De fleste af Kristeligt Dagblads læsere vil sikkert huske Fru Fernando Møhge fra den populære tv-serie ”Matador”, der lettere vrissent lod sig skubbe rundt i sin kørestol af datteren Misse, alt imens hun med sit store hørehorn for øret beklagede sig over ikke at kunne høre, hvad folk omkring hende sagde. Desværre for Fru Fernando Møhge levede hun i 1940'erne og ikke i 2014. For hvad lægekundskaben ikke rakte til i krigsårene, gør den til gengæld i dag.
Ifølge professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital Therese Ovesen kan eksperterne i dag hjælpe langt de fleste mennesker med høreproblemer. Selv de døve kan få hørelsen igen med den rigtige indsats, så længe årsagen til høreproblemerne sidder i øret og ikke hjernen.
Hørenedsættelser klassificeres i to grupper: sygdom i mellemøret og sygdom i det indre øre. I mellemøret vil der typisk være tale om betændelsestilstande og følgetilstande heraf, mens det i det indre øre er sygdomsproblematikker, der knytter sig til alder og arv. Mens sygdomme i mellemøret ofte kan behandles med antibiotika og i nogle tilfælde operation, vil sygdomme i det indre øre typisk resultere i, at man får et høreapparat.
”Inden man giver et høreapparat, undersøger man, hvordan hørelsen helt præcist er og fastlægger høretærsklen. For hvis man slet intet kan høre, har man ingen glæde af et høreapparat. Hvis hørenedsættelsen har udviklet sig så meget, at man ikke har gavn af et høreapparat, så kalder man det for social døvhed,” siger Therese Ovesen.
Men hvor mulighederne for at opnå en bedre hørelse tidligere var udtømte, når et høreapparat ikke længere kunne hjælpe, ser det anderledes ud i dag. Der er nemlig blevet udviklet det, der i lægefagligt sprog hedder et ”cochlear-implantat”. Det er en lille elektrode, der er opereret ind i øret og modtager lyd i form af elektriske signaler fra en lille modtager, der sidder på huden bag øret. Disse elektriske signaler sendes direkte til hørenerven, som derefter sender besked op til hørecenteret i hjernen.
Men selvom der er mulighed for at opnå eller genetablere en bedre hørelse, er det langt fra alle, der opsøger eksperterne, siger Therese Ovesen.
”Især i den ældre del af befolkningen er der mange, der har svært ved at erkende et sansetab. Man slår det hen med, at sådan skal det nok være, når man bliver gammel. Men det er et handicap ikke at kunne høre. Yngre mennesker kan få svært ved at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og de bliver nemt socialt isolerede. Derfor kan jeg ikke opfordre nok til, at man kommer af sted, for der er gode muligheder for at få hjælp,” siger hun.
Therese Ovesen påpeger ligeledes, at hørehæmmede ofte oplever at blive stigmatiserede i det omgivende samfund.
”Når folk ikke hører ordentligt og samtidig er oppe i alderen, så kan andre være tilbøjelige til at tænke, at vedkommende nok er halvdement,” siger hun og foreslår, at alle danskere, når de fylder 65 år, får tjekket deres sanser.
At det vitterligt er et stort handicap at lide af hørenedsættelse eller døvhed, ved Therese Ovesen fra de af hendes patienter, der er både døve og blinde.
Hvor mange af os, der har alle sanser i behold, måske forestiller os, at synssansen ville være den allersværeste sans at undvære, gælder det ikke for de døv-blinde.
”Den gruppe giver udtryk for, at det er sværere at undvære høresansen end synssansen. Sikkert fordi al kommunikation i dag er baseret på, at vi kan høre. Så længe vi kan høre, kan vi tale i telefon og høre, hvad der bliver sagt i radio og tv. Naturligvis findes der blindskrivemaskiner, så de kan meddele sig på skrift, men det øjeblik, du ikke kan høre, så stopper menneske til menneskekontakten let,” siger Therese Ovesen, der heller ikke mener, at tegnsprog hjælper døve ret meget, fordi så få i det omgivende samfund kan kommunikere ved hjælp af dette.
Glæden ved pludselig at kunne høre, hvis man hele livet har været så godt som døv, er stor hos de mennesker, der opnår det gennem indsættelse af et cochlear-implantat, og det er ikke nogen unormal reaktion, at de begynder at græde første gang, de hører.
”Det er meget stort for dem. Men faktisk kan reaktionen være endnu kraftigere hos dem, der har mistet hørelsen senere i livet og altså har kunnet høre før. De ved, hvad de har mistet, og så er det overvældende at få hørelsen igen,” siger Therese Ovesen.