, da de bliver spurgt til deres tanker om fremtiden sammen.

”Det er meget svært at have nogen forventninger, synes jeg. For vores hovedsætning lige nu er, at vi ikke ved noget,” siger Skjold.

”Men det er der jo ingen, der gør,” siger hun og foreslår, at de snart holder en stor fest ude i sommerhuset. Det trænger de til, mener hun.

”Vores fremtid er forvirrende og svær at tænke på, for ingen af os vil jo have, at livet skal stoppe her. Livet er jo fuldt af ting, som man ikke kan blive mæt af. Man kan aldrig få for meget af det. Men det gælder jo for os alle sammen, at vi skal væk en dag. Og ingen kender tidspunktet. Så det er bare med at leve livet nu og her, mens vi kan. Og håbet kan ingen tage fra os.”

Laila Bach og Skjold Fink mødte hinanden i 1970'erne til en fest på Danmarks Tekniske Højskole. Privatfoto.
Laila Bach og Skjold Fink mødte hinanden i 1970'erne til en fest på Danmarks Tekniske Højskole. Privatfoto.
”Lykken findes i hverdagen. Når vi vågner om morgenen og ligger arm i arm,” siger Skjold.
”Lykken findes i hverdagen. Når vi vågner om morgenen og ligger arm i arm,” siger Skjold. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus
For Laila Bach og Skjold Fink var det en større milepæl at stifte familie end at blive gift. De valgte først at blive gift, efter at den tredje datter, Anna, var kommet til verden. De to ældste piger er Sigrid og Maria. Privatfoto.
For Laila Bach og Skjold Fink var det en større milepæl at stifte familie end at blive gift. De valgte først at blive gift, efter at den tredje datter, Anna, var kommet til verden. De to ældste piger er Sigrid og Maria. Privatfoto.