Der er en ny eftertænksomhed på internettet

Efter 10 år med sociale medier står privatlivet måske over for en renæssance. Alt kan deles, men det anses ikke længere for god stil

Måske sætter vi i dag mere pris på, at noget er privat og højest deles med vores fortrolige,” siger Ben Light. Tegning: Morten Voigt
Måske sætter vi i dag mere pris på, at noget er privat og højest deles med vores fortrolige,” siger Ben Light. Tegning: Morten Voigt.

Hvad gør internettet egentlig ved os? I år er det 10 år siden, at Facebook blev lanceret. Et såkaldt socialt medie, som ifølge firmaet selv skulle give os en verden med en større grad af gennemsigtighed. Den hollandske forsker José van Dijck, 53 år, har som professor i komparative mediestudier ved Amsterdam Universitet fulgt udviklingen på de sociale medier.

På denne lidt lummervarme junidag byder hun velkommen til et fyldt auditorium på Amsterdam Universitet med 200 forskere fra 26 lande. Der kommet så mange deltagere, at nogle må sidde på gulvet. De er kommet for at arbejde med, i hvilken grad de sociale medier har ændret det offentlige rum.

Dagens nøgleord synes at være transformation: Der er meget, der ikke er, som det har været. Og meget ofte kan forandringerne henføres til internettet.

Da professor José van Dijck holder åbningsforelæsningen, bruger hun verdensmesterskaberne i fodbold som et eksempel på, hvordan internettet har skabt forbindelser, som man tidligere ikke kunne forestille sig. Med 600.000 fodboldturister er der mange, som har skullet finde et sted at overnatte i Brasilien. I stedet for at booke et hotelværelse har hver femte fodboldturist fundet privat overnatning.

Selvom man bor i Belgien og aldrig har været i Brasilien, er det ret let at finde et privat værelse i Brasilien via internettjenesten Airbnb. José van Dijck iler videre til et nyt eksempel: Hvad gør man, når man mangler en lang stige?

Internettet har skabt en lånekultur, hvor man via forskellige portaler kan låne fra hinanden.

”Der findes mange nærmest euforiske historier om, hvad internettet kan. Men bag disse euforiske historier er der også en række kritiske spørgsmål: Hvem står bag? Hvem tjener på det? Kommercialiseres hverdagslivet?”, siger José van Dijck, som arbejder for at udbrede en kritisk tænkning omkring internettet og de sociale medier.

José van Dijcks seneste bog ”The Culture of Connectivity” er en gennemgang af det, som fagfolk kalder for ”Web 2.0”. Kort fortalt er det internettet, som er blevet integreret i hverdagslivet og påvirker alt fra måden, hvorpå man klarer bankforretninger, til måden, hvorpå man får et overblik over nyhederne og holder kontakten til sit netværk. Når man taler om ”Web 2.0”, kan man ikke komme uden om de sociale medier. I 2007 gik seks procent af verdens internetbrugere på et socialt medie. Ved udgangen af 2011 gik 82 procent af internetbrugere over 15 år på et socialt medie.

”På mindre end et årti har vi fået en helt ny infrastruktur for sociale relationer og kreativitet,” siger hun.

I bogen beskriver José van Dijck, hvordan der ved lanceringen af forskellige sociale platforme har været store mængder af idealisme samt applaus fra omverdenen. Det amerikanske tidsskrift ”Time Magazine” kårer hvert år årets person. Senest er det pave Frans, som fik titlen. Men i 2006 gik prisen til ”You” (dig), som en understregning af, hvordan individet fik nye muligheder med Web 2.0.

”Det er en historie om fællesskab og samarbejde. Om mange brydende kræfter og de få, som hjælper hinanden uden at få noget for det, og hvordan det vil ændre ikke bare verden, men også ændre den måde, verden forandrer sig på,” lød det i begrundelsen i det amerikanske magasin.

I sin gennemgang af Web 2.0 understreger José van Dijck, hvordan Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, fortsætter, hvor Time Magazine slap. I 2010 kårede magasinet ham som årets person, og ved den anledning lovede han, at gøre verden mere åben og transparent. Om verden er blevet mere transparent er ikke let at sige, men i hvert fald er grænsen mellem, hvad der er privat og offentligt, forandret.

Som José van Dijck skriver i bogen, så har Facebook massivt markedsført, at det at være åben og dele oplysninger og være forbundet er idealer. Disse idealer har bredt sig til de fleste andre platforme og dermed sat en norm for, hvordan man begår sig socialt på nettet.

”Facebook tilbyder dig en scene, hvor du kan skabe et image og udbrede det image ud over dine nærmeste, sociale cirkler. Det gør mulighederne for popularitet større, men også muligheden for afvisning,” skriver hun.

Disse sociale forhandlinger foregår i et rum, som er vævet ind i kommercielle interesser, understreger José van Dijck.

Tilbage til auditoriet på Amsterdams Universitet, hvor den spanske ph.d.-studerende Lara Salinas Alejandre gør sig klar til at præsentere et studie. Hun er 29 år og har en mastergrad fra Spanien og er ph.d.-studerende ved University of Lancaster i England.

Hun indleder sin præsentation med en påstand, som får flere forsker-kollegaer til at rette sig i stolene: ”Alt er offentligt,” siger hun og gennemgår et forsøg, hun og nogle kollegaer har gennemført i England og Holland. ”Chattr” hedder forsøget, hvor man opbyggede et cafémiljø. Første gang var i forbindelse med en festival i Manchester, hvor man tilbød gæsterne, at de kunne oplade deres telefoner eller computere og slappe af i sækkestolene. Til gengæld skulle cafégæsterne skrive under på en accept af, at alt, hvad der blev sagt, kom på internettet.

”Vi havde ønsket at lave forsøget på en egentlig café, men de store cafékæder var skræmt over de etiske spørgsmål. Vi gav deltagerne mulighed for at fortryde inden for to timer. Af de mere end 100 samtaler var der kun to, som kom tilbage og ønskede at få noget slettet. Holdningen er, at der alligevel findes så meget på internettet. Hvem vil gide sidde og læse, hvad der er blevet talt om på en café, selvom det ligger på internettet? Og nej; det overrasker mig egentlig ikke, for det er udelukkende dine personlige grænser, som kan betyde, at du afholder dig fra at dele ting,” siger hun.

Blandt konferencegæsterne er der enighed om, at der er en transformation i gang. Internettet og vores brug af det er som et uroligt barn, som det er svært at få et skarpt billede af. Altid i bevægelse. I pauserne mellem forelæsningerne ude i sommersolen, tales der om behovet for at udvikle nye teoretiske modeller til at hjælpe til at formidle og forstå internettets betydning på et teoretisk plan.

Mens der har været talt og skrevet meget om, hvor stor trafikken er på de sociale medier og i hvilken grad, man deler alt fra intime billeder til private kriser, så tegner der sig et billede af en voksende og kritisk bevidsthed omkring, hvad man deler. Og med hvem.

Antagelsen om at alle deler alt på Facebook er en myte, viser forskning. Har man 100 såkaldte venner på Facebook, vil der være en, som meget aktivt deler tanker, begivenheder og billeder, og så vil der være 10, som af og til deler løs af deres liv, men den største gruppe vil være dem, som følger med og orienterer sig om, hvad andre laver på Facebook.

Men hvordan skal man så forstå de mange åbenhjertige bekendelser i Lara Salinas Alejandres café-forsøg? Man kan som den britiske seniorforsker Gordon Fletcher fra University of Sanford i England fastslå, at ligesom mennesker altid har været forskellige, så er vi også forskellige, når det gælder åbenheden på sociale medier.

”Vi har forfængelige ønsker om at fremstå som bedre mennesker, end vi er. Det er til forhandling, hvad der er offentligt, og svaret er ikke den totale åbenhed. Der er en øget bekymring om, hvad vi ønsker, andre skal vide om os,” siger han.

Faktisk er det nærmest god stil at være en smule reserveret, når man begår sig på de sociale medier. Det er i hvert fald konklusionen på de kvalitative undersøgelser, som professor Ben Light har gennemført som professor ved Queensland University of Technology i Australien.

”Du kan opnå en social kapital ved at holde igen. Er du for eksempel langsom om at acceptere en venne-anmodning, bruger du sjældent 'synes godt' om funktionen, og deler du kun sjældent noget, så er det som om, din sociale kapital øges,” siger han.

Som et eksempel nævner han interview med brugere af sociale medier, hvor talen faldt på sygdom. To kvinder havde begge fået kræft. Den ene havde skrevet indgående om sygdommen og delte det på sociale medier, mens den anden havde en mere tilbageholdende strategi. Den kvinde, som havde tiet, fik den største sympati. Den meget meddelsomme kræftsyge blev betragtet som opmærksomhedshungrende. Ben Light fornemmer, at der er en voksende skepsis på vej mod sociale medier som Facebook.

”Mange bruger fortsat Facebook nærmest uden omtanke og skriver uhyrligheder om for eksempel deres arbejdsgivere, men det er i høj grad et spørgsmål om, hvilken social klasse du tilhører. Der er afgjort et rum for privatliv, selvom vi har adgang til at være sociale og dele. Måske sætter vi i dag mere pris på, at noget er privat og højest deles med vores fortrolige,” siger Ben Light.